25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der skal handling til - nu

Der skal handling til - nu

Fredag, 08. januar, 2010, 00:00:00

Vi har en fælles interesse i at styre samfundet i en retning, hvor der fortsat er industriel produktion, ikke mindst indenfor miljøsektoren

af Bent Thomsen, Odense
Der går ikke en dag uden nye meldinger om massefyringer. Industrien bløder.
Udflagningen og lukningen af danske produktionsarbejdspladser har nået et omfang, der truer vort velfærdssamfund i fremtiden.
Vi vil ikke længere acceptere argumentet om, at vi bare skal være klogere end de andre. Selv arbejdspladser med et højt vidensniveau bliver nu flyttet til lavtlønslande.
Flertallet af de såkaldte eksperter i kongeriget og tilsyneladende også regeringen har dømt industriarbejderne ude og mener, at vi i fremtidens 'oplevelsesøkonomi' skal sælge biografbilletter og iskager til hinanden.
Man lukker stiltiende øjnene for, at tusindvis af industriarbejdere mister deres job og må leve på et dagpengeniveau, der nærmer sig halvdelen af den normale indtjening.
Vi har desværre en regering og ikke mindst en beskæftigelsesminister, Støjberg, der sidder på hænderne og kvidrer om, at vi skal være tålmodige og vente på, at krisen vender. Men skaden er sket.
Finanskrisen er blevet afløst af en beskæftigelseskrise. Det eneste, vi bliver tilbudt, er meningsløs aktivering, som i øvrigt i mange tilfælde varetages af private aktører, der spinder guld på ordningen.

Fasthold industrien
Hvor er initiativerne til en erhvervs- og industripolitik? I det mindste kunne man da fremrykke en række hårdt tiltrængte offentlige investeringer, som kunne skabe tusindvis af job.
Den vækstpakke, regeringen spiller ud med, er slet ikke ambitiøs nok. Ikke mindst klimainvesteringer ville skabe mange jobs med en fremtidssikret varig værdi. Men man nøler og baserer løsningen af krisen på de frie markedskræfter. Det er ikke godt nok!
Det er af vital samfundsmæssig interesse, at vi fastholder og udbygger industrien - gerne med offentlige midler, for eksempel kreditter og lånegarantier. Vi har en fælles interesse i at styre samfundet i en retning, hvor der fortsat er industriel produktion, ikke mindst indenfor miljøsektoren.
Vi ved godt, at moral og etik har trange kår, når der skal tjenes penge i erhvervslivet.
Men mange af de virksomheder, der i dag flager ud, har i mange år nyt godt af diverse statsstøtteordninger og ikke mindst af den højt besungne danske model, hvor man kan hyre og fyre i takt med konjunkturernes op- og nedture. Den model er under hårdt pres, hvis ikke de tabte arbejdspladser hurtigt erstattes af nye. Og det er jo ikke just det vi oplever!
Værdifuld viden går tabt, hvis vi ikke bevarer en produktionsmæssig base i Danmark. Som bekendt blev vindmølleindustrien med sine 30.000 arbejdspladser (inklusive underleverandører) trukket i gang ved hjælp af massiv statslig støtte.

Fremtiden er nu
Nu skal vi opleve, at dele af denne industri måske flager ud, blandt andet til England. Den engelske regering har været meget engageret i at understøtte denne udvikling. Hvor er den danske regering?
Det er frustrerende at skulle høre på kendisser i tv, der klynker over, hvor mange penge de har tabt under finanskrisen. Antallet af bankdirektører, der er blevet fyret, mens det gik 'godt', kan tælles på en hånd, og bonusserne til regnedrengene bare vokser og vokser.
Det er da en underlig form for moral og etik, når man i den grad har været medvirkende til at gøre livet surt for almindelige arbejdere. Og det politiske system, regeringen, bifalder det. Ak ja. For blot to år siden havde vi en finansminister, der ville købe hele verden!
Regeringen har fremlagt mange fremtidsvisioner gennem de senere år. Blandt andet uddannelse til alle. For tiden står over 5000 unge uden praktikplads.
Man taler om, at vi i fremtiden kommer til at mangle 100.000 faglærte - og så videre. Det er sikkert rigtigt, men de, der står i arbejdsløshedskøen nu og her, kunne sikkert godt tænke sig at vide, hvornår den fremtid melder sig.
Derfor er der brug for handling nu! Hvis ikke der sættes initiativer og aktiviteter i gang over en bred front, risikerer vi, at arbejdsløsheden bider sig fast og dermed bliver en bombe under velfærdssamfundet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp