27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sådan kan der spares på bureaukratiet

Sådan kan der spares på bureaukratiet

Torsdag, 26. november, 2009, 00:00:00

Vi vil foreslå borgmesteren, at han kræver frit valg for kommunerne, når det gælder frit valgs ordninger og udliciteringer. Begge dele kræver et stort bureaukrati

af afdelingsformand Kirsten Normann Andersen, FOA Århus
FOA Århus har flere bud på, hvordan Århus Kommune kan effektivisere, uden at det går ud over velfærden. Baggrunden er, at i årets budgetforlig skal effektiviseringer betale en stor del af udgiftsstigningerne.
Heldigvis sidder borgmester Nicolaj Wammen i bestyrelsen for KL, som skal inspirere staten til at fjerne love og regler, der skaber bureaukrati i kommunerne.
Vi vil foreslå borgmesteren, at han kræver frit valg for kommunerne, når det gælder frit valgs ordninger og udliciteringer. Begge dele kræver et stort bureaukrati, og kommunerne bør frit kunne vælge, om de vil bruge ressourcer på den slags eller på børn, unge, ældre og syge.
Århus Kommune kan også selv fjerne bureaukrati her og nu. Kommunale dokumentationskrav til institutioner skal væk, hvis de ikke er strengt nødvendige eller skyldes lovkrav. Ofte er tidsrøveriet udtryk for en urimelig mistillid til personalet og de brugere, som i råd og bestyrelser følger udviklingen.
Samtidig bør Århus Kommune holde op med at bruge eksterne konsulenter, der koster en formue, selvom deres arbejde er unødvendigt for borgerne. Ofte udvikler konsulentfirmaerne blot argumenter til chefer og politikere, der skal træffe upopulære beslutninger. Andre gange indhenter konsulenterne oplysninger, som kommunen billigere kunne få ved spørge de forskellige brugerråd og personalet.
Kommunen kan også droppe de økonomiske styringssystemer, som stadigt flere regnedrenge udvikler, administrerer og kontrollerer. Systemerne sluger en masse ressourcer på institutionerne, hvor varme hænder skal skrive tal og sætte krydser i regneark.
Og systemerne er overflødige, fordi de aldrig kan afspejle den komplicerede virkelighed. Hvordan skal en SOSU-hjælper for eksempel vise værdien af den tålmodige overtalelse, som lokkede en dement kvinde i bad?
Endvidere har Århus Kommune i dag 59 kommunikationsmedarbejdere, mens der blot var en enkelt, da Thorkild Simonsen var borgmester. Kommunikationsmedarbejdernormeringen bør reduceres til et absolut minimum. Der er ikke råd til at skønmale den kommunale service, som må og skal tale for sig selv.
Effektiviseringer har alt for ofte betydet, at de ansatte fik ringere arbejdsforhold, og borgerne fik dårligere service. Det gør vores forslag ikke, og det være interessant at vide, hvad de nyvalgte politikere mener om dem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp