Man må endelig ikke være så naiv at tro, at tvangsudleveringen kun handlede om at udlevere Camilla Broe i forbindelse med en eventuel sigtelse for smugling
af Carl Lorentzen, Helsingør
USA er ude med riven. Der drives klapjagt i Europa. USA vil afprøve, om der er lande i Europa, der er dumsmarte nok til at udlevere statsborgere efter 'terrorlov' med tilbagevirkende kraft.
For tiden er der en verserende sag tilbage fra 1978, hvor Schweiz vil udlevere filminstruktør Roman Polanski, fransk statsborger, til USA, endskønt Frankrig ikke har nogen udleveringsaftale med USA. USA ønsker også, at EU-lande udleverer borgere til Columbia.
Her i Danmark fra tilbage i februar, sommer 2007 til september 2009 var der to styk justitsministre, Lene Espersen og Brian Mikkelsen, der var letsindige nok til at lade sig godt besnakke af USA, DEA/FBI-agent Joseph Kilmer til at tvangsudlevere den herboende danske statsborger Camilla Broe.
Der var en hel del overtrædelser i denne sag: Udsendelse efter terrorlov af ikke-terrorist, med tilbagevirkende kraft, forældet sag, Justitsministeriets manglende kendskab til det nyeste amerikanske anklageskrift og beviser for, hvad borgeren egentlig er anklaget for.
Endvidere forekommer det underligt, at en så principiel sag som denne - den første af sin art med udvisning af dansk borger til land udenfor EU med helt andre og udemokratiske strafferetsprincipper end det danske retssystem - ikke skulle være egnet til at komme for den danske højesteret.
Nu må man jo endelig ikke være så naiv at tro, at tvangsudleveringen af Camilla Broe kun handlede om at udlevere Camilla Broe i forbindelse med en eventuel sigtelse for smugling.
Nej, faktisk handler denne tvangsudlevering meget me-re om to andre ting: Brud på dansk retssikkerhed for alle danske borgere og så en pludselig påfaldende politisk tavshed i det danske justitsministerium.
Det havde ikke den store betydning i sagen, hvilken kriminalitet der var begået, om den var begået eller ej, om der var nogen beviser eller ej, og i princippet var det fuldstændig ligegyldigt, hvem der blev udsendt.
Man valgte Camilla Bro, fordi hun var et nemt offer. Hun passede fint ind i det 'rollespil', som FBI og det danske justitsministerium havde sat op.
Ja, for at forstå Justitsministeriets retspolitiske behandlingsmåde af denne sag må man nødvendigvis fortolke den sådan - et skuespil.
Tvangsudleveringen af Camilla Broe har skam alvorlig betydning for alle danske statsborgere fremover. Det vil om kort tid blive sådan, at USA som vagthund kommer rendende og stikker sin snude i alt og vil have borgere fra andre lande udleveret.
Et eksempel, de kan slå ned på, kan være ytringsfrihed. Der kan være én formastelig dansk borger, der skriver et læserbrev om emnet dødsstraf, det bryder USA sig ikke om.
Så ringer de lige til Brian Mikkelsen, og da vi lige har lært af Broes sagsbehandling, at der ikke skal fremlægges beviser, eller sagen kan blive behandlet ved dansk højesteret, ja så ankommer der to US Marshalls med et sæt fodlænker og håndjern og hiver os formastelige danske borgere af sted til et amerikansk fly, der venter i Kastrup Lufthavn.
Vi får ingen ejendele med, kun lige tøjet, vi har på, og en plastpose med tandpasta fra Matas. Vi bliver smidt ind i et eller andet Federal Detention Jail, hvor vi bliver iført fangedragt og lagt i lænker i en ti timer i døgnet. Hvis vi er millionærer, kan vi få en antagelig amerikansk advokat, og måske en dom på ti år efter et års tid!
Yderligere viser den fantastiske hårdnakkede lukkethed og mangel på kommentarer fra henholdsvis Lene Espersen i sin tid og her i sidste forløb fra Brian Mikkelsen, at de to justitsministre virkelig har noget fordægtigt, de vil skjule.
Brian Mikkelsen viste sig utrolig usamarbejdsvillig over for politiker-kollegaer og nægtede - og nægter stadig - at have offentlige debatter om tvangsudleveringssagen.
Denne tavshed fra Brian Mikkelsens side viser rigtigt, hvor foragtelig hans politiske holdning er over for sine kollegaer, Danmarks borgere, og statsborger Camilla Broe. Han viser simpelthen den dybeste foragt over for de danske folketingsvælgere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278