01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hører tåbelighederne da aldrig op?

Hører tåbelighederne da aldrig op?

Fredag, 30. oktober, 2009, 00:00:00

Tåbelig aktivering bruges som trussel, så den ledige finder sig et arbejde. Ja - til en lavere løn og ringere vilkår

af Gustav Bunzel, formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige, Åbyhøj
I 2000 havde Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) møde i Århus. Med stigende vantro hørte vi på de fremmødtes fortællinger om resultater af Karen Jespersens 'aktive' socialpolitik fra 1997.
Den værste historie blev fortalt af en stille ældre arbejder, som af en ung kvindelig 'kursusudbyder' var blevet beordret til at lægge agurkeskiver på øjnene. Hvorfor, har jeg glemt. Det var slemt nok at være blevet arbejdsløs.
Nu måtte han finde sig i, at et pigebarn kunne kommandere ham til at gøre, hvad han kun kunne anse for tåbeligt. Eller miste sin forsørgelse. Ydmygelsen sad stadig i ham.
Siden har medierne uafbrudt fortalt lignende historier. Vi ved ikke, hvor mange vi ikke har hørt om, eller om vi har hørt de værste. Ansvarlige politikere har lovet, at det vil høre op. Det fortsætter.
Forrige weekend fortalte Fagbladet 3F om en arbejdsløs murer, der på et kursus skulle lære at pakke et æg ind, så det ikke gik i stykker, når der blev kastet med det. Mureren kalder kurset for spild.
At kurset blev leveret af Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF), gør ikke historien spor bedre. Lederen heraf 'vil gerne forklare meningen med øvelsen'.
Det vil LA også. Vi afviser ikke, at former for aktivering kan føre til ansættelse, men det er relativt dyrt. Til gengæld sparer det offentligt udgifter og får skatteindtægter.
Men nu stiger ledigheden. Kommunernes udgifter til ledige refunderes af staten med en højere sats, hvis disse aktiveres. Derfor aktiveres der på den billigst tænkelige måde. Og hyres ukvalificerede til at levere fupkurser.
Ledige kan også aktiveres for at spare lønudgifter. Tåbelig aktivering bruges som trussel, så den ledige finder sig et arbejde. Ja - til en lavere løn og ringere vilkår. Aktivering bruges næsten åbenlyst som løntrykkeri. Og måske kan man skræmme borgere fra at kræve deres ret.
Aktivering er mest spild af de lediges tid, som kunne bruges fornuftigere, spild af skattepenge og spild af offentlig arbejdskraft. Som styrker køberne og svækker sælgerne af arbejdskraft.
Nogle kræver så kvalitetskontrol af aktiveringen. Gjorde man aktivering frivillig, ville spildet forsvinde af sig selv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp