SA er villig til at sende 40 tons våben og ammunition til Somalia, samt træne og omdanne den militære styrke til at beskytte Ahmed regeringen

af Abayomi Azikiwe, Pan-Afrika redaktør
Forventningen var stor i Afrika, da den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, begyndte sin 11-dage lange rejse til syv lande på kontinentet. Turens resultat bekræftede imidlertid i store træk frygten for en fortsættelse af tidligere tiders amerikansk politik i Afrika.
Præsident Barack Obama har en direkte forbindelse til den østafrikanske nation, Kenya, og det er denne forbindelse, som afrikanske statsledere kaster deres lid til, vil inspirere den amerikanske administration til en ny og mere seriøs udenrigspolitik overfor Afrika.
Imidlertid er det stadigvæk de samme økonomiske og politiske interesser, som drev og driver USA`s udenrigspolitik. Denne dominerende strategi består af udvinding af råstoffer, handel, politisk engagement og militær involvering.
Løsrivelses- og uafhængighedskampen begyndte med de to tidligere britiske kolonier, Sudan i 1956 og Ghana i 1957, samt den tidligere franske besiddelse, Guinea-Conakry i 1958. I 1960 havde efterfølgende 18 lande opnået selvstændighed fra Storbritannien, Frankrig og Belgien.
Algeriet vandt sin uafhængighed fra Frankrig i 1962, og i 1963 var mere end 30 nationer på det afrikanske kontinent frie.
På trods af denne udvikling søgte tidligere europæiske kolonimagter og i stigende grad også den tidligere koloni, USA, at dominere Afrikas politik og økonomi.
Lederen af modstandskampen efter Anden Verdenskrig, Kwame Nrkuman, sagde i 1965, at USA var blevet en ny dominerende imperialistisk magt.

Nykolonialisme
I hans bog, 'Neocolonialism: The Last Stage of Imperialism' (Nykolonisering: Imperialismens sidste niveau, red.), skrev han:
'Konfronteret med tidligere koloniers militante folk ... skifter imperialismen simpelthen strategi. Skruppelløst fordeler den sine flag (på kontinenter) og sine forviste og forhadte talsmænd. Det betyder, postulerer den, at den Ògiver sine tidligere undergivne deres frihed, samt med nødhjælpÒ sikrer udvikling...'
'Under dække af sådanne fraser, forsøger den imidlertid at nå samme mål, som den gjorde med kolonialismen. Det er resultatet af at forsøge at bevare kolonialismen, samtidig med, at den taler om ÒfrihedÒ. Dette dækker over det, som er blevet kendt som neokolonialisme.'
Nkrumah understregede: 'Først blandt neokolonialisterne er USA ... Med metodisk akkuratesse og detaljeopmærksomhed, søger Pentagon at sikre sin magt. Noget, som kan bevises ved at kaste et blik rundt i den ganske verden.'
I 1970`erne og 1980`erne støttede USA de mest reaktionære politikker overfor Afrika. Republikanske og Demokratiske administrationer modsatte sig og underminerede nationale frihedsbevægelser og progressive stater. Den Internationale Valutafond, IMF, Verdensbanken, CIA og Pentagon saboterede udviklingstiltag, som skulle bedre økonomierne.
I samme periode som et hvidt minoritetsstyre blev afskaffet med Namibias uafhængighed og Sydafrika i starten af 1990`erne, intervenerede USA i Somalia. Samtidig øgedes støtten til Hosni Mubaraks Egypten, og i 1998 bombede USA Sudan.
Angrebene den 11. September, 2001 fik USA til at øge sin indblanding i Somalia samt sine anstrengelser for at vælte Zimbabwes og Sudans regeringer.

USA`s Afrika politik under Obama
På en regional handelskonference i Kenya, understregede udenrigsminister Hillary Clinton Obama-administrationens intentioner om at øge handlen mellem USA og afrikanske lande i regionen.
Som den første højt rangerede amerikanske diplomat, mødtes hun også med præsidenten for den USA-støttede Transnational Federal Government (den såkaldte overgangsregering i nabolandet Somalia).

Somalia
På en fælles konference i Nairobi, den 6. august, diskuterede Clinton og den somaliske præsident Sheik Sharif Ahmed, hvordan Washington kan yde økonomisk, politisk og militær støtte til den pressede regering, som holdes oppe af den Afrikanske Unions (AU) 'fredsbevarende styrker' (AMISOM).
Somalia har været uden en internationalt anerkendt regering siden det USA-støttede Siad Barre-egime kollapsede i 1991. Bush` administrationen gav støtte til AMISOM i Somalia, men det meste gik via FN og AU.
I sin dækning af mødet, rapporterede Los Angeles Times: 'Somaliske embedsmænd sagde, at diskussionerne handlede om flere våben, mere humanitær assistance og en formalisering båndene mellem de to lande.'
Den amerikanske regering annoncerede, at den var villig til at sende 40 tons våben og ammunition til Somalia, samt træne og omdanne den militære styrke til at beskytte Ahmed regeringen.
USA`s militære involvering i Somalia eskalerede under Bush-administrationen. I 2006, da de Islamiske Domstole tog kontrollen med meget af landet, var CIA mistænkt for at støtte krigsherrer inde i Somalia., som promoverede USA`s målsætninger i landet.
I december 2006 valgte den USA-støttede regering i Etiopien, at invadere Somalia på vegne af Bush-administrationen. Antageligt i et forsøg på at inddæmme 'islamisk ekstremisme', som ofte forbindes med al-Qaeda.
Under Etiopiens besættelse bombede USA`s flyvevåben seks gange i Somalia, hvilket førte til den største humanitære krise på kontinentet. Men det somaliske folks modstand tvang det etiopiske militær til at trække sig tilbage i januar i 2009.

USA lover mere militær støtte
Somaliske embedsmænd ser støtte fra USA som deres eneste håb i kampen mod modstandsbevægelserne Al-Shabab og Hizbul Islam. Men Ahmeds regering har begrænset kontrol. Selv den somaliske hovedstad, Mogadishu, er stort set under kontrol af Al-Shabab og Hizbul Islam.
Organisationerne Al-Shabab og Hizbul Islam har appelleret til det somaliske folk, fordi USA har sagt, at det vil støtte overgangsregeringen. Al-Shabab-kommandør Sheik Muse Hassan Ali udtalte:
- Der er ikke nogen forskel på Bush og Obama. Begge er imod islam og forsøger at udslette islamiske regeringer.
Imidlertid sagde Ali også, at han vil byde militærforsyningerne til overgangsregeringen velkommen:
- Vi er klar til at konfiskere alle våbnene.'
I Sydafrika forsøgte Clinton at overtale den nyvalgte præsident, Jacob Zuma fra den Afrikanske Kongres (ANC) , til at bistå med at vælte Zimbabwes præsident Robert Mugabe og hans Zanu-PF, der står i spidsen for en ny samlingsregering.

Sydafrika stod imod pres fra usa
Sydafrika har samarbejdet med Zimbabwes regering i et forsøg på at danne en koalition med oppositionen fra Bevægelsen for Demokratisk Forandring (Movement for Democratic Change, MDC, red.). USA, Storbritannien og EU har indført sanktioner som et svar på landets jordreformer, der blev påbegyndt i 2000.
ANC-regeringen modstod Bush-administrationens ønske om at stoppe elforsyning så vel som en økonomisk blokade mod Zimbabwe. I stedet har Sydafrika udvidet kreditten til Mugabes regering som modsvar til vestlige regeringers sanktioner. Obama har fortsat sanktionerne mod Zimbabwe på trods af koalitionen med MDC.
I den mineralrige Demokratiske Republik Congo (DRC, red.) rejste Clinton spørgsmålet om borgerkrigen i den østlige del af landet.
DRC har oplevet utallige indblandinger fra USA`s side. I de tidlige år efter uafhængigheden i 1960-61, planlagde CIA at vælte og myrde den nationale leder Patrice Lumumba, og senere støttede det oberst Mobutu Sese Seko, som regerede på befaling fra imperialisterne i 37 år.

DR Congos mineraler
Efter at Mobutu var blevet væltet i 1997, søgte USA at fortsætte dominansen i DRC ved at støtte regeringerne i nabolandene Rwanda og Uganda. En regional krig brød ud i 1998 tilskyndet af tidligere Bill Clintons administration.
USA tilskyndede og finansierede Rwandas og Ugandas militære invasion af DRC. Krigen varede i fem år og Zimbabwe og Namibia intervenerende på den congolesiske side. Millioner døde i den fem år lange krig, der fandt sted mellem 1998 og 2003.
På trods af borgerkrigen, henter amerikanske mineselskaber stadig store rigdomme fra de østlige og sydlige dele af landet. Obama-administrationen har annonceret nye initiativer, der skal hjælpe den congolesiske hær. USA støtter også materielt og økonomisk FN-missionen i Congo (MONUC) og dens 17.000 fredsbevarende tropper, som er udstationeret i den østlige del af landet.
I Angola gav Clinton regeringen ledet af Bevægelsen for Angolas uafhængighed (MPLA, red.) en forelæsning om gennemsigtighed i administrationen.
Angola er i dag den førende olieproducent på kontinentet. I de første år af Angolas uafhængighed fra 1975-89 søgte USA at underminere den tidligere portugisiske koloni ved at støtte den anti-revolutionære bevægelse, UNITA, som arbejdede på vegne af det tidligere apartheidregime i Sydafrika.

Nigerias olie
I Nigeria kritiserede Clinton regeringen for korruption og manglende god regeringsførelse. Imidlertid nævnte hun intet om amerikanske og europæiske oliefirmaer, som dominerer økonomien, og som ikke gavner flertallet af Nigerias befolkning.
Nylige uroligheder stammer primært fra Nigerias afhængighed af de samme oliefirmaer, som skaber store profitter på bekostning af arbejdere og bønder.
Clinton rejste spørgsmålet om truslen fra 'islamisk terrorisme' under sit besøg i Nigeria, hvor hun blandt andet udtalte:
- Al Qaeda er tilstedeværende i det nordlige Afrika.
Sådanne udtalelser fra USA`s udenrigsminister reflekterer nylig amerikansk Afrika-politik. Etableringen af Afrika Command i 2008, signalerede USA`s villighed til at intensivere engagementet på kontinentet.
I dag har USA en militær base på Afrikas Horn i staten Djibouti. Amerikanske krigsskibe patruljere i Adenbugten og i det Indiske Ocean under påskud af at bekæmpe 'pirateri'. USA gennemfører også andre militære operationer i golfen ud for Guinea i Vest Afrika - et område som er vigtigt for amerikansk olieimport.

USA styrker sig militært i AFrika
Daniel Volman, tilknyttet Security Research Project i Washington DC, afslørende at 'I maj, 2008 gennemførte USA et krigsspil for at undersøge det amerikanske militærs evne til at reagere på forskellige kriser. Det særlige ved dette krigsspil var, at det for første gang indeholdte afrikanske scenarier. Dette er en del af Pentagons plan for en ny militærkommando for kontinentet kaldet Africom.'
I en tidligere artikel undersøgte Volman Obama-administrationens militærbudget for 2010. I det budget er 'posterne for promovering af sikkerhedsprogrammer for afrikanske lande og for den nye Africom øget markant.
Dette viser, i det mindste til en begyndelse, at denne administration følger samme kurs, som den tidligere administration fulgte. Ifølge Volman omfatter budgettet også militærtræning samt træningsprogrammer i minimum 17 afrikanske stater.
Denne udvikling viser klart at interessen i afrikanske affærer i den nuværende administration ikke er blevet mindre. Tværtom betyder det en fortsættelse af den amerikanske overklasses dominans, når det kommer til promovering af økonomiske og politiske prioriteter i forbindelse med Afrika.
Den kenyanske politiske analytiker, Gitau Warigi, skrev i den kenyanske avis, The Daily Nation, at der har været 'strategiske interesser involveret' bag Clintons besøg. Dette skal ses som et forsøg på at vinde det terræn tilbage, som blev tabt under Bush-administrationen. Det skal imidlertid også ses i lyset af Clintons kritik af Kinas stigende rolle i Afrika.
Disse forsøg på at øge USA`s engagement i Afrika vil imidlertid ikke vinde afrikanske 'hjerte og sind', en reference til de amerikanske forsøg på at vinde irakerne over på USA`s side under Irak-krigen, red.).
Flertallet har ikke nydt godt af handelsaftalerne samt tilstedeværelsen af store firmaer på kontinentet. USA-imperialismens militære eventyr har altid haft til formål at bevare det ulige forhold. Det er kun, når størstedelen af Afrikas folk tager kontrol med produktionsmidlerne samt med de økonomiske ressourcer, at kontinentet vil opnå ægte uafhængighed.

Artiklen er oversat af Kim Andersen og har tidligere været bragt i Workers World, USA og i det britiske tidsskrift The New Worker. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.