Ord gør det ikke alene. Der må konkrete initiativer og aktiviteter til, hvor fagbevægelsen viser medlemmerne, at den både tager overenskomstkampen og kampen for bedre velfærd alvorligt

fra Kommunistisk Parti, landsledelsen
Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2010 kan vise sig at blive afgørende for de kommende års udvikling af løn- og arbejdsforhold.
Selv om udmeldingerne fra arbejdsgiverne har været sparsomme, skal man ikke tage fejl af, at deres krav skal ses i lyset af den kapitalistiske krise. Arbejdsgivernes ønske vil være lønnedgang og fleksibilitet i et omfang, som ikke tidligere er set.
Som forberedelse af dette oplever vi en systematisk kampagne om forringelse af den 'danske konkurrenceevne'. Ifølge økonomerne er den forringet med 30 procent over de sidste par år, angiveligt på grund af kraftige lønstigninger! Vi er ikke klar over, hvilken lommeregner økonomerne har anvendt. Men det kan kun være direktørlønninger, der er medtaget. At påstå, at den jævne lønmodtagers lønstigning har medført en forringelse på 30 procent, er helt hen i vejret.

Løn og sikkerhed
I fagbevægelsen har der været stor forsigtighed med at formulere præcise krav, som kan skabe en fællesnævner og dermed en fælles solidarisk platform for de kommende overenskomstforhandlinger.
I stedet for at mobilisere medlemmerne har energien været brugt internt i forbundene på at forberede et ja, uanset at forhandlingerne endnu ikke er gået i gang.
Der er ellers nok at forholde sig til: Kampen imod arbejdsgivernes forsøg på lokal lønnedgang ved at spille på frygten for arbejdsløshed eller kampen imod underbetalt og uorganiseret arbejdskraft. Ved at forbinde den daglige kamp imod social dumping og lønnedgang kan der skabes en mobilisering af fagbevægelsens medlemmer omkring OK 2010.
Hovedkravene i overenskomstforhandlingerne er højere løn og større sikkerhed i ansættelsen samt garanti for, at overenskomstmæssigt arbejde ikke erstattes af underbetalt og ikke-overenskomstdækket arbejde. Det er afgørende, at den åbne ladeport for arbejdsgivernes ret til at undergrave overenskomsten og den danske model, ved at udlicitere arbejde til især østeuropæisk arbejdskraft på dårligere vilkår end danske arbejdere, smækkes i med et brag.

Mod social dumping
På trods af manglende præcise krav, er det dog klart positivt, at overenskomstforhandlingerne er blevet kædet sammen med kampen for velfærd og kampen imod social dumping.
Kampen imod social dumping er naturligvis en politisk fællesnævner, som bør kunne samle fagbevægelsen. Derfor bør hele fagbevægelsen også aktivt bakke op omkring kravet om at forhøje dagpengene med 25 procent - samt fjernelse af halve dagpenge til unge under 25 år.
Ved at bakke aktivt op omkring dette krav vil fagbevægelsen kunne skabe en helt ny sammenhæng mellem overenskomstkampen og kampen for velfærd og forsvaret af den danske model.
Men ord gør det ikke alene. Der må konkrete initiativer og aktiviteter til, hvor fagbevægelsen viser medlemmerne, at den både tager overenskomstkampen og kampen for bedre velfærd alvorligt. Hermed skabes også grundlaget for solidaritet arbejdere imellem - uanset nationalitet og etnisk baggrund. Arbejdere i alle lande har mere til fælles, end vi som danske arbejdere har med danske direktører og arbejdsgivere.