USA genopliver hvad haitianerne kalder ¤¤dødsplanen¤¤. USA¤¤s intervention viser, at USA ønsker at genvinde sin politiske dominans og gennemføre sit økonomiske program i hele regionen

af Ashley Smith
USA genopliver hvad haitianerne kalder 'dødsplanen'. USA's intervention viser, at USA ønsker at genvinde sin politiske dominans og gennemføre sit økonomiske program i hele regionen.
En måned efter det ødelæggende jordskælv lider Haiti stadig under apokalyptiske forhold. Jordskælvet dræbte mere end 200.000 mennesker, sårede 250.000, og gjort tre millioner afhængige af mad, vand og husly fra det internationale samfund.
Modsat hvad der skrives i medierne, så har nødhjælpsindsatsen været en miserabel fiasko. FN har indrømmet, at i slutningen af januar, var det kun lykkes at levere mad til en million mennesker, hvilket efterlod mange uden adgang til mad. Dele af Port-au-Prince samt omkringliggende byer har endnu ikke set skyggen af hjælp.
Midt i katastrofen cirkler stormagterne og de store selskabers gribbe i deres jagt på den profit genopbygning kan give.
'The Street', en investerings-hjemmeside, har bragt en artikel med det misvisende navn, 'An Opportunity to Heal Haiti' (Chance for at bringe Haiti på ret køl), der udlægger hvordan amerikanske firmaer kan tjene på katastrofen. 'Der er firmaer,' skriver de, 'som potentielt kan nyde godt af krisen: General Electric, Caterpillar, Deere, Fluor, og Jacobs Engineering.'
Andre kommentatorer som James Dobbins (tidligere særlig udsending til Haiti for Bill Clinton) ser en mulighed for at genskabe Haiti som en markedsøkonomi, eller som han skrev i New York Times, 'Katastrofen er en mulighed for at sætte fart i de forsinkede reformer.'

Billig arbejdskraft
New York Times klummeskribent Nicholas Kristoff har forsøgt at fremstille udnyttelse af billig arbejdskraft som et humanitært initiativ. Han skrev:
'Den bedste strategi for Haiti: Opfør tøjfabrikker. Tanken om 'sweatshops' kan lyde forfærdeligt i amerikanske ører. Men det er en strategi, som har virket i andre lande, så som Bangladesh, og haitianere i slummen vil sige, at deres største ønske er arbejde. Et par dusin store tøjfabrikker kunne gøre forskellen for Haiti.'
Alt dette lyder som en syg parodi på Naomi Kleins argumenter i bogen 'The Shock Doctrine' (Chok-doktrinen). Her dokumenterer hun, hvordan USA og andre imperialistiske magter har udnyttet naturkatastrofer såvel som økonomiske katastrofer til at påtvinge et frit marked, der kun gavner eliten og firmaer, og som vil skade ofrene. Hun skriver:
'Katastrofe-kapitalister har ingen interesse i at reparere, det der var. I Irak, Sri Lanka og New Orleans blev processen vildledende kaldt 'genopbygning'. Den begyndte med at gøre den oprindelige katastrofes arbejde færdigt, ved at udslette hvad der var tilbage af den offentlige sfære og fællesskaber, for så at erstatte dem med et virksomhedernes New Jerusalem - og dette før ofrene kunne nå at samle sig og gøre krav på det, som var deres.'

USA var i gang
USA havde faktisk en chokdoktrin for Haiti klar - den samme som USA har praktiseret i årtier.
Gennem 1970`erne og 1980`erne brugte USA Baby Doc Duvaliers diktatur til at pålægge, hvad Den Internationale Valutafond (IMF) kalder for et 'strukturtilpasningsprogram'. Haitianerne kaldte det for en 'dødsplan'.
Duvalier åbnede den haitianske økonomi op for statstøttet amerikansk eksport af landbrugsprodukter, særligt ris, hvilket underminerede haitianske bønders evne til at konkurrere. De fattiggjorte bønder rejste til Port-au-Prince, hvilket øgede befolkningen i byen fra 760.000 i de tidligere 1980`ere til næsten tre millioner før jordskælvet.
USA oprettede eksportzoner i hovedstaden, for at kunne udnytte den billige arbejdskraft. Men med kun cirka 80.000 jobs, kunne disse 'sweatshops' ikke dække efterspørgslen efter arbejde. Resultatet blev en forarmelse af slumområder. De overlevede i yderste nød ved daglejerarbejde og på penge fra slægtningen, der var flygtet til USA, Canada og andre steder.
USA og dets multinationale venner indgik aftaler med Baby Doc om feriesteder for amerikanske turisters og den haitianske elite. Bill og Hillary Clinton deltog i festen, da de besøgte Haiti under deres hvedebrødsdage i 1975, hvor de erklærede deres kærlighed til øens potentielle rigdomme.
Til at finansiere den nyliberale plan forgældede Baby Dock landet, ved at låne enorme summer i internationale finansielle institutioner. For Haitis arbejdere, de fattige i byerne og bønderne var det en social katastrofe.

Lavalas-bevægelsen
Men ud af fattigdommen skabte haitianske masser en bevægelsen kaldet Lavalas, der fordrev Baby Doc fra magten i 1986. I 1990 havde landet sit første frie valg, hvor en af lederne af Lavalas, Jean Bertrand Aristide, fik to tredjedele af stemmerne på et program, der skulle tilbagerulle 'dødsplanen'.
USA ville imidlertid ikke acceptere nogen form for reform, og støttede to kup - et i 1991 og et i 2004 for at bremse bare de mindste forandringer i 'dødsplanen'. De kupregimer, som USA fik indsat, angreb Lavalasbevægelsen og dræbte tusinder.
FN har besat landet siden 2004. I 2006 blev en tidligere allieret af Aristide, René Préval, valgt som præsident. Han er nu sat til at overvåge gennemførelsen af USA`s nyliberale plan.
Jordskælvet blottede de sociale konsekvenser.
Og USA udnytter nu naturkatastrofen.
Det har udstationeret 20.000 soldater på Haiti, der skal forstærke de 12.500 FN-soldaters besættelse. USA`s nuværende udenrigsminister, Hillary Clinton, har overbevidst Préval om nødvendigheden af nødretstilstand, hvor magten primært er delegeret til USA. Fra sin styrkeposition har USA arbejdet for at gennemføre en ny udgave af samme gamle plan.

Haitis venner...
USA, en række andre stormagter, samt mindre lande og FN lovede på et møde i Montreal den 26. januar hjælp til Haiti.
De 14 såkaldte 'venner af Haiti' havde inviteret den haitianske premierminister Jean-Max Bellerive i et forsøg på at skjule den manglende respekt for Haitis suverænitet. Men udenfor havde organisationen Haiti Action Montreal organiseret en demonstration, der krævede 'Medicinsk hjælp, ikke våben', 'Økonomisk hjælp, ikke lån' og 'Genopbygning for folket, ikke for profit.'
The Guardians klummeskribent, Gary Younge, kritiserede mødet for ikke at skabe nogle løsninger:
'Selv mens ligene lå begravet under jordskælvets brokker, og regeringen arbejdede fra en politistation, ville de forsamlede 'venner' ikke engang annullere Haitis gæld på en milliard dollar. I stedet blev de enige om en tiårs-plan uden detaljer, samt en hensigt om at mødes igen - når ligene er blevet begravet sammen med mediernes opmærksomhed.

Rigtige venner
I modsætning hertil står Hugo Chávez og hans Bolivarianske Alternativ for Amerika bestående af latinamerikanske og caribiske lande, som er imod USA's nyliberale plan. De kræver hjælp og ikke tropper samt annullering af Haitis gæld.
I sit ugentlige tv-program, erklærede Chávez, at 'tusinder af soldater ankommer, marinesoldater bevæbnet som skulle de i krig... Læger, medicin, brændstof, felthospitaler, det er, hvad USA burde sende. De besætter Haiti i skjul af katastrofen'.
Selve Montreal-mødet afslørede en flig af, hvad USA vil. Hillary Clinton lagde ikke skjul på noget, idet hun sagde: 'Vi har en plan. Det var en legitim plan skabt i samarbejde med andre internationale donorer og FN.'
Forfatteren til planen er Oxford Universitets professor, Paul Collier.
Han skrev 'The Bottom Billion' (Den Nederste Milliard), en bog der er meget kendt i bistandskredse. I bogen argumenterer han for en nykolonialistisk strategi for kriseramte samfund. Collier siger, at være effektive må stormagter og internationale organisationer som FN intervenere militært og besætte mislykkede stater. Når de har fået styr på situationen, kan de iværksætte udviklingsplaner for genopbygning af økonomien.

En nyttig idiot
Paul Collier en 'nyttig idiot for imperalisme', som leverer en intellektuel retfærdiggørelse for besættelse og udnyttelse.
Allerede før jordskælvet havde Obamas særlige udsending vedrørende Haiti, Bill Clinton, skubbet på for at få iværksat en plan af Collier med titlen; 'Haiti: Fra naturkatastrofe til økonomisk sikkerhed.'
Collier og Clinton opfordrer til investeringer i turistindustrien, udvikling af sweatshop-industrien i byerne, mango plantager på landet til frugteksport, samt genopbygning af infrastrukturen.
Men disse projekter tjener kun de multinationale selskaber samt den haitianske elites interesse - på bekostningen af arbejderne og bønderne.
Turistindustrien er særlig berygtet i Caribien.
Som Polly Patullo dokumenterer i bogen, 'Last Resorts: The Cost of Tourism in the Carribean', så er denne industri fuldstændig kontrolleret af multinationale virksomheder primært fra USA. Patullo citerer en kritiker af turistindustrien, der siger:
'Når et tredje verdens land bruger turistindustrien som udviklingsstrategi, så bliver det fuldstændigt viklet ind i et internationalt system, som det ingen kontrol har over... De overlegne ledelsesevner, ressourcer og den økonomiske magt hos turistindustriens virksomheder gør dem i stand til at dominere turistmål i tredje verdens lande.
Clintons og Colliers plan for sweatshops er ikke tillokkende. Collier hylder sultelønninger, som virksomheder kan slippe af sted med at betale i Haiti. 'På grund af fattigdom og et ureguleret arbejdsmarked, kan lønninger på Haiti konkurrere med kinesiske lønninger, hvilket er et globalt pejlemærke. Haitiansk arbejdskraft er ikke kun billig, den er også kvalificeret. Ja faktisk, så er der rigtig mange med erfaring, da tøjindustrien tidligere har været meget større.'

Sulteløn
På grund af ophævelsen af alle afgifter på Haitis eksport til USA, vil Haiti ifølge Collier være ideel for et nyt boom i antallet af sweatshops.
Men dette er ikke en bæredygtig plan for haitianske arbejdere. Colliers plan lover i bedste fald 150.000 arbejdspladser. Antropologen Mark Schulman påpeger imidlertid, at 'Uddelegeret, lavløns fabriksarbejde bidrager ikke meget til økonomien ud over med selve arbejdet. Virksomhederne er fritaget for skatter og bidrager ikke til finansieringen af Haitis sociale udgifter'. Arbejdslønnen på 1,60 dollar per dag vil knap være i stand til at dække haitianerens udgift til transport og frokost.
USA ønsker at holde lønningerne nede, idet det vil skabe grobund for profitable investering. Allerede sidste år pressede USA præsident Preval til at modarbejde en stigning i den haitianske mindsteløn.
Clinton og Collier argumenterer for skabelsen af nye store mangoplantager. Ifølge de to vil sådanne nye plantager ikke blot skabe eksport, det vil også hjælpe med at genoprette øens skove. Det kan godt være, at det vil skabe arbejdspladser for fattige bønder, men sådanne plantager vil ikke genopbygge landbrugsinfrastrukturen i landet, så det kan blive selvforsynende, som det var før 1980`erne. Selvforsyning er i modsætning til USA`s politik, der handler om at sikre sig kontrol med det internationale fødevaremarked med statsstøttede landbrugsprodukter.
Endeligt argumenterer Collier for investeringer i infrastruktur - lufthavne, havne og veje - ikke for at servicere befolkningen, men for at servicere de nye investeringer i turisme, sweatshops og plantager.
Virksomheder får, hvad de behøver, for at kunne eksportere deres produkter, mens det som haitianerne behøver - farbare veje for eksempel - ikke vil blive sikret. Og værre endnu, så argumenterer Collier for en øget privatisering af Haitis infrastruktur. Her tænkes der særligt på havne og på elnettet.

Genopliver dødsplanen
I virkeligheden er denne 'nye plan', den samme gamle plan 'dødsplan' som haitianerne gjorde oprør imod i 1980`erne. Ikke desto mindre arbejder Bill Clinton videre i lyset af krisen.
Under en konference med Bill Clinton erklærede FN's generalsekretær Ban Ki Moon, 'Vi har tre prioriteter. 1) Fortsætte med at sikre humanitær assistance, ved at sikre nødhjælp til alle trængende. 2) Skabe sikkerhed og stabilitet for befolkningen. 3) Genopbygning af økonomien.'
Udover dette argumenterer magasinet the Economist for, at USA skulle danne 'en midlertidig udviklingsmyndighed med magt til at handle. I lyset af det lokale magtvakuum vil det være en god idé. Myndigheden bør etableres under FN eller under en ad hoc gruppe bestående af eksempelvis USA, Canada, EU og Brasilien. Den bør ledes af en kvalificeret udenforstående (Bill Clinton der er FN's særlige udsending for Haiti ville være ideel efterfulgt af Brasiliens Lula, der stopper som præsident om et år) samt en prominent haitianer - for eksempel en premierminister.'
Med dets intervention på Haiti sender USA et signal til resten af Latinamerika og Caribien, hvor masserne har afvist nyliberalismen og valgt reform-socialistiske ledere som Hugo Chavez, hvis mål er at tæmme kapitalismen og gøre noget ved sociale problemer.
USA væltede Aristide i 2004. Det USA-støttede kup i Honduras sidste år er et andet skridt i samme retning.
Washington har udvidet sit netværk af militærbaser i Latinamerika - særligt i Colombia, hvor det har åbnet syv nye baser.
USA's intervention i Haiti viser, at USA ønsker at vende de tilbageslag, som det har oplevet det sidste årti, og genvinde sin geopolitiske dominans samt gennemføre sit økonomiske program - dødsplanen - i hele regionen.

Artiklen har været bragt af avisen Socialist Worker i USA den 8. februar. Den er let forkortet af redaktionen, der har indsat mellemoverskrifter.