Blokaden for en klimaaftale er lagt. De rige lande bliver siddende på flæsket og lader andre betale. Privatejendomsretten hindrer, at de kan handle solidarisk

Verden har altid kendt til kriser. Det, der gør vores tid speciel, er for det første, at vi er ramt af et sammenfald af forskellige kriser, der gensidigt forstærker hinanden. For det andet, at det politiske lederskab ikke er i stand til at håndtere eller imødegå disse kriser.
Sagt med andre ord - det sejler. I ugens løb har det vist sig på uhyrlige måder.

Klimablokade
Jordens atmosfære har nået det højeste niveau for CO2 i 400.000 år. Væksten i de sidste år har været på 3,5 procent. Og på trods af den økonomiske krise har væksten væ-ret på to procent sidste år. Det er ret meget og svarer til, hvad det internationale klima-panel IPCC har anslået som det værste af deres scenarier.
Det er alvorligt, for konsekvensen er beregnet til en temperaturstigning på fire grader i år 2100. Det er et niveau, der ligger en del over det, som ligger til grund for klimamålene på COP15 i København. Sagt på en anden måde. Selv hvis der bliver indgået en ambitiøs klima-aftale i København, vil resultatet halte bagud i forhold til behovet.
Og der er jo slet intet, der tyder på en aftale, der dur til noget. Bellacentret bliver fyldt med varm luft, især fra de rige lande. Det viser sig, at de fattige lande har forholdsvist mere styr på deres udledninger af drivhusgasser. I 2020 vil de ligge 25 procent under det niveau, de vil have, hvis udledningen var fortsat uhindret.
Det betyder ikke, at de ikke har vækst i udledningen, men at de gør noget. Kina menes at nå sine mål. FN`s klimapanel har anbefalet de rige lande at skære 25-40 procent af deres udledninger i 2020 i forhold til niveauet i 1990.
Men statsministeren og en lang række regeringsledere fra de rige lande har brugt de sidste uger til at tale ambitionerne ned - faktisk til noget, der ligner ingenting. Blokaden for en klimaaftale er anbragt.
De rige lande bliver siddende på flæsket og vil have andre til at betale. Privatejendomsretten gør, at de ikke kan handle moralsk og solidarisk.

Mad på bordet eller penge i banken?
Når evner og viljer til løsninger mangler, er der ikke andet end at gøre sig hård og arrogant.
1,2 milliarder mennesker i verden sulter året rundt. 24.000 dør hver dag af sult. Det var ikke nok til at få de ansvarlige regeringsledere til at dukke op på FN`s Sult-topmøde, der sluttede i Rom i onsdags. Den eneste, der mødte op fra G8-landene var Berlusconi, og han var næsten nødt til det, når nu de mange deltagere fra andre lande lagde deres gode penge i byens hoteller og konferencefaciliteter.
I juli lovede de rige G8-lande, at de ville komme med et bindende tilsagn på 100 milliarder kroner. Det skete selvfølgelig ikke, selv om det er 15 milliarder kroner mindre end den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs udbetaler i bonus til direktørerne i år. Pengene er der sådan set, også når der er krise.
FN`s generalsekretær Ban Ki-moon, åbnede topmødet og mindede forsamlingen om, at der i 2050 vil være ti milliarder mennesker på jorden, og der vil være behov for 70 procent mere mad.
Verdens fødevarekrise kan løses, men den kan også blive meget værre. Igen - privatejendomsretten er krisen egentlige årsag sammen med blokaden for en løsning.
De politiske løsninger på verdens krise udebliver. Præsident Obama har netop været i Kina. De snakkede om penge, mange penge. Resultatet viste, de to regeringer frygter fremtiden uden at kunne løse problemerne.
Derfor frygter de også hinanden. Og hvad kan der komme ud af det, andet end endnu mindre handlekraft i forhold til de kriser, som rammer verdens folk?
Konflikterne toner frem i horisonten. Ustyrlige som vulkanudbrud. Det er på høje tid med folkelig rumlen.