04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej til straf i socialt arbejde

Nej til straf i socialt arbejde

Tirsdag, 06. oktober, 2009, 00:00:00

Lovændringen om forældrepålæg og straf og sagsbehandlerpålæg er i høj grad baseret på politiske holdninger og slet ikke på socialfaglige kundskaber

fra Københavns Kommunale Socialrådgivere (KKS)
I kølvandet på den nye Barnets Reform har et folketingsflertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti vedtaget og indført en skærpelse af servicelovens paragraf 57a om forældrepålæg:
Straf overfor udsatte familier i form af økonomiske sanktioner og pålæg til sagsbehandlerne om at benytte denne strafbestemmelse.
Der er tale om ikke kun forældrepålæg og straf, men også et sagsbehandlerpålæg. Vi skal som sagsbehandlere i hverdagen administrere og myndighedsudøve denne lov rettet imod mange udsatte familier i København.
Vi finder det dybt bekymrende. Ikke mindst, fordi tendensen i øjeblikket er, at der ikke lyttes til de indvendinger, som sagkundskaben fremfører, når den slags lovændringer sendes i høring.
Vi ved, at straf og trusler om straf ikke har nogen positiv effekt i socialt arbejde. Tværtimod.
Lovændringen om forældrepålæg og straf og sagsbehandlerpålæg er i høj grad baseret på politiske holdninger og en dominerende trang til at vise politiske muskler og handlekraft og slet ikke på socialfaglige kundskaber.
Hvis forældre ikke følger et ellers fornuftigt pålæg, er vi socialrådgivere ifølge loven nu pålagt at inddrage deres børnefamilieydelse som en straf.
Vi mener, at børnefamilieydelsen er en velfærdsydelse, som alle børnefamilier har ret til. Børnefamilieydelsen skal bruges til de mange udgifter som børnetøj, daginstitutioner, og så videre.
Den har man ret til, uanset om man som måske ressourcefattige forældre ikke er i stand til at yde en optimal omsorg for sine børn.
Vi risikerer, at strafbestemmelsen vil medvirke til, at truede børnefamilier vender ryggen til en ellers fremstrakt hånd fra den kommunale børnesagsbehandler, og samarbejdet ødelægges til stor skade for mulige konstruktive løsninger på de sociale problemer.
Børnefamilieydelsen er ikke en ydelse, som vi socialrådgivere skal kunne skrue ned for som en straf. Det er stik imod vores etiske regelsæt for socialt arbejde.
Ressourcefattige forældre og truede børn og unge har brug for en social indsats. Det kan vi som socialrådgivere tilbyde. Vi siger nej til straf i socialt arbejde. Vi siger nej til uetiske og urimelige sagsbehandlerpålæg.
Vi kræver, at loven laves om, så straf og socialt arbejde holdes adskilt.

Vedtaget på generalforsamlingen den 23. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp