13 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark bør være en GMO-fri zone

Danmark bør være en GMO-fri zone

Torsdag, 19. november, 2009, 00:00:00

At sælge pakkeløsninger med både pesticider og GMO-såsæd til landmænd er som at sælge både tændstikker og benzin til en pyroman

af Søren Egge Rasmussen, økologisk landmand, miljøpolitisk sekretær for Enhedslisten, Hjortshøj
Fødevareministeren lufter ofte positive holdninger til GMO-landbrug og har udgivet en såkaldt videnssyntese. Heri mangler der fuldstændigt at dokumentere, at GMO giver fordele for menneskeheden.
Der mangler dokumentation for, at GMO kan skabe højere høstudbytter, kan skaffe mad til verdens fattigste sultende befolkning eller kan reducere det traditionelle landbrugs giftforbrug.
Der mangler i høj grad forskning, som kortlægger risikoen for sundhed, konsekvenser for jordens frugtbarhed og skadevirkninger på mennesker, natur og husdyr ved at anvende GMO.
Hvad er langtidsvirkningerne af den markør, som er fra en bakterie eller virus, og som følger det fremmede gen, som splejses ind i planterne?
Kan det give mennesker resistens overfor antibiotika, og er det årsagen til faldende fertilitet for husdyr, der fodres med GMO-foder? Rækken af ubesvarede gode spørgsmål er uendelig, og rækken af dårlige erfaringer med GMO er alarmerende.
Omvendt har erfaringer med et stort studie af 1,6 millioner afrikanske småbønder under FN`s miljøprogram vist, at økologisk dyrkning kan give bedre høstudbytte, større indtægter og en mere frugtbar jord.

Canadiske erfaringer
USA, Canada og Argentina har siden 1996 fået erfaringer med dyrkning af gensplejsede afgrøder. Forventningen var højere udbytter og mindre brug af sprøjtegifte.
I Canada er resultatet blevet mindre høstudbytter, et langt højere pesticidforbrug, problemer med såkaldt superukrudt, som er resistente overfor visse sprøjtegifte, og gensplejsede gener, der har forurenet andre landmænds afgrøder.
Det har den canadiske landmand Percy Schmeiser fortalt om på to offentlige møder, hvor den GMO-begejstrede fødevareminister også har været inviteret. Percy opfordrede os, der deltog, til at skrive til politikerne for at advare dem om ikke at gentage de fejlskridt, der er sket i Canada.
En sameksistens i landbruget, hvor der både er plads til økologer, traditionelle landmænd, der ikke vil dyrke GMO-afgrøder, samt landbrug med gensplejsede afgrøder, er urealistisk. Gensplejsningen spreder sig og forurener natur og afgrøder, så såkaldte sikkerhedszoner er ikke sikre nok.

Dyr og planter
Vi bør lære af de udenlandske erfaringer og gøre Danmark til en GMO-fri zone. Herfra kan vi eksportere ren såsæd til lande, som er blevet forurenet med gensplejsning, og hvor man vil forsøge at udbedre skaderne. Og opdrætte sunde avlsdyr, som ikke har fået reduceret deres fertilitet via GMO-foder. Det er der fremtid i.
Økologi kan give sundere fødevarer, en rigere natur, rent drikkevand til de næste generationer og et landbrug med mindre CO2 belastning.
GMO kan give fordele for multinationale selskaber, som ønsker at tjene mere ved at sælge pakkeløsninger med både pesticider og GMO-såsæd til landmænd. Det er som at sælge både tændstikker og benzin til en pyroman.
Det er på tide, at fødevareministeren ser problemerne ved gensplejsning og ikke overlader landbrugets og naturens fremtid til multinationale giftproducenter som Monsanto, der ødelægger folkesundhed, landbrug, natur og grundvand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp