I profittens navn flytter virksomheder kloden rundt med råvarer, mellem- og færdigprodukter, ja hele industrianlæg. Det betyder fyringer, fabrikslukninger, elendigt arbejdsmiljø, pres på lønningerne og stærkt forøget CO2-udslip til transport

af Anders Bjerre Mikkelsen, civilingeniør, medlem af Kommunistisk Parti
Mange mener, at vi simpelthen alle er skyldige i det uhæmmede CO2-udslip, der faretruende varmer kloden op. Vi er skyldige, når vi tænder for lyset. Vi er skyldige, når vi flyver på charterferie og så videre.
Men er det rimeligt at bebrejde det enkelte menneske, at det lever inden for de rammer, som samfundet sætter op? Ville man bebrejde enkeltpersoner for røde tal på statsregnskabet ud fra det argument, at de hver især bare kunne have rundet passende op, når de indbetalte skat? Her må politikerne, som lægger budget og administrerer den offentlige økonomi tage et ansvar.
Men tilbage til de skyldige for CO2-udslippet. Det fortsætter jo med uformindsket kraft, og vi må finde de hovedansvarlige for at få det stoppet. Som altid må man lede i toppen af samfundspyramiden, dér hvor magten rent faktisk befinder sig.
Der skal bruges lys og lygte, for Trangen til at melde sig frivilligt er ikke fremherskende. Tvært imod synes behovet for at camouflere sig med det grønne look at slå alle rekorder.

Styrmænd og kaptajner
Det gælder for eksempel politikerne, ikke mindst de, der lige nu sidder i regeringen. Men spørgsmålet er også, om det er her, vi finder de mest skyldige.
Vi må højere op, vi må ovenover den formelle magt, op til de, der bestemmer over strømmene af råstoffer, varer og penge, til økonomiens kaptajner. For politikerne, og det er ikke kun de borgerlige, er jo mestendels kun forskræmte styrmænd, der holder tungen lige i munden for ikke at skade profitmuligheder og investeringshumør hos kaptajnerne. I værste fald er de parat til at stille uanede milliarder af skattekroner til rådighed, hvis økonomien går i fisk for samme kaptajner.

Mærsk og DONG
I globaliseringens tidsalder forgrener ansvaret sig ud over landegrænserne.
De færreste transnationale selskaber har valgt at slå sig ned i vores lille land; men nogle få har vi da, for eksempel Mærsk.
DONG A/S skal også nævnes, selv om selskabet mest kun opererer i Nordeuropa. Det har fortsat dominerende offentligt ejerskab (73 procent), men fungerer på markedets ansvarsløse betingelser, og uden at staten bruger sin soleklare ret til at stille krav til selskabet om at geare ned for CO2-en. Tværtimod fik selskabet lov til at omdanne to biobrændselsfyrede kraftværksblokke til kulfyrede.
De to nævnte selskaber indtager sejrsskamlerne i de hjemlige miljøsvins kappestrid om udledning af mest muligt CO2. Mærsk har selv nyligt udmeldt udslippet fra sine globale aktiviteter. Det ligger omkring 50 millioner tons pr år, cirka det samme som hele Danmarks. Mit skøn er, at DONG udleder 15-20 millioner tons CO2 pr år.

Gyldne løfter og PR
På Dong Energy`s hjemmeside snurrer møllerne, og direktør Eldrup har nyligt annulleret nogle store kulprojekter og har proklameret en sænkning af andelen af kulproduceret kraft fra 85 til 15 procent (frem mod 2040, hvor direktøren fylder 92 år!).
Annulleringen har nok noget at gøre med, at kulpriserne ligger relativt højt nu, og det gør brugen af kul mindre rentabel. Og hvad nu, hvis kul faktisk igen bliver relativt billigt? Vi kan jo gætte. Jeg tror, at klimaets venner skal give DONG en meget kraftig hånd med, for at kursen holdes.
På Mærsks hjemmeside får man at vide, at Mærsk tror på bæredygtighed. Det fremhæves, at skibstransport er den mest miljøvenlige transportform, der findes, hvad heller ikke skal bestrides. Desuden arbejder man med at udnytte brændstoffet mere effektivt. Ergo er Mærsk miljøforkæmper, eller er firmaet nu også det?

Miljøskadeligt transportcirkus
Pointen er, at det Mærsk betjener, er globaliseringens enorme transportcirkus, hvor transportmængderne er skruet op på et urimeligt højt klima- og miljøfjendsk niveau.
Det skyldes koncernernes jagt på de billigst mulige råvarer, laveste miljøkrav og bearbejdning med den mest muligt underbetalte arbejdskraft. Resultatet er, at man i profittens navn flytter rundt med råvarer, mellem- og færdigprodukter, ja hele industrianlæg flyttes kloden rundt. Det er jo det, det flot klingende ord, globaliseringen i realiteten dækker over.
Det nedkalder enorme ulykker: fyringer, fabrikslukninger, elendigt arbejdsmiljø og pres på lønningerne og altså, stærkt forøget CO2-udslip til transport.
Herhjemme skrumper vores viden og færdigheder, for eksempel med hensyn til skibsbygning, tekstilfremstilling, batterier, pumper, maskiner.
Fra Mærsk side vil man sikkert fremføre, at man som rederi ikke kan gå ind og blande sig i denne problemstilling eller i, hvilke varer kunderne ønsker at flytte rundt med. Det er forståeligt ud fra en maximum profit tankegang. Problemet er bare, at koncernerne er den højeste instans.
Hvem skal vi så gå til? Når koncernerne trods alverdens bekendelser til grøn revolution og til corporate citizenship/responsability (forretningsmæssig(t) borgerskab/ansvarlighed) bare slår ud med armene og melder pas, må konklusionen jo blive, at de ikke evner eller vil gøre noget ved et problem på liv og død som klimaproblemet. Dermed fortaber de retten til deres selvudnævnte borgerskab.
Det er ikke tilfældigt, at Kommunistisk Parti som bidrag til klimakampagnen har lavet en plakat med teksten: Mærsk eller mennesker - stop de store miljøsvin.

En anden løsning
Som kommunister arbejder vi for en samfundsovertagelse af alle afgørende produktionsmidler. Vi ønsker at den samlede produktion sker på et bæredygtigt grundlag. Men allerede i dag må der sættes en udvikling i gang, som udfordrer monopolernes rovdrift på både mennesker og natur.
Vi kæmper for øget demokratisk indflydelse på, hvad disse selskaber foretager sig. Vi kræver at der sættes mere fokus på deres beslutninger og på afsløring af deres forsøg på at promovere en miljøvenlighed, der ofte er ren PR.
Mange mennesker i miljøbevægelsen mener stadig, at storkoncernerne kan overtales til at indse, at de må lægge kursen om og tror delvist på deres gyldne løfter. Virkeligheden vil (fortsat) vise, at dette ikke fører til målet. I stedet må skabes en samling af gode kræfter: miljøbevægelse, fagbevægelse med flere, en folkelig samling, som kan sætte magt bag ved sine krav.
Der må selvfølgelig støttes op om miljøbevægelsens krav om en plan for CO2-reduktionen som formuleret for eksempel i NOAH`s forslag til klimalov. Men seks procent årlig CO2-reduktion og fossilfri energiforsyning i 2030 kan umuligt nås med 'incitamenter' som foreslået. Her kræves indgreb mod de store selskabers fri svineret.

Brug statens aktiemajoritet
Nogle skud fra hoften med hensyn til sådanne indgreb: En lov om planmæssig nedlukning af alle kulkraftværker i Danmark over en kort årrække og stærkt stigende investering i vedvarende energi.
For de DONG-ejede værker må gennemførelsen være ligetil. Det kræver blot, at staten bruger sin aktiemajoritet. I loven må indgå en tvungen udvidelse af det offentlige ejerskab af de resterende store kraftværker, baseret på fossile brændsler.
Der må samtidigt sættes ind for at begrænse unødig og klimaskadelig langdistancetransport af varer. Et eksempel: transport af pt. seks millioner danske grise pr. år til Tyskland for at blive slagtet med efterfølgende returtransport af kødvarer til danske forbrugere. Her har Socialdemokratiet foreslået en grisepant på 100 kroner pr. gris, godt nok som kompensation for gyllesvineriet. Inkluderes CO2-svineriet kunne prisen måske blive 200 kroner pr. gris. Andre kreative tanker må på banen.
I international sammenhæng kunne Danmark arbejde for aftale om, at søtransport sker på den mest muligt CO2-besparende måde. I aftalen må indgå dannelsen af en international teknologibank, som udviklingslande gratis kan trække på.

Opgør med neoliberalt kup
Og et eller andet sted foran os står et opgør: Genetablering af den kontrol, der var med kapitalstrømmen ud og ind af Danmark, før de neoliberale kuppede os.
Kontrollen kunne blandt andet bruges til at stille krav med hensyn til CO2-intensiv produktion samt modvirke udflagning. Samtidigt ville kontrollen tjene til krisedæmpning og bevarelse af arbejdspladser samt vigtige teknologier inden for landets grænser.
Egentlig er der er jo intet alternativ til at tage kampen op uanset det hyleri, der vil opstå, når det helligste af alt, kapitalens fri bevægelighed, antastes. Vi må tage hul på skabelsen af et samfund, hvor demokratiet er udviklet til at omfatte styring og planlægning af produktionen, og hvor stræben efter bæredygtighed erstatter jagten efter fede udbytter. Det kaldes også et socialistisk samfund.