25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En anden verden er nødvendig

En anden verden er nødvendig

Onsdag, 06. januar, 2010, 00:00:00

Skal kloden overleve må vi på solidarisk vis løse en række alvorlige problemer. Problemerne er ikke bare vanskelige at løse, de er nærmest umulige at løse med det nuværende kapitalistiske system

af Kit Aastrup, Århus
Med 2009 siger vi ikke bare farvel til et år men et helt årti med begivenheder, som har været skelsættende for verden og for mig personligt. Mens gratisaviserne stadig taler om hvilket tillægsord vi skal sætte på 00 `erne, har vi mere end nogensinde brug for en grundlæggende forandring.
Jeg tror de fleste hurtigt blev klar over, at 11. september 2001 ville blive en skelsættende dato. Vi vidste bare ikke hvordan, i hvert fald ikke i begyndelsen. Et helt nyt fjendebillede blev skabt - terroristerne - fik skylden for alt ondt i verden. Hvem er så disse terrorister? Det er ikke helt let at svare på, men det er formentlig arabere eller mennesker med mellemøstlig baggrund og formentlig muslimer men det kan i virkeligheden være hvem som helst. Det kan bare være dem statsmagten ikke kan lide. Hvor er terroristerne så henne. Heller ikke det er helt let at svare på, for de kan være overalt, mellem os og de kan være overalt i verden. Er det mon 3. verdenskrig, terrorkrigen?
I et nostalgisk øjeblik kan man godt ønske sig tilbage til tiden før muren fald, for da vidste man da hvem og hvor fjenden var. Nu er det bare et pæle-mæle for terrorister kan dukke op overalt. 9/11 blev startskuddet til at ændre verden i retning af en stor politistat, for når man ikke ved hvem og hvor fjenden er, må man overvåge og kontrollere alle.
9/11 blev også begyndelsen til krigen i Irak og Afganistan, som bare bliver ved og ved, tilsyneladende uden ende. Unge mænd bliver fortsat rekrutteret til krig og bliver fortsat dræbt. Befolkningen i de krigshærgede lande lider og krigshandlingerne fordriver millioner af mennesker.
Den Internationale økonomiske krise begyndte i 2008. Kapitalismen havde ændret sig så den i stedet for at være baseret på produktion snarere blev baseret på spekulation i den finansielle sektor. Rigdom kommer nu engang ikke ud af det blå, det skal man ikke have læst ret mange sider af Kar Marx` 'Kapitalen' for at vide, så selvfølgelig brast boblen. Arbejdsløsheden begyndte at stige, i begyndelsen mest i U.S.A. Herhjemme ser vi nu en stigning i arbejdsløsheden, der er større end den var efter oliekrisen i begyndelsen af 1970`erne og stigningen er også større og hurtigere end den var i 1930`erne. Den stiger fortsat, flere og flere store firmaer bukker under, så hundredvis af medarbejdere bliver afskediget. Bankerne har fået socialhjælp i milliardklassen mens enlige mødre på kontanthjælp ikke engang kan få en julekurv.
Kapitalismen er igen i alvorlig krise i en tid hvor nykonservative og nyliberalister sætter den globale dagsorden. Valget af en sort præsident i U.S.A. i 2008 gav mange nyt håb. Hans slogan, 'Yes, we can' bar ham ind i det hvide hus sammen med frygten for en mere dybgående forandring. Vel er Obama en gudbenådet taler og sandsynligvis den mest intelligente præsident i USA`s historie, men han mangler stadig at opfylde sine valgløfter. Guantanamo er stadig ikke lukket og den amerikanske sundhedsreform er ikke en offentlig sygesikring, som han lovede, men blot en forbedring af det nuværende private sundhedssystem.
Forandring må der til, i mit personlige liv og i verden. Mine børn er efterhånden flyttet hjemmefra og har fået deres eget liv og verden har ligesom jeg brug for en ny begyndelse.
I stedet for at bygge en verden, hvor grådighed, fortjeneste og kapitalakkumulation er drivkræfterne kunne vi i stedet for bygge den på solidaritet, gensidig hjælp og simpel udveksling af varer. En række lande i Sydamerika og Caribien har startet ALBA (det bolivarianske alternativ for Amerika) som er et handelssamarbejde, som på solidarisk vis udveksler varer, for eksempel olie fra Venezuela og læger fra Cuba. Dette samarbejde er stadig meget skrøbeligt og består kun af et begrænset antal lande, Cuba, Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Dominica, Ecuador, Saint Vincent og Grenadinerne, Antigua og Barbuda. Honduras er også medlem men er i øjeblikket i en uafklaret situation efter militærkuppet. Dette samarbejde viser os, at der er en vej, en anden vej end grådigheden og spekulationens vej. Skal kloden overleve må vi på solidarisk vis løse en række alvorlige problemer. Det er ikke kun CO2-udledningen vi skal begrænse, det er også sult og fattigdom i verden, forurening, sygdomme og sikre vandforsyningen. Problemerne er ikke bare vanskelige at løse, de er nærmest umulige at løse med det nuværende kapitalistiske system. Skal verden forandres er en anden verden ikke bare mulig, den er også nødvendig, hvis vi fortsat skal leve i den.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp