Lovforslaget om private universiteter kunne her opfattes som en del af en knibtangsmanøvre, hvor forslagets fremlæggelse på den ene side udfordrer de offentlige universiteter

af økonom Henrik Herløv Lund, København
Helge Sander har foreslået, at private virksomheder skal kunne oprette private universiteter, der skal kunne få offentlige tilskud på samme vilkår som de offentlige universiteter og samtidig kunne opkræve brugerbetaling fra de studerende.
Forslaget har med rette vakt bestyrtelse. Målretning af forskning og uddannelse efter virksomheders specifikke behov på sådanne private universiteter vil være en trussel mod uafhængig, kritisk forskning såvel som mod den langsigtede grundforskning.
Samtidig vil sådanne private universiteter med betaling af uddannelsesgebyrer naturligvis være særlig for de økonomisk bedrestillede og/eller de med stærke økonomiske (virksomheds)interesser i ryggen.
Der vil blive tale om universiteter for eliten, hvilket vil bryde med traditionen for bred tilgængelighed og rekruttering til de videregående uddannelser.
Det vil naturligvis stille private universiteter økonomisk bedre end de offentlige, hvis de både kan opkræve gebyrer og samtidig få offentlige tilskud og modtage privat sponsorering.

Knibtangmanøvre
Men samtidig skal man ikke være blind for, at den praktiske konsekvens af forslaget på kortere sigt vil være mere begrænset.
Der kræves meget store økonomiske midler for at drive universiteter på højt plan - for ikke at tale om en langsigtet indsats. Formålet med forslaget er da næppe heller i første omgang så meget at få etableret en konkurrerende privat universitetssektor.
Det har længe været et højt prioriteret mål for nyliberale økonomer, organisationer og politikere at få indført brugerbetaling på de offentlige universiteter.
Men kravet om gebyrer på de offentlige universiteter har imidlertid hidtil været en politisk død sild i offentlig sammenhæng. For hvem vil til at betale for noget, som man hidtil har kunnet få gratis.
Lovforslaget om private universiteter kunne her opfattes som en del af en knibtangsmanøvre, hvor forslagets fremlæggelse på den ene side udfordrer de offentlige universiteter.
Men samtidig gives på den anden side mulighed for, at rektorforening, erhvervsorganisationer, eksperter og tilsyneladende 'mere moderate' politikere kan gå ud og tilsyneladende 'forsvare de offentlige universiteter' ved 'i lighedens navn' til gengæld at kræve brugerbetaling på de offentlige universiteter.
Indførelse af brugerbetaling på offentlige universiteter vil imidlertid have store skadevirkninger. Der vil være risiko for en forstærket skævvridning af tilgangen til de videregående uddannelser.

Skadevirkninger
Der er næppe tvivl om, at både unge og forældre fra økonomisk og uddannelsesmæssigt dårligere stillede grupper kan blive mere afskrækket af brugerbetaling end grupper med mere solid familieøkonomi og med mere fast tradition for videregående uddannelse.
Forslaget vil dermed være som at skyde sig selv i foden i forhold til målsætningen om, at mindst 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse.
Skal denne målsætning realiseres, er der brug for at trække 'intelligensreserverne' ind i de videregående uddannelser. Uddannelsesgebyrer vil virke stik modsat.
Den egentlige, umiddelbare effekt af forslaget vil således være en yderligere elitegørelse af de videregående uddannelser.