24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nødhjælp og selvbestemmelse

Nødhjælp og selvbestemmelse

Lørdag, 30. januar, 2010, 00:00:00

Det er kolonimagterne, som har ansvaret for elendigheden i Haiti. Besættelsesstyrker og en total umyndiggørelse af landets hårdt prøvede befolkning, vil kun gøre ondt værre

af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti
Ødelæggelserne i Haiti har brændt sig ind på nethinden. Ødelæggelsernes omfang og de menneskelige lidelser er svære at ryste af sig. Haitianernes smerte, sorg og afsavn har påvirket mange danskere.
På kort tid har nødhjælpsorganisationerne indsamlet millioner. Det har hverken skortet på idérigdom for at rejse penge til en akut nødhjælp eller tilbud om at bidrage til genopbygningsarbejdet .
Solidaritet er en stærk følelse. Medmenneskeligheden lever fortsat, på trods af den kyniske nyliberalismes jerngreb om den kriseplagede klode.

Nødhjælp - ikke soldater
Allerede inden det første efterskælv gjorde slemt værre, var kolde og kyniske hjerner i gang med at planlægge nye skaktræk i det globale og kyniske spil om magt og indflydelsessfærer.
I USA opfordrede tænketanken The Heritage Foundation allerede dagen efter naturkatastrofen Obama til at benytte muligheden for at befæste USA's magtposition i hele regionen.
På to uger er mindst 17.000 amerikanske soldater, et hangarskib og 21 andre krigsskibe ankommet til Haiti.
Hurtigt overtog USA kontrollen over landets eneste lufthavn. Det har blandt andet betydet at fly med mad, vand, medicin, ja endog et helt nødhospital, er blevet omdirigeret til Den Dominikanske Republik, fordi USA valgte at prioritere for eksempel Hillary Clintons fly højere end nødhjælp.
På trods af en vedholdende kritik fra både nødhjælpsorganisationer og en række lande fortsætter den amerikanske regering med at militarisere nødhjælpen.
I stedet for at overlade koordineringen af det gigantiske hjælpearbejde til FN, betyder den voksende strøm af amerikanske soldater, at USA reelt overtager kontrollen med stadigt større dele af landet.
Nødhjælp strømmer til Haiti fra mange lande. En betydningsfuld hjælp kommer fra Latinamerika og Caribien. Lande som Cuba og Venezuela ydede Haiti omfattende og betingelsesløs hjælp allerede inden jordskælvet. I de seneste uger har hundredevis af cubanske læger behandlet tusinder af sårede og reddet mange menneskeliv. De har ikke haft brug for soldater til at beskytte deres arbejde.
Haiti er et fattigt og forgældet land. Landet har ingen mulighed for at afdrage på nogle lån efter jordskælvet. Det har fået Verdensbanken til at stille afdragene på Haitis lån på 38 millioner dollars i bero i fem år. Venezuela derimod har allerede eftergivet Haiti gæld på 1,5 milliarder kroner og sendt 225.000 tønder olie til Haiti, som både mangler brændstof og penge til at betale for det.

Kampen om Haitis fremtid
Den ideologiske kamp om Haitis fremtid raser nu i mange lande. I USA har David Brooks fra New York Times vakt voldsom debat med en klumme, hvor han karakteriserer haitianerne som totalt tilbagestående.
I Danmark har journalist Frank Esmann været fremme med lignende standpunkter. I en kronik i Information skrev han den 20. januar, at Haiti er 'en fejlslagen stat'. Han erklærede, at 'en forudsætning for at den generøse hjælp der er på vej, virker efter hensigten er, at landet i en periode sættes under administration'.
Frank Esmann mener selv, at han ved hvad der er i vejen på Haiti. I følge det oplyste journalistiske orakel er problemet, at kulturen på Haiti 'er umådelig modstandsdygtig overfor fremskridt', blandt andet på grund af 'voodoo-religionen, som i sin onde version er destruktiv'. Derfor anbefaler Frank Esmann, at også Haitis elite erkender, 'at de er i så store vanskeligheder, at de i en periode har brug for at blive sat under administration'.
Frans Esmann lyder i mine ører som enøjet prædikant for det hvide herrefolk, der uselvisk kæmper for retfærdighed med Gud ved sin side.
Hvorfor dog nævne at Haiti flere gange har været besat af USA. Det er ikke nævneværdigt, at amerikanske soldater flere gange har sat Haiti i undtagelsestilstand. Så sent som i 2004 stod USA bag et kup, som væltede præsident Aristide, der blev båret frem til magten af landets fattige befolkning. USA tillod ikke en præsident i Haiti, der ønskede at opbygge Haiti ude af USA's kvælende favntag - og fri for den tidligere franske kolonimagts udplyndring.
USA har gennem tiden mange gange sendt soldater til Haiti, men aldrig sikret landet den nødvendige lægehjælp, eller lærere, der kunne afskaffe analfabetismen i det fattige land, hvor over halvdelen af de knap ti millioner indbyggere, hverken kan læse og skrive og lever for en dollar om dagen.
Det er kolonimagterne, som har ansvaret for elendigheden i Haiti. Besættelsesstyrker og en total umyndiggørelse af landets hårdt prøvede befolkning, vil kun gøre ondt værre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp