06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

2010: Skal venstrefløjens medier tages alvorligt?

2010: Skal venstrefløjens medier tages alvorligt?

Lørdag, 06. februar, 2010, 00:00:00

Er du også træt af FOX, undskyld TV2 News, de altid manglende kritiske spørgsmål til ministre eller politiets talsmænd, så kommer vi ikke udenom en større mediediskussion på venstrefløjen

af Jakob Lindblom, medlem af Enhedslisten
Tiden skriger på venstreorienteret politik og kritik.
Finanskrise, klimakrise, fødevarekrise, krige, nyliberal magtcentralisering fra kommuner til stat, og fra stat til EU og retssikkerheden undergraves af terrorlove, lømmelpakke og vilkårlige anholdelser. Men på trods af dette, så er opbakningen til den del af venstrefløjen, som vil noget andet end blot lappeløsninger på kapitalismen ikke stigende.
Den amerikanske venstrefløjstænker Noam Chomsky har udtrykt, at propagandaen er lige så nødvendig for det borgerlige demokrati, som undertrykkelsen er for diktaturet, og sandt er det da også, at mediebilledet i disse år er næsten entydigt borgerligt.


Meld dig ind i facebookgruppen Træt af Borgerlig mediedominans - Styrk venstrefløjens medier og deltag i debatten.
Store avisfusioner har koncentreret magten på avisområdet, og i de elektroniske medier vækker Jes Dorph og Niels Brinch hos TV2 mindelser om FOX News, mens de røde lejesvende hos DR springer ud på stribe som borgerlige politikere. Tænk blot på Paula Lorrain og Morten Løkkegaard, mens DR Drama, DF`s yndede angrebsmål, har mere travlt med at blåstemple PET i Livvagterne end at sætte samfundskritisk lys på samme PET`s overgreb på og registrering af eksempelvis Greenpeace-aktivister. Man mindes sørme Marx`s ord om, at i enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker.
Kort sagt, så er der et skrigende behov for en modmagt - en modoplysning - der kommer ud over rampen i form af en venstreorienteret presse, der ikke blot eksisterer side om side som talerør for hver sine tendenser og strømninger på venstrefløjen, men som rækker ind i det brede mediebillede og på tværs af venstrefløjen kan igangsætte en ide-debat mellem samme strømninger og tendenser.

Noget at bygge på
Heldigvis er der allerede noget at bygge på. For mig at se er der to primære medier på venstrefløjen i form af Arbejderen, som jeg vender tilbage til og internetportalen Modkraft.
Sidstnævnte glimrer ved en stor læserskare og en unik dækning af den aktivistiske venstrefløj i København, kampen mod højrefløjen, det internationale og en levende debat - ikke mindst i Tidsskriftssektionen Kontradoxa og i blogs-sektionen. Nyhedsdækningen af samfundet generelt er dog ifølge Modkraft selv præget af for få ressourcer, som vi som venstrefløj bør prioritere at ændre på for eksempel ved at melde os ind i støtteforeningen Medkraft.
Men ikke blot Modkraft trænger til en hånd. Også venstrefløjens tidsskrifter lever en halvt skjult tilværelse baseret på lave abonnementstal og få ihærdige ildsjæle. Også her må det være på sin plads med en debat om, hvordan vi sikrer en højere tilslutning til eksempelvis Det Ny Clarté, Ret og Vrang, internettidsskriftet www.kritiskdebat.dk, Solidaritet m.fl.
Skal vi have en fornyet ide-debat på venstrefløjen og tid til at gå i dybden med teoretiske emner, så er der også her brug for en venstrefløj, der bakker op og debatterer indbyrdes på tværs af hidtidige partitilhørsforhold og tendenser, som det allerede nu foregår en række steder, men desværre under en alt for lille læsermæssig bevågenhed.

Hvad med Arbejderen?
Arbejderen glimrer ved en god journalistisk nyhedsdækning på især det faglige stof, men også uddannelsesbevægelser, EU, klima og miljø, samt det sociale såvel som internationale område foruden en engageret læserkreds, hvilket de årlige indsamlinger vidner om.
Til gengæld står læserskaren antalsmæssigt ikke mål med kvaliteten. Den burde være langt højere. Uden at kende det eksakte abonnementstal så er det nemlig ofte, at jeg i Enhedslisten - eller anden venstrefløjssammenhæng - støder på folk, der enten ikke kender Arbejderen, eller ikke abonnerer på den typisk pga. manglende kendskab til kvaliteten og ikke mindst bredden i Arbejderens artikler.
Arbejderen kunne med en større dækningsgrad i miljø, klima, ulandsbevægelser o.l., samt hos Enhedslisten og SUF blive en samlende og udviklende del af venstrefløjen, stedet hvor man åbent diskuterer med hinanden og på tværs af partiskel. Her påhviler der ikke mindst mit eget parti Enhedslisten et ansvar for at gøre Arbejderen til et fælles projekt og få formidlet kendskabet til avisen blandt medlemmer og sympatisører i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, og dermed sikret flere abonnenter.

En åben avis?
Det er dog ikke kun Enhedslisten, der må gøre op med sig selv, om man som parti ønsker at understøtte en venstreorienteret presse. I mine øjne må også Arbejderen åbne sig endnu mere op og sikre et politisk medejerskab af avisen, der er bredere funderet end det nuværende.
På det seneste har Arbejderen med stort held åbnet spalterne for faste klummeskribenter som Folkebevægelsens Søren Søndergaard og Erwin Neutzsky-Wulff foruden tillidsvalgte op til OK-2010, men hvorfor ikke brede dette yderligere ud og lade klummeskribenter fra Enhedslisten, SUF, klima- og miljøbevægelser, ulandsorganisationer, ATTAC og andre progressive bevægelser komme til orde i et fast klummepanel?
Dette kunne være et vigtigt og nyskabende signal til hele venstrefløjen om, at man vitterligt er hele venstrefløjens røde dagblad. Man kunne også lave særlige kampagner, der i samarbejde med SUF og Enhedslisten eller diverse bevægelser målretter sig disse. Det være sig abonnementskampagner eller oprettelsen af et finmasket net af Arbejderen-ambassadører, der tipper avisen om gode lokale historier, eller sågar skriver artikler herom efter bestemte redaktionelle retningslinier.
Min pointe her er ikke, at den redaktionelle linie skal ændres, kvaliteten sænkes eller Kommunistisk Parti`s formelle ejerskab opgives. Men derimod at udbrede det politiske medejerskab, og styrke Arbejderen som hele venstrefløjens avis og dermed avisens basis, der kan bygges ovenpå.

2010: Venstrefløjens medieår?
Er du også træt af FOX, undskyld TV2 News, de altid manglende kritiske spørgsmål til ministre eller politiets talsmænd, så kommer vi ikke udenom en større mediediskussion på venstrefløjen i almindelighed og i Enhedslisten som det største parti i særdeleshed.
Det er tid til, at vi får taget hul på denne diskussion og sikret et større medejerskab på tværs af fløjen for vores fælles medier. Lad der komme nytænkning til. For Arbejderens vedkommende er det ikke nok, at man er god til at samle penge ind, eller prioritere fagforeninger og erhvervsskoler som abonnenter, om end dette selvfølgeligt også er vigtigt. Det kunne være fedt med en større abonnementskampagne i hele 2010, der eksempelvis går efter at sikre 1000 nye abonnenter, og så skal det politiske medejerskab udvides til også at gælde Enhedslisten, SUF og diverse bevægelser. John Holten-Andersens flotte takkebrev fra Civilsamfundets Klimaforum i Arbejderen den 9. januar viser, at behovet findes derude.
Og avisen skal ud at ligge, hvor den ikke normalt findes i nævneværdigt omfang. Det være sig på efterskolernes avishylder, i gymnasier og på højskoler, hvor venstrefløjens unge i stor udstrækning færdes og kan stifte bekendtskab med avisen. Ligeledes skal nye medier som Facebook bruges til at komme i kontakt med nye potentielle læsere til alle venstrefløjens medier. Gerne gennem gruppen Træt af Borgerlig mediedominans - Styrk venstrefløjens medier som jeg har oprettet til formålet, og som jeg håber, kan være en debatside, der sætter fokus på behovet for en fælles modmagt og informerer om de eksisterende venstrefløjsmedier til folk på Facebook, der ikke nødvendigvis abonnerer allerede, og derfor ikke læser denne kronik.
Mit håb er, at 2010 vil blive venstrefløjens medieår, og at vi sammen kan løfte vores fælles medier op til et højere niveau, det være sig både Modkraft, Arbejderen og diverse tidsskrifter. Men det kræver, at vi får taget debatten både i avisens spalter og hos venstrefløjens organisationer. Lad ovenstående være mine bud på et startskud hertil.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp