I valget mellem kapitalinteresser og en bæredygtig, global klimaaftale stillede den danske regering sig endnu engang på kapitalens side og faldt på knæ for USA
fra Kommunistisk Parti, landsledelsen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen svigtede klimaet, da han opgav en juridisk bindende aftale i København som målsætning for FN`s klimatopmøde, COP15.
I stedet for en solidarisk, bæredygtig og bindende aftale arbejder det danske formandskab nu for en politisk aftale. Topmødet i København ses nu ikke længere som slutpunktet for en global klimaaftale.
København bliver i bedste fald blot en trædesten på en årelang proces. Den nødvendige løsning på klodens klimaproblemer er udskudt til en usikker fremtid.
Udmeldingen fra det danske formandskab er tydeligvis tæt koordineret med USA, der udleder 20 procent af verdens samlede CO2 og som det eneste industriland ikke har underskrevet Kyoto-aftalen.
USA har længe sat sig i spidsen for at sabotere en bæredygtig aftale i København. Stærke pengeinteresser er drevet af kampen for profit og negligerer den tiltagende klimakatastrofe.
USA`s krav
Obama har arbejdet energisk for at undgå en situation, hvor USA bliver isoleret i København, som det skete, da Kyoto-aftalen blev vedtaget.
Han kræver oven i købet, at en kommende international klimaaftale skal overføre de mål og forpligtelser, som forventes indeholdt i en kommende amerikansk klimalov.
Klimaorganisationerne og hovedparten af verdens lande - ikke mindst udviklingslandene - har længe arbejdet i en fælles retning. En bæredygtig løsning kræver, at det globale pres på industrilandene - ikke mindst på USA - forstærkes.
Det kræver, at alliancen mellem de folkelige bevægelser og de miljøpolitisk ansvarlige lande styrkes, både op til og under COP15.
I valget mellem kapitalinteresser og en bæredygtig, global klimaaftale stillede den danske regering sig endnu engang på kapitalens side og faldt på knæ for USA.
De fatttige svigtes
Den danske regering valgte at tilsidesætte klimaets og ikke mindst de fattigste landes interesser. Det sker på trods af, at det store flertal af verdens lande har sat kurs mod en bindende aftale i København.
Det er en skandale, at den danske regering endnu engang spiller med i USA`s globale magtspil.
Kommunistisk Parti støtter de folkelige aktiviteter under COP15. Vi arbejder for mangfoldighed og for at skabe plads til alle. Kravene om en bæredygtig, bindende og solidarisk klimaaftale, må ikke drukne i forebyggende anholdelser, gadekampe og tåregas.
* Kommunistisk Parti støtter klimaforum09, hvor græsrødderne kan mødes
* Kommunistisk Parti støtter den folkelige demonstration den 12. december, som sætter kloden og menneskene over profit. Partiet vil deltage i demonstrationen med en selvstændig blok
* Kommunistisk Parti er medarrangør af det store Folkemøde den 17.december, hvor 5000 græsrødder mødes med ALBA-landenes præsidenter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278