Sandheden er, at Metal åbenbart har erkendt, at man ingen vegne kommer med Socialdemokraternes forslag, og derfor forsøger sig i EU-regi

af Lars Ulrik Thomsen, Metal Esbjerg
I sin beretning på Dansk Metalarbejderforbunds kongres i Ålborg kom Thorkild E. Jensen ind på den økonomiske krise. Han advarede mod, at enkelte lande forsøger at skabe nationale udveje af krisen.
'Desværre ser vi, at nogle lande - også i Europa - reagerer med protektionisme. Det kan gøre krisen dybere og længere, end den behøver.'
I stedet anbefalede forbundsformanden, at EU laver en koordineret kriseindsats:
'Det er derfor vigtigt, at verdens politiske ledere holder hovedet koldt og ikke forfalder til alene at tænke i beskyttelse af egne markeder og økonomier', lød advarslen fra Thorkild E. Jensen.
Han pegede på, at koordineret kriseindsats i Europa ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ville give dobbelt så mange job i Europa.
Denne udmelding strider direkte mod Metals uforbeholdne støtte til Socialdemokraternes krisepakke på 36 milliarder kroner. Formålet med krisepakken var angiveligt at stimulere beskæftigelsen.
Når danske lønarbejdere skal financiere beskæftigelsesplaner, kommer de uvægerligt til at konkurrere med andre landes arbejdere om krisepakkernes størrelse. Er det ikke protektionisme?
Sandheden er, at Metal åbenbart har erkendt, at man ingen vegne kommer med Socialdemokraternes forslag, og derfor forsøger sig i EU-regi.
Det havde klædt forbundsformanden at fortælle de delegerede og pressen, at EU er et problem for dansk arbejderbevægelse. Østaftalens bortfald vil medføre udbredt løndumping, som også vil påvirke de kommende overenskomstforhandlinger.
En forbundsformand for et fagforbund, hvor arbejdsløsheden vokser eksplosivt, kan ikke tillade sig at lukke øjnene for kendsgerningerne.
Hvis han repræsenterede medlemmerne, ville han give en nuanceret og kritisk analyse af de faktiske forhold. I stedet vælger han at vende det blinde øje til EU`s mange skavanker:
EU blander sig direkte i danske overenskomstforhold, når det gælder løn- og arbejdsforhold. Det gælder på vitale dele af metalarbejdernes aftaler, for eksempel arbejdstiden.
Hvor er løfterne fra folkeafstemningen i 1972 om, 'at nødderne knækker vi selv', som daværende LO-formand Thomas Nielsen udtrykte det?
Den undrende metalarbejder på værkstedsgulvet, må spørge sig selv: Hvilke interesser er det, Dansk Metalarbejderforbund varetager?
Er det storkapitalens eller medlemmernes?