På få år er HK gået fra over 30 afdelinger fordelt over hele landet til nu kun at være syv, der dækker store geografiske områder. Faglige sekretærer og tillids-repræsentanter bruger nu meget tid på landevejene

af Peter Raben, tillidsrepræsentant og medlem af bestyrelsen i HK/Stat Hovedstaden. Delegeret til HK-kongressen.
Medlemmerne og især pengene fosser ud af HK. Det er derfor et økonomisk tynget HK, der holder kongres fra den 7.-10. november i Falkonercentret på Frederiksberg.
Da forbundet for fire år siden holdt kongres samme sted, så alt ellers lyst og lystigt ud. Der var ingen advarselslamper om, at HK var på vej ud i økonomisk svære tider, men allerede trekvart år efter kongressen fandt hovedbestyrelsen pludselig ud af, at nu var det helt galt!
Derfor iværksattes med hjælp af dyre konsulenter udefra et projekt, der skulle slanke og effektivisere HK. Et oplæg blev udarbejdet og drøftet i meget snævre cirkler, inden det under navnet Nyt HK blev sendt til vedtagelse på en ekstraordinær kongres i 2007.
Der blev ikke mulighed for en bred debat inden, selvom oplægget lagde op til drastiske ændringer af HK`s struktur. Selvom antallet af lokalafdelinger i HK allerede var skåret ned, skulle afdelingsstrukturen slankes yderligere, så på få år er HK gået fra over 30 afdelinger fordelt over hele landet til nu kun at være syv, der dækker store geografiske områder.
Der var på den ekstraordinære kongres en del advarende røster, som pegede på, at der ville blive store afstande i både fysisk og mental afstand - langt mellem fagforeningen og medlemmerne. Advarslerne ser nu ud til at holde stik.
Faglige sekretærer og tillidsrepræsentanter bruger meget tid på landevejene. For tillidsrepræsentanter og andre fagligt interesserede er det blevet tidskrævende og bekosteligt at deltage i bestyrelser, udvalg, møder og generalforsamlinger.
Ikke så sært er det blevet sværere at få besat bestyrelsesposter, selv om antallet af poster er skrumpet ind. Efter omstruktureringen er antallet af medarbejdere og valgte i HK næsten halveret.
Omlægningen er ikke kun gået ud over nærheden, men har også været dyr i kroner og ører. Underskuddet i 2008 var på 33 millioner kroner, og en del af underskuddet skyldes omstruktureringen. Året før var underskuddet på 25 millioner kroner og i 2006 på knap fem millioner.
Tabet af medlemmer medvirker naturligvis også, men det er spørgsmålet om en så centraliseret struktur ligefrem er den bedste måde at holde på medlemmerne eller tillokke nye.
Ganske vist er det måske ikke medlemsdemokratiet, der i første række er det vigtigste for hovedparten af fagbevægelsens medlemmer, men derimod god og effektiv servicering.
Men en fagforening er og skal ikke bare være en forretning eller forsikringsselskab, hvor medlemmerne som kunder køber en ydelse.
Fagforeningen er såvel en service- som en kamporganisation, hvor medlemmernes indflydelse er afgørende. Der skal være en løbende og tæt dialog mellem medlemmerne og de faglige ledere, og tillidsrepræsentanterne må have et godt samspil med fagforeningen.
Fagbevægelsen skal være handlekraftig, hvilket kræver opbakning og aktiv deltagelse fra engagerede medlemmer. Derfor er det farligt at lave så store enheder og centraliserede systemer, at demokratiet i praksis forsvinder.
I stedet for må demokratiet udvides og nytænkes, så fagbevægelsen overlever og viser sin berettigelse som varetager af lønarbejdernes interesser.
Når det kombineres med at sætte yderligere skub på at organisere medlemmer, tegne overenskomster og kæmpe for gode løn- og arbejdsvilkår, skal medlemmerne og dermed pengene nok begynde at strømme ind igen.