Selvom det er økonomiske argumenter for at afvikle efterlønnen, der fremføres, handler det i virkeligheden først og fremmest om ideologi. Kan en velfærdsordning med så bred opbakning først fjernes, er der åbnet for tilbagerulning af velfærdsstaten over en bred front

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund.
Efterlønsordningen er et jaget vildt. Nyliberale arbejdsgivere, økonomer og politikere nærmest kappes om at forlange ordningen afviklet helt - og jo før des bedre.
Under højkonjunkturen motiveredes kravet med behovet for arbejdskraft, men da finanskrisen holdt sit indtog, skulle efterlønnen nu i stedet afskaffes af hensyn til den økonomiske vækst.
Og senest er det statsunderskuddet, der tjener som begrundelse. Det er både tilfældet i de radikales 'Genopbygningsplan for dansk økonomi' og i udmeldingerne fra for eksempel Det Økonomiske Råd.
Det er naturligvis tankevækkende således at se, hvor meget begrundelserne for at afskaffe efterlønnen har skiftet. Det mere end antyder, at målet er det overordnede, mens argumenterne søges ud fra en 'hensigten hellige midlet'- tankegang.
Ligesom det må mane til eftertanke, at afskaffelse af efterlønnen - sammen med skattelettelser - for disse kredse nærmest har status af en patentmedicin, der kan kurere nærmest hvilke som helst økonomiske dårligdomme.
Er de økonomiske problemer og løsningsmodeller virkelig så enkle, som det fremstilles i den nyliberale retorik?

Bedre end sit rygte
Realiteterne omkring efterlønnen svarer da også langtfra til det hadebillede, som tegnes fra nyliberalt hold.
Først og fremmest forties efterlønnens gavnlige virkning på arbejdsløsheden. Uanset begyndende opsving må ledigheden også i 2010 forventes at stige året igennem, fordi ledigheden halter efter den økonomiske udvikling. Ind i 2011 må dermed forventes et bruttoledighedsniveau på 200-250.000 personer.
Dette er imidlertid ikke noget mod den ledighedsstigning, vi ville opleve uden efterlønnen. Bruttotilgangen til efterlønsordningen udgør årligt lidt under 35.000 personer (2008), og vi ville selvsagt allerede i dag have haft en klart højere ledighed end uden ordningen, for ikke at tale om at arbejdsløsheden ved udgangen af 2010/begyndelsen af 2011 vil ligge mærkbart højere.
Hermed betyder efterlønnen samtidig et tryggere alternativ til en usikker tilværelse som ledig udsat for alskens for disse aldersgrupper mere eller mindre meningsløse aktiveringstiltag.
Endelig skal det ikke glemmes, at efterlønnen tilbyder en vigtig tilbagetrækningsmulighed for fysisk og psykisk nedslidte. Myten om de golfspillende akademikere har ikke meget på sig i virkeligheden.
Størstedelen af efterlønsmodtagerne kommer faktisk fra de brancher, som har det hårdeste arbejde og mest belastende arbejdsmiljø.
Milliardudgifterne til efterlønnen nævnes ofte af efterlønnens modstandere som en begrundelse for at afskaffe ordningen. Men de glemmer at nævne, at dette ikke umiddelbart vil give nogen besparelse, tværtimod.
Ikke blot vil finanskrisen som anført medføre fortsat stigende arbejdsløshed i 2010 og ind i 2011. Men også herefter er det lidet sandsynligt, at arbejdsløsheden frem til 2015 vil falde særlig meget og særlig hurtigt.
Det hænger sammen med, at opsvinget må vurderes at blive svagt og gradvist, idet regeringerne i det meste af den vestlige verden i den nærmeste årrække på grund af de store statsunderskud vil være tvunget til at nedtrappe den massive pengeudpumpning, som ellers har stoppet nedsvinget.
Det vil selvsagt i betydelig grad virke dæmpende på den økonomiske vækst og dermed på beskæftigelsesudviklingen.
Hertil kommer, at de private virksomheder i de kommende år udsættes for en skærpet konkurrencekamp, som må vurderes at tvinge til en øget fokusering på produktivitetsforøgelse og effektivisering. Hermed følger beskæftigelsen ikke op sammen med væksten - vi får 'jobløs vækst'.
I denne situation vil alternativet til efterlønnen ikke være beskæftigelse, da der ikke vil være efterspørgsel efter det øgede arbejdsudbud, som fremtvinges gennem en afvikling af efterlønnen.
Det øgede antal arbejdssøgende vil ikke have anden mulighed end at stille op i arbejdsløshedskøen og hæve arbejdsløshedsdagpenge.
Og satsen for arbejdsløshedsdagpenge er - givet nuværende regler - højere end for efterlønnen. I den nærmeste årrække, muligvis helt frem til 2015, vil forslaget fra de radikale om at afvikle efterlønnen således ikke medføre øget beskæftigelse, men øget ledighed.
Og hermed vil det selvsagt heller ikke reducere statsunderskuddet, men tværtimod øge det.

Det er ideologi
Når efterlønnen alligevel lægges sådan for had fra nyliberale økonomer, politikere og arbejdsgiverorganisationer, bygger det således i virkeligheden ikke på økonomiske argumenter.
Selvom det er økonomiske argumenter for at afvikle efterlønnen, der fremføres, handler det i virkeligheden først og fremmest om ideologi.
I Danmark har så- >vel den økonomiske mainstream tænkning som borgerlige politiske partier og >arbejdsgiverorganisationer i årevis været farvet af en nyliberalistisk ideologi, som ønsker at rulle velfærdstaten tilbage og erstatte den med langt mere privat forbrug og en større privat sektor.
Her er efterlønsspørgsmålet blevet en helt central kampplads i den samlede kamp om velfærdsstaten.
Store befolkningsgrupper har på deres side holdt fast i velfærden og sat hælene i overfor afskaffelse af efterlønsordningen. Og modsat ser nyliberale kredse afskaffelse af efterlønnen som en gennembrudsmulighed.
Kan en velfærdsordning med så bred opbakning først fjernes, er der åbnet for tilbagerulning af velfærdsstaten over en bred front.
Det nyliberale svar på >krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet lyder grundlæggende på, at Danmark skal spare sig ud af krisen. Genopretningen af de offentlige finanser skal have førsteprioritet i forhold til arbejdsløsheden, og denne genopretning skal primært ske gennem besparelser på velfærden, især efterløn, dagpenge, fleksjob og førtidspension.
Vi skal skære i velfærden for at redde den, som det ganske selvmodsigende fremføres. Alternativet hertil er, at Danmark kan vokse sig ud krisen gennem øget økonomisk vækst, beskæftigelse og produktivitet.

En anden løsning
Hvor VK-regeringen i dag pumper milliarder ud for primært at stimulere det private forbrug, men uden nogen videre effekt, skal den økonomiske politik i stedet omlægges til at øge det offentlige forbrug.
Hvor regeringens skattelettelser i dag går til at nedbringe boligejernes prioritetsgæld, vil øgede offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse have en langt stærkere virkning på den økonomiske aktivitet og vækst.
Og en vækstpolitik vil ikke mindst gennem øget beskæftigelse skaffe det offentlige øgede indtægter - hvad regeringens økonomiske politik ikke gør.
Samtidig skal vi have genopbygget produktiviteten i dansk økonomi, som kilde til økonomisk vækst. At væksten i økonomien fra 2003 til 2007 skete gennem udvidelse af arbejdsstyrke og arbejdstid hører til undtagelserne i dansk økonomis udvikling.
Set over de seneste 50 år er op mod trefjerdedele af den økonomiske vækst i stedet kommet fra stigende produktivitet.
Men produktiviteten har i Danmark i årevis ligget meget lavt, hvilket ikke mindst synes at hænge sammen med, at erhvervslivets investeringer har haltet efter og dermed indførelsen af ny og mere effektiv teknologi og arbejdsprocesser.
Det er derfor helt centralt, at der gennem innovations-, teknologi-, industri- og erhvervspolitik sker en genopretning af produktiviteten som vækstkilde.
Endelig skal vi have gang i uddannelsespolitikken. Om mindre end ti år vil vi mangle over 150.000 med erhvervsuddannelse og videregående uddannelse samtidig med, at der vil være et tilsvarende overskud af personer med kortere uddannelse.
Regeringens uddannelsespolitik er her intet mindre end en katastrofe, fordi færre og færre af en ungdomsårgang - stik imod den erklærede politik - gennemfører en ungdomsuddannelse.