Lærlingenes løn må svare til svendenes mindsteløn. Det vil sikre, at lærlingene kan leve nogenlunde, samtidig med at de ikke kan blive brugt som løntrykkere mod svendene. Derudover kræver vi betalt transport og fuld pension

Majid Atik, 26 år, industriteknikerlærling og formand for Metal Ungdom Hovedstaden

Onsdag den 10. februar
Overenskomstforhandlingerne 2010 finder sted på et tidspunkt, hvor hverdagen for de fleste arbejdere er langt mere presset, end den har været i lang tid. Det gælder også for lærlingene. De mange fyringer og virksomhedslukninger har betydet, at mange lærlinge mister deres læreplads. De lærlinge, der ikke mister deres læreplads, har til gengæld en stor risiko for at få fyresedlen sammen med svendebrevet.
Ved de sidste overenskomstforhandlingerne er lærlingene på ingen måde blevet overøst med forbedringer. Vi har ligesom resten af arbejdsmarkedet fået beskedne lønstigninger. Men lærlingenes lønninger er stadig på et meget lavt niveau, hvilket betyder, at mange lærlinge har alvorlige problemer med at få pengene til at strække. I dag er det jo sådan, at lærlinge typisk er mellem 18 og 20 år, inden de går i lære, og derfor for manges vedkomne skal klare sig selv.
Metal Ungdom Hovedstaden har derfor følgende krav til overenskomsten: Lærlingenes løn må svare til svendenes mindsteløn. Det vil sikre, at lærlingene kan leve nogenlunde, samtidig med at de ikke kan blive brugt som løntrykkere mod svendene. Derudover kræver vi betalt transport og fuld pension.
For at sikre job til flere ønsker vi en 30 timers arbejdsuge. Det må og skal være med fuld løn- og personalekompensation, så vi ikke bare skal løbe hurtigere. Arbejdsløsheden er skabt af virksomhedsejerne, og derfor er det kun rimeligt, at de betaler prisen. Ved at acceptere en kortere arbejdsuge uden lønkompensation, vil det være os ansatte, der betaler prisen for arbejdsløsheden. Det er ikke rimeligt.
En sidste ting, vi kræver, er strejkeret. Dette krav har været på dagsordenen lige så længe, der har været organiserede lærlinge. Hvorfor? Fordi uden retten til at strejke har vi ikke mulighed for at sætte magt bag vores krav. I dag er det op til svendene. Men vi vil være med. På den måde risikerer vi heller ikke at skulle fungere som underbetalte strejkebrydere i forbindelse med en mulig konflikt.
En anden ting, der også lige skal med, er lærlingene i skolepraktik (SKP). Antallet af SKP-lærlinge stiger i takt med, at krisen bider sig fast. Men vores kollegaer under SKP-uddannelsen må finde sig i en 'løn', der er langt lavere end lærlingelønnen, samtidig med at deres uddannelse lader meget tilbage at ønske.
Derfor er det klart, at SKP`erne skal have samme løn som deres kollegaer, der er i lære i en virksomhed. Det bør ikke være en straf at uddanne sig. Derfor kræver vi ordnede løn-, uddannelses- og arbejdsforhold. Det bør heller ikke være en straf at have uddannet sig. Derfor kræver vi retten til arbejde gennem en nedsættelse af arbejdstiden.
Når arbejdsgiverne siger, at de ikke agter at give bedre forhold, så vil vi huske dem på, at både lærlinge og svende under opsvinget stillede sig tilfredse med ganske få forbedringer. Det til trods for at arbejdsgiverne manglede arbejdskraft. I dag, hvor situationen er vendt, er det arbejdsgiversidens tur til at holde igen. Skulle arbejdsgiverne nægte de rimelige krav, arbejdspladserne har stillet, bærer de ansvaret for konflikt.

Tillidsfolk, sikkerhedsrepræsentanter og andre fagligt aktive fra de private arbejdspladser skriver dagbog til Arbejderen.