Den oprindelige drejebog for PET skrev den socialdemokratiske regering under indtryk af årtiers gammelt nag til DKP
af Per Diepgen, medlem af Enhedslisten, Horbelev
I Arbejderen den 1. december citerer Anton Nielsen dommer Ditlev Tamm for en udtalelse til BT den 29. november 1998:
'!en god efterretningstjeneste må selvsagt fortolke politisk fastlagte direktiver og måske ikke altid gå helt efter bogen.' Udtalelsen falder, efter at lovforslaget om PET-kommissionen er fremsat og før dets vedtagelse af A, B, F, K og Ø. Kommissionen kom til at bestå af blandt andet Ditlev Tamm og historiker Regin Schmidt, to af de senere hyppige avisdebattører.
Ditlev Tamm har fastholdt kommissoriets grænser, det vil sige alene at redegøre for indholdet af PET`s arkiv og dets forudsætninger, hvori afsløredes, hvad mange længe havde formodet, både registrering og overvågning, men afviser at vurdere embedsførelsen og de politiske forholdsordrer, hvilket giver et skin af ubesmittet undersøgelse.
Regin Schmidt har sammen med et par andre forfægtet det rene forskningsarbejde, senest i Jyllands-Posten den 1. december med en tilrettevisning af historieprofessor Claus Bryld. Her som i andre forbindelser navnlig tolkningen af en regeringserklæring af september 1968 i sammenhæng med et notat 14 dage forinden, der bemærkelsesværdigt nok skal opfattes som en ret ukendt forhåndsfortolkning, begge udsendt af regeringen B,C,V.
Politisk formuleret
Spørgsmålet er imidlertid, om nogen, selv kommissionen, kan fraskrive sig det politiske medløb i en sag, der netop 1945-89 er politisk formuleret.
Regin Schmidt skriver (i JP den 1. december), at 'PET holdt øje med personer, der hyldede Sovjetunionens diktatur' (DKP, VS med flere) indforstået, at PET ikke holdt øje med personer, der hyldede USA og CIA. Kommissionen blev for så vidt uvilkårligt politiseret og kom til at medvirke til spændingen under Den kolde Krig.
Den oprindelige drejebog for PET skrev den socialdemokratiske regering under indtryk af årtiers gammelt nag til DKP, der efter 1945 havde vælgerfremgang. Herved videreførtes et belastet begreb fra besættelsen, landsforræderi, nu forstået i forholdet mellem USA og USSR.
I 1968 blev PET nydefineret af den borgerlige regering, der senere supplerede med antiterrorlovene, der for tiden er i anvendelse over for Foreningen Oprør.
At kommissionens medarbejdere opfattede løsningen af opgaven som et redeligt forskningsarbejde ændrer ikke, at det var et politisk bestillingsarbejde, som den uanfægtet påtog sig og kom til at spille med på.
DF`s kommission
Den mest indædte kritik af kommissionen er imidlertid kommet fra en helt anden kant, nemlig fra historieprofessor Bent Jensen, formand for den nye undersøgelse af venstrefløjen under Den kolde Krig, som Dansk Folkeparti fik gennemført.
DF og Jensen har aldrig villet anerkende den rapport, som DIIS afleverede om koldkrigen, med andre ord, den politiske modsætning til den af PET overvågede venstrefløj.
Bent Jensen fik med sin forskningsadgang til de hemmelige arkiver indledt sagen med en offentliggørelse uden tilladelse af en anklage mod journalist Jørgen Dragsdahl for agentvirksomhed for KGB.
Debatten er gået injurierende i Jyllands-Posten uafbrudt fra den 14. januar 2007 til den 26. november 2009, hvor Jensen fik både første og sidste ord og i mellemtiden blev indklaget af Dragsdahl for retten.
Principielt kan en politisk sag ikke afsluttes af en dom, men Dansk Folkepartis nye undersøgelse af venstrefløjen kan måske blotlægge, hvem der var de egentlige landsforrædere og førte landsskadelig virksomhed, eller aktuelt, hvor det folkelige og demokratiske sindelag befinder sig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278