Lissabon-traktaten træder i kraft inden længe, er det kun et spørgsmål om Christiansborg-taktik, hvornår der udskrives en folkeafstemning om afskaffelse af den danske retsundtagelse
af Søren Søndergaard. MEP for Folkebevægelsen mod EU
Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt. Tirsdag den 17. november skal vælgerne sammensætte landets 98 kommunalbestyrelser og 5 regionsråd
Selvom der som udgangspunkt er tale om lokale valg, så kan det selvfølgelig ikke undgås, at både nationale og internationale problemstillinger spiller en rolle.
For eksempel har Folkebevægelsen udgivet en folder til uddeling i valgkampen med spørgsmålet: 'Skal EU bestemme over sundhed?' Den handler om det såkaldte patientdirektiv, som er under behandling i EU, og som vil underminere det danske sundhedsvæsen og dramatisk øge uligheden i sygdomsbehandlingen.
Valgflæsk
Alle regionsråds-kandidaterne påstår at ville kæmpe for bedre sygdomsbehandlingen. Men for dem, som samtidig accepterer, at flere og flere beslutninger flyttes til Bruxelles, er det ikke andet end valgflæsk. Derfor opfordrer Folkebevægelsen til at stemme på kandidater, som er klar til at gå til kamp mod EU`s voksende magt på dette område.
På den baggrund skal SF bestemt heller ikke kritiseres for at gå ud over de helt lokale rammer i deres valgkamp. For ekse,pel med en kæmpe valgplakat af SF-formanden Villy Søvndal flankeret af partiets to EU-parlamentarikere Margrete Auken og Emilie Turunen.
Til gengæld er der god grund til at kigge nærmere på det budskab, som de tre politikere er sat til at markedsføre: 'Styrk politiets indsats mod narkobander og våbenhandel - i Europa og i din by', hedder det.
Lad nu ligge, at kommunalbestyrelsernes indflydelse på politiets indsats mod narkobander og våbenhandel er overordentlig begrænset. Lad nu også ligge, at det trods alt er meget få byer i Danmark, hvor der foregår 'våbenhandel' i noget større omfang. Men hvorfor pokker skal indsatsen mod disse oplagte onder specielt begrænses til 'Europa'? Skal resten af verdens forbrydere bare have frit lejde?
Man skal for eksempel ikke have brugt ret lang tid på at undersøge narkoproblematikken for at vide, at en meget stor del af stoffet kommer fra lande udenfor Europa.
Skal der derfor gøres noget effektivt ved problemet, kræver det naturligvis et internationalt samarbejde. Både politimæssigt, men så sandelig også socialt i forhold til at give narkobønder i fattige lande en alternativ levevej.
Det samme gælder våbenhandlen. Om ikke andet så af den simple grund at, at EU er verdens største våbeneksportør. Men selv hvis vi begrænser os til den mere uautoriserede handel med håndvåben, så er det naivt at forestille sig, at denne kan begrænses uden et stærkere internationalt samarbejde.
Verden er større end EU
Alligevel finder SF det meget vigtigt at begrænse sig til 'Europa'. Eller nok mere præcist EU. For det er jo det, som det handler om. Når Lissabon-traktaten træder i kraft inden længe, er det kun et spørgsmål om Christiansborg-taktik, hvornår der udskrives en folkeafstemning om afskaffelse af den danske retsundtagelse.
SF ønsker tydeligvis med denne plakat at udnytte folks naturlige utryghed ved bandekriminalitet og skyderi i gaderne til at skaffe opbakning til, at Danmark fuldt og helt skal underlægge sig EU`s politisamarbejde.
Som et parti med socialistiske rødder har SF traditionelt haft et internationalt udgangspunkt. Grænseoverskridende problemer skulle løses gennem et forpligtende, men ligeberettiget internationalt samarbejde. Dette udgangspunkt er SF-ledelsens EU-begejstring ved at underminere. Nu er det 'mere-magt-til-EU-mig-hér' og 'mere-magt-til-EU-mig-dér.' Sågar også på valgplakaterne til lokalvalg i Danmark. Men det ændrer nu alligevel ikke ved, at verden er større end EU.
Folkebevægelsens sundhedsfolder kan findes på www.folkebevaegelsen.dk eller bestilles på 35 36 37 40.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278