Her ved fattigdomårets begyndelse er det vi kan se frem til, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere

af Preben Brandt er dr. med., formand for Projekt Udenfor og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte
Siden Lissabon-topmødet i år 2000 har den danske regering sammen med regeringerne i de øvrige EU-lande sat sig som mål at arbejde for helt at afskaffe eller i det mindste at reducere fattigdom og social udstødelse.
I 2008 blev EU-landene enige om, at året 2010 skulle udnævnes til fattigdomsår. I den forbindelse har Danmark forpligtet sig til i løbet af 2010 at koordinere og gennemføre nationale, regionale og lokale aktiviteter, der sætter fokus på bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.
Kunne det være det, der har været i regeringens tanker da den besluttede at markere året 2010 med at sænke skatterne væsentligt?
Var regeringens plan, at med flere penge udbetalt, ville man have råd til det, som ikke kunne lade sig gøre, så længe skatterne var så tyngende, som man siger at de er herhjemme? Havde man regnet ud, at man med sådan et tiltag, hurtigt og ganske enkelt, ville kunne sikre at den enlige uuddannede forsørger, på mindsteløn og med to børn, nu kunne købe den computer, som den 14-årige datter manglede så forfærdeligt, for at kunne arbejde på samme niveau som kammeraterne i skolen? Og tænkte man, at nu behøvede den indvandrerfamilie, der ikke kunne komme ind på arbejdsmarkedet og som lever på de allerlaveste ydelser, hverken at blive sat på gaden eller fortsat at spise den billige og usunde mad, som de ellers er vant til at måtte nøjes med?
Selvfølgelig er det ikke sådanne motiver der har ført til, at skatten nu er blevet nedsat. Det ville en liberal-kapitalistisk regering da aldrig finde på.
Skatteomlægningen er naturligvis blevet gennemført sådan, at det er dem med de store indtægter, der har gavn af dem. Det drejer sig om at øge profitten og at tækkes dem, der har meget i forvejen. Derfor kommer de med de allerlaveste indtægter heller ikke til at mærke noget til, at der er flere penge til dem selv, efter at skatten er trukket. Tværtimod kan de øgede afgifter på vand og andet betyde, at nogle har færre penge til disposition.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at man vil sikre flere penge og dermed bedre levekår til de fattige, der er ramt af en af regeringens særligt lave kontanthjælpsydelser eller af 450-timers reglen.
Jeg kunne ellers have forestillet mig, at en ordentlig regering, nu hvor der er noget at give af, og nu hvor det er fattigdomsår, ville have tænkt, at der ikke skulle være nogle, der blev sat på så lave ydelser, at de direkte blev gjort fattige. Det ville have været flot om man her i fattigdomsåret havde erkendt, at den fattigdom, som regeringen selv har skabt, ikke fører til ret meget af det man havde håbet på, men derimod en helt klokkeklar økonomisk fattigdom for ikke så få personer og familier.
Det er jo netop et af regeringens argumenter i fattigdomsdebatten, at det ikke er økonomisk fattigdom, det drejer sig om her i landet, men sådan mere social og ressourcemæssig fattigdom.
Og at en fattigdom, der måles relativt og på indtægten, derfor ikke vil kunne sige noget som helst. Det er jo let at forstå uviljen mod at måle økonomisk fattigdom, når nu en del af social- og beskæftigelsesindsatserne bygger på forestillingen om den dovne uuddannede, der skal presses til at gå på arbejde gennem så lav en social ydelse, at det ikke er til at leve af.
Her ved fattigdomårets begyndelse er det, vi kan se frem til, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Og så, at der er blevet afsat nogle få millioner kroner til indsatser og oplysning omkring fattigdom.
Målt efter de retningslinier, som andre EU-lande bruger, er fattigdommen øget herhjemme gennem de sidste 10 år. Der er særdeles god grund til at holde øje med hvad der sker med fattigdommen i løbet af dette år.