Samtidig med, at vi bliver elektroniske samfundsborgere med mobiler og kontokort, bliver vi prikker på en central lystavle, der lyser op, hver gang vi foretager en transaktion

af Erwin Neutzsky-Wulff
Det lyder så beroligende. Statsmagten våger over os, selvfølgelig for at der ikke skal ske os noget.
For at alle de frygtelige ting, der sker med andre mennesker, skal blive ved med at ske for dem, og ikke for os. For at de skal blive inde i tv`et som let underholdning til aftenkaffen, det store overvågningskamera ud mod en truende og uforståelig verden.
Og det er da også det billede, man gerne giver os. Men overvågning er ikke beskyttelse.
Overvågning er terror, og i forhold til denne allestedsnærværende trussel er breve indeholdende vaskepulver og rygsække glemt på banegårde i grunden ret trivielle. Det har næppe beroliget nogen tysker at få besøg af Gestapo, så lidt som synet af panserklædte betjente.
Om noget, får det os til at føle os skyldige, at bryde vores hjerne med, om vi har gjort noget. Vi befinder os med andre ord i samme situation som en person, der er under mistanke for en forbrydelse, hans første tanke er hele tiden at undgå at sige eller gøre noget, der kan bestyrke mistanken.
Der kan være mange grunde til, at han ikke har lyst til, at fremmede mennesker skal trampe rundt i hans hjem og endevende hans intime ejendele, alligevel modsætter han sig ikke en husundersøgelse - det ville virke mistænkeligt, og i sidste ende gør myndighederne jo alligevel, som det passer dem. Det er sådan, det virker.
I stedet for at bekymre os om vore og andres borgerrettigheder, bekymrer vi os om ikke at virke mistænkelige. For vi har vel ikke noget at skjule?
I halvfjerdserne sang Trille om øjet i det høje. I dag er det elektronisk og en hel del sværere at få smidt ud.
Til sidst sætter Stockholm-syndromet ind, og vi allierer os mentalt med vore fangevogtere. Det er svært at sige et og tænke noget andet, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden som bekendt let over med.
Så for en sikkerheds skyld tænker vi også det rigtige. Og så er vi præcis der, hvor statsmagten vil have os.
Men der er vel også grænser for, hvad den kan blande sig i? Svaret er, at der ingen grænser er.
Den hypotetiske fjende er jo nemlig altid fuldstændig hensynsløs. Anstændige mennesker kan protestere, men de er altid på retræte - hvornår så vi sidst et lovforslag vedtaget, gående ud på at begrænse politiets ressourcer og beføjelser?
Den eneste begrænsning er med andre ord rent teknologisk, og denne grænse udviskes med om muligt endnu større hast, ikke mindst fordi den er uløseligt knyttet sammen med den generelle samfundsudvikling. Samtidig med, at vi bliver elektroniske samfundsborgere med mobiler og kontokort, bliver vi prikker på en central lystavle, der lyser op, hver gang vi foretager en transaktion.
Det gør livet lettere, men først og sidst gør det livet lettere for dem, der overvåger det. Med tiden bliver det utænkeligt eller ligefrem umuligt at leve som andet end en række registreringer.
Selve vores krop kan afkodes som DNA, hvorved også vore fysiske bevægelser kan følges ved hjælp af de genetiske fingertryk, den efterlader. Mange mennesker ved ikke, at alle danskere under 28 år i kraft af en blodprøve taget umiddelbart efter fødslen allerede står i et sådant register, der endvidere er tilgængeligt for politiet.
Dansk Folkeparti har udtrykt utilfredshed med arrangementet. Efter deres mening skal alle danskere stå i registeret.
Den Europæiske Menneskeretsdomstol har nedlagt forbud, og socialdemokraterne bakker op om DF - heller ikke der er der noget nyt under solen. I Danmark har menneskerettighederne længe været en by i Rusland.
Engang var vi alle syndere for Vorherre, nu er vi alle forbrydere for Staten. Vi så det under Besættelsen, da almindelige danskere skjulte jøder, og igen, da det blev de irakiske flygtninges tur til at blive sendt hjem til forfølgelse og tortur.
Anstændighed er illegal. Og illegalitet anstændighed.