Endnu er Danmark det eneste land, hvor der ifølge meningsmålinger er flertal for at blive i Afghanistan. I alle andre lande vil folk have soldaterne hjem

Det var til at forudsige, at NATO`s krig i Afghanistan ville køre af sporet. Det overraskende er, at det sker så hurtigt.
Forløbet rummer en vigtig lære. For det første at NATO-partierne, som vi kan kalde dem i denne sammenhæng, er dybt utroværdige, fordi de undergraver demokratiet på hjemmefonten. For det andet at folk, der anser sig selv for progressive, virkelig må tro på deres egen dømmekraft, når det strammer til.
Det er ikke så længe siden, at jægersoldaten Thomas Rathsacks bog fik landet til at stå på den anden ende. Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen forsøgte at stoppe udgivelsen i fogedretten. Det kan være, hvad det være vil, men de forsøgte også med massivt pres at få Politiken til at trække sig. Og de fik de øvrige medier til at spille med på melodien: lands- soldater- og missionsforræderiet. Censur og pres blev rullet ud i stor stil.
Mange bøjede sig og fandt argumentationen rimelig. Det var virkeligt langt ude og tæt på at være uhyggeligt. Den samme føjelighed og de samme gummiben har vi set i forbindelse med lømmelpakken. Vi må konstatere, at positionerne for forsvaret af demokratiet er svækket. Eller i al fald har været det i et par måneder.

Er det nu det vender?
Jægersoldatens bog er erklæret for harmløs af Hæren Operative Kommando i et internt dokument, allerede før der var en sag. Tæppet er hevet væk under hysteriet. Det ville være rimeligt med selvkritik og selvransagelse blandt dem, der ville lukke debatten og storme Politiken.
Og Afghanistan selv. Det er mere og mere klart, at krigen i Afghanistan deler landet i to dominerende poler. NATO og afghanere, der kæmper mod NATO. Det er de to hold der er, ligesom når OB og Brøndby mødes på Brøndby stadion. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, for der er også andre kræfter, demokratiske kræfter, der vil have en ende på det krigeriske og religiøse vanvid.
Partierne, der støttede vores deltagelse i NATO-aktionen, er ved at ændre begrundelser. De følger Obama, som har mere end antydet, at målet nu alene er al-Qaeda og ikke demokrati. Det hedder nu, at demokrati kommer i anden række. I betragtning af valgfarcen er det svært at sige andet. Men det er alligevel en markant ny melding, der sætter spørgsmål ved hele missionen.
Talsmænd for danske officerer og soldater har i de sidste dage stillet spørgsmål ved den strategi, som NATO kører efter.
- Set fra min stol er perspektivet uhyggeligt, fordi jeg får sværere og sværere ved at forklare de pårørende, hvorfor deres sønner skal ofre deres liv. Vi bør have en klar strategi for at komme ud, lød meldingen fra formanden for de danske officerer Bent Fabricius, der satte spørgsmålstegn ved hele projektet.
Straks faldt fars hammer:
- Hver gang man tøver og antyder exit, skaber man en ny talebaner, sagde udenrigsminister Per Stig Møller. Statsministeren fulgte trop. Hullet skal lukkes med det samme.

Ja, det siver
Endnu er Danmark det eneste land, hvor der ifølge meningsmålinger er flertal for at blive i Afghanistan. I alle andre lande vil folk have soldaterne hjem. Og det bliver et voksende krav. Sådan vil det også gå her. Det vender nu.
Debatten er uundgåelig og kan ikke længere lukkes ned med henvisninger til soldaternes liv. Det er hykleri, for vi ved jo godt, hvem der har sendt dem af sted.
Debatten kan ikke holdes tilbage mere. Arbejderen har gjort det hele tiden, men nu siger også Politiken fra: '!vi kan ikke længere støtte en krig, der ikke har udsigt til succes, og som skaber langt større problemer end den løser'.
Det er nu, vi skal have gang i en tilbagerulning af det vanvid, som Forsvarskommandoen censur, krigen i Afghanistan og lømmelpakken hver for sig og i sammenhæng er udtryk for. Det principielle skal i centrum og være tydeligt. Der er på tide at vi bliver vrede!