06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En madordning galt i halsen

En madordning galt i halsen

Tirsdag, 09. februar, 2010, 00:00:00

Forældrene og deres børn har nu et valg mellem madpakker og skrabede madordninger, men de fortjener mere

af afdelingsformand Kirsten Normann Andersen, FOA Århus
Madordninger i daginstitutioner er isoleret set en rigtig god idé, men flere og flere forældre er skeptiske, fordi de skal betale for meget for maden, som også nogle steder er for dårlig.
Partierne bag regeringen har nu besluttet, at ordningerne skal være frivillige for institutionerne. Men spørgsmålet om tvang eller frivillighed er forfejlet, for de færreste forældre ville sige nej til god og gratis mad.
Madordninger har flere fordele. De kan give børnene et fællesskab omkring maden, som børnene ikke kan opnå, når de sidder med hver deres forskellige madpakker, og samtidig kan ordningerne sikre, at alle børn får et sundt måltid.
Uheldigvis har regeringen ikke finansieret ordningen tilstrækkeligt, og derfor har maden ikke altid været god nok, selvom daginstitutionstaksterne er steget meget.
Den økonomiske smalhals betyder også, at maden mange steder kommer udefra, og så oplever børnene heller ikke, hvordan man laver velsmagende og sund mad.
Regeringen og dens støttepartier har nu gjort madordningerne frivillige, men de har ikke bevilget flere penge. Forældrene og deres børn har nu et valg mellem madpakker og skrabede madordninger, men de fortjener mere.
Kommunerne må have bevillinger, så køkkenfagligt personale kan lave velsmagende og sund mad i de enkelte institutioner, uden at forældrebetalingen stiger.
Hvis kommunerne får tilstrækkeligt mange penge øremærket til det formål, så vil debatten for og imod madordninger helt sikkert forstumme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp