Jeg vil altid huske ham som en inspirerende sparringspartner og et sensitivt menneske med en udpræget humoristisk sans
Martin Lindblom
af Ole Wugge Christiansen, konstituteret redaktør af Modkraft.dk
Mandag den 23. november døde Martin Lindblom efter længere tids kræftsygdom, blot 43 år gammel.
Martin har været journalist og redaktør på internetportalen Modkraft.dk i de næsten ti år, det alternative nyhedsmedie har eksisteret. Han var en drivende kraft i udviklingen af hjemmesiden fra et obskurt skrivebordsprojekt i et hjørne af et redaktionslokale på ugeavisen Socialisten i sluthalvfemserne til et interaktivt mødested for socialister, humanister, anarkister og andre aktive på en bredspektret venstrefløj i dag. Han spillede også en afgørende rolle i forvandlingen af portalen fra suspekt undergrundsfænomen til respekteret led i den journalistiske fødekæde af nyheder og et selvstændigt medie med omkring 5.000 daglige brugere.
Martin havde en baggrund som bz`er og aktivist på den autonome venstrefløj, før han havnede i journalistikken, erfaringer han fastholdt som afgørende for hans identitet og politikforståelse gennem hele sit voksne liv.
Det stillede sig ikke i vejen for en bredtfavnende, udogmatisk og pluralistisk tilgangsvinkel i de medieprojekter, han var med til at drive, ud over Modkraft.dk blandt andet bydelsavisen PåGaden på Nørrebro. Begge projekter forsøgte med Martin som energisk kraftcentrum at bliver progressive platforme for mangfoldighed, diskussionslyst og konstruktiv uenighed.
Martin var et søgende menneske, der altid var på jagt efter nye historier og nye måder at fortælle dem på. Jeg vil altid huske ham som en inspirerende sparringspartner og et sensitivt menneske med en udpræget humoristisk sans, som ikke mindst slog igennem i hans skriverier.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278