I 1998 henvendte jeg mig til Justitsministeriet og spurgte, om jeg var registreret noget sted, og fik tilsendt en folder om PET`s virksomhed

af Fr. Benny Waldroop, Bramming
Jeg føler mig mest i samklang med Enhedslisten, dér lægger jeg min stemme og lægger ikke skjul på det. Jeg er ikke medlem af noget parti.
I 1970`erne nærede jeg tillid til, at vi var på vej til en bedre fremtid, og var sikker på, at hele verden ville rette ind efter Danmark.
Jeg var med i Fredskomitéens Esbjerg afdeling. Rygterne gik, at fredsdemonstrationer blev fotograferet af politiet, hvilket jeg fandt dybt forargeligt. Hvordan kan man være imod fred?
En overgang havde jeg en fornemmelse af, at min telefon blev aflyttet. Siden har jeg måttet sande, at partierne til højre har 'genetisk svaghed for krudt og kugler', som Lene Espersen udtrykker det på bagsiden af Ekstra Bladet den 20. november 2001.
Jeg har i 1998 henvendt mig til Justitsministeriet og spurgt, om jeg var registreret noget sted, og fik tilsendt en folder om PET`s virksomhed, at jeg kunne anmode om akt- og registreringsindsigt, og at de havde noteret sig mit synspunkt.
Kort efter skrev jeg til daværende justitsminister Frank Jensen og skældte ud, da jeg i pressen læste om AIC. Jeg husker ikke længere, hvad AIC stod for, men det var noget med at registrere arbejderes politiske sindelag. Han skrev tilbage, at han havde noteret sig mit synspunkt.
Jeg har draget dén konklusion, at den danske højrefløj deler paranoia med USA, og at der nok ikke er nogen grænser, når det gælder at bekæmpe venstrefløjen.
Jeg vil ikke blive overrasket, hvis mit navn står eller har stået på én eller anden ulovlig liste. At højrefløjen sætter lighedstegn mellem venstreorienterede og forbrydere, og at regeringerne har forbrudt sig mod loven om registrering, gør mig rasende.
Jeg har de uhyrligste personlige erfaringer med systemet, fra socialdemokratisk til venstre-konservativ. De sidste års ytringer:
'Der er ikke noget at komme efter', - nej, det har han ved gud ret i, pisk og gulerod og 'ældrebyrde' bekræfter mig i min mangeårige mistanke, at Venstre og Konservative hører hjemme på museum blandt fortidslevn.
Jeg ser ingen mulighed for, at regeringen vil begynde at tale sandt om registreringerne eller noget som helst andet end deres udemokratiske tankegods.
Jeg truer nu med at blive 100 år, så når borgmesteren spørger til mit lykkelige liv, vil jeg svare: Jeg har ind i mellem været lykkelig, men det er bestemt ikke I politikeres fortjeneste.