Når de offentlige ydelser er blevet for ¤¤lousy¤¤for dem, som kan betale for noget bedre, så vil et spørgsmål naturligvis melde sig hos de pågældende dele af befolkningen: I hvilken grad de er interesseret i fortsat at betale høje offentlige skatter til offentlige ydelser, som de alligevel mere og mere supplerer med private ordninger?

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Velfærdsstaten ædes i disse år op af det ene politikerindgreb efter det andet.
Udviklingen på sundhedsområdet er symptomatisk. Opbygningen af et privat sygehusvæsen har bevidst været favoriseret af regeringen gennem skattefradrag for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.
Samtidig sørger regeringen for opgaveoverførsel til privathospitalerne fra de offentlige sygehuse gennem behandlingsgaranti, kombineret med stramme budgetter for sidstnævnte.
Når man så tilmed sørger for overbetaling af privathospitalerne på bekostning af de offentlige, er vi godt på vej væk fra offentlige sundhedsydelser efter behov og over mod private sundhedsydelser leveret efter betalings- og forsikringsevne.
Resultatet er da heller ikke udeblevet: 1,7 millioner danskere har i dag private sundhedsforsikringer, der giver mulighed for at springe de offentlige ventelister over og blive behandlet på private hospitaler og klinikker.
Sundhedsområdet er ikke det eneste område, hvor VK-regeringen systematisk fremmer private forsikrings- og betalingsordninger til gavn for de økonomisk bedrestillede. Pensionsområdet og a-kasseområdet er andre områder:
Langsomt øges medlemsbidragene, og samtidig udhules værdien af fradragene til efterløn og a-kasse, senest igen med skattereformen i Forårspakke 2.0.
Hermed nærmer vi os mere og mere noget, der ligner private forsikringsordninger. Og samtidig forkæles vedvarende en række af de private pensionsopsparingsordninger af gunstigere skattefradrag. Også skattereformen har modificeret dette.
Ikke underligt, at 1,1 million danskere indbetaler til pensionsordninger, ud over den, de er dækket af gennem deres arbejdsplads. Og konsekvensen er endnu engang klar:
De offentlige ordninger forringes for navnlig de økonomisk dårligere stillede, og private opsparingsordninger bygges op for de økonomisk bedrestillede.

Skolerne
Også den gamle hæderkronede murbrækker for indbyrdes kendskab mellem de sociale klasser og for lige adgang til uddannelse - folkeskolen - er hastigt ved at blive deklasseret af regeringens favorisering af private betalingsskoler, der friholdes fra de opgaver med sociale og etniske problembørn, som folkeskolen tynges af, uden at der følger tilstrækkelige ressourcer med.
Ikke underligt, at omkring 13 procent af danske skolebørn på landsplan i dag går i private skoler, og i København oven i købet omkring hvert fjerde barn.
Også her sker opbygningen af et privat skolevæsen til fordel for de økonomisk bedrestillede. Det er børn af ledere, virksomhedsejere og akademikere, som fylder privatskolerne.
Udhulingen af den offentlige velfærd og omdefineringen af velfærdsordninger til i stigende grad at bygge på privat betaling og forsikring/opsparing sker bevidst så langsomt, at de enkelte forandringer ikke mærkes så stærkt.
Men summen af delreformer er på vej til at revolutionere den danske velfærdsmodel. Inspirationskilden er markedsliberalismen - også kaldet nyliberalisme, der fra Reagan`s USA og Thatcher`s Storbritannien i 1980`erne bredte sig ud over navnlig den vestlige verden.
Poul Schlüter tog de første skridt hertil, men også da Nyrup-regeringen overtog regeringsmagten i 1990`erne, accepterede den langt hen ad vejen den nye dagsorden.
Privatisering og udlicitering og markedsstyring blev til en strategi for styring af den offentlige sektor. Hermed banede de vejen for den mere ægte vare med VK-regeringens regeringsovertagelse i 2001.
At strategien for økonomisk udhuling og langsom privatisering af den offentlige velfærd har været ganske bevidst og systematisk, vidner følgende udtalelse fra VK-regeringens chefideolog, Claus Hjort Frederiksen om: 'Vi har to grundpiller: skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor.
Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent, mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.'

Privat velfærd
Nu er vi stærkt på vej mod tiårs jubilæet for denne nyliberalistiske strategi. Og den har sat et dybt præg på den danske velfærdsmodel. Opbygningen af private velfærdssektorer, der for de økonomisk bedrestillede på sigt skal afløse den offentligt leverede velfærd, er i fuld gang.
Samtidig har VK-regeringen gennem skattestop og skattelettelser ikke blot tilgodeset den private sektor efterspørgselsmæssigt, men også bragt pengene tilbage - især i de velstillede borgeres lommer, så de kan begynde at betale for de fremvoksende private velfærdsordninger.
Og sidst, men ikke mindst motiveres danskerne af regeringen for at vælge privat gennem langsom, men sikker kvalitets- og serviceforringelse af de offentlige ydelser. Suppleret med en værdi- og kulturkamp om at vende danskernes sjæle væk fra velfærdsstatens principper om lighed og solidaritet.
Regeringens højt opreklamerede Kvalitetsreform var endnu et aspekt af den nyliberalistisk inspirerede drejning af den danske samfunds- og velfærdsmodel.
Kvalitetsreformen handler nemlig ikke primært om kvaliteten af offentlig velfærd, men om, hvorledes markedsgørelse og -styring kan udbredes i den offentlige sektor gennem øget gennemførelse af udlicitering og frit-valg og af mål- og resultatstyring.
Samtidig viser Kvalitetsreformen til fulde et andet aspekt af VK-regeringens nyliberalt inspirerede politik. Ikke blot vender denne som fremgået den tunge ende nedad, men den retter sig også imod de offentligt ansatte.
Den nyliberalt inspirerede styringsmodel, som reformen vil udbrede yderligere i den offentlige sektor, er nemlig bureaukratiserende og præget af grundlæggende mistillid til de offentligt ansatte.

Modellen drejes
Styringsmodellen er bygget op omkring indskrænkning af offentligt ansattes frihedsgrader og professionelle råderum gennem øget topstyring og private managementsformer og gennem øgede krav om registrering, måling, dokumentation - og kontrol.
Det er tiltag, der ikke alene vil virke bureaukratiserende, men også tager tid fra kerneopgaverne og borgerservicen og belaster de offentligt ansatte.
Hvor fører denne langsomme drejning af den danske velfærdsmodel så hen?
Når de offentlige ydelser er blevet for 'lousy'for dem, som kan betale for noget bedre, så vil et spørgsmål naturligvis melde sig hos de pågældende dele af befolkningen:
I hvilken grad de er interesseret i fortsat at betale høje offentlige skatter til offentlige ydelser, som de alligevel mere og mere supplerer med private ordninger?
Dette kunne blive den nyliberale strategis næste fase, hvor kraftige nedsættelser af beskatning kommer på dagsordenen og så vil tiden også være kommet til omfattende besparelser og direkte forringelser af den offentlige velfærdsservice, hvilket igen navnlig vil ramme de ydelser og overførsler, som den mindre bemidlede del af samfundet modtager.
Allerede i dag ser vi tegn hertil i form af et stigende skel mellem indkomsterne for de beskæftigede og indkomsterne for modtagere af offentlige overførsler.
Fortsætter den danske udviklingsmodel af dette nyliberalistiske spor vil de offentligt finansierede og leverede velfærdsydelser til sidst endegyldigt været reduceret til et stadig gratis, men skrabet andenklasses, minimums sikkerhedsnet, hvortil kriterier og kontrol ganske givet vil blive voldsomt strammet.
Samtidig vil der definitivt være opstået et første klasses privat, 'betalings'-velfærdssystem ved siden af, privat leveret og privat finansieret. Dermed vil det danske velfærdssamfund være på vej mod et langt mere ulige, ja et todelt samfund.

Ny bog
Henrik Herløv Lund (født 1950) er økonom, cand. Scient. adm., underviser på Danmarks Forvaltningshøjskole mm.
Kronikken bygger på en debatbog, som Henrik Herløv Lund netop har udgivet:
Mod det todelte samfund - fra Kvalitetsreform til minimumsvelfærd? 148 sider. 168 kr. Forlaget 'Nyt fra Samfundsvidenskaberne/Samfundslitteratur'. www.nfsv.dk.