Det virker næsten, som om politiet skulle vise, at de var de mange ekstrabevillinger værd. Det burde kunne gøres mere professionelt
af Christian Juhl, Silkeborg
Jeg havde investeret min lørdag i at deltage i klima-demonstrationen i København.
Fantastisk dag, høj sol, og sikken stemning. Fornøjelig, fredelig og festlig. Og endda på et internationalt og perspektivrigt grundlag. Lige efter mit hovede.
Jeg husker ikke at have deltaget i så stor og så flot en demonstration i mange, mange år. Den var godt organiseret, med gode gode taler, underholdning og en ufattelig kreativitet i form af udklædning, gadeteater og musik.
Men det ødelagde mit humør en smule, at politiet samme dag skulle øve sig på et par lømler, der havde sneget sig ind i demonstrationen.
Godt 900 anholdelser for at få fat i tre skyldige, var politiets fejlskud. Det betyder en fejlmargin på over 99 procent.
Det er velsagtens næppe nok til at bestå optagelsesprøven på Politiskolen. Det er ikke imponerende, i lyset af, at politiet har fået er lang række ekstrabevillinger til opgaverne i forbindelse med klima-topmødet.
Det virker næsten, som om politiet skulle vise, at de var de mange ekstrabevillinger værd. Det burde kunne gøres mere professionelt.
Jeg ville krumme tæer, hvis jeg var konservativ og skulle lægge øre til justitsminister Brian Mikkelsens forsøg i pressen på at snakke udenom politiets amatøragtige optræden.
Han lever alt for langt fra virkeligheden og burde - af hensyn til respekten for folkestyret - sættes til en anden bestilling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278