Målet med et fælles forbund kan ikke være i sig selv at standse medlemstilbagegangen. Det må være, hvordan vi genrejser fagbevægelsen som en aktiv faglig og politisk bevægelse

af Jan Mathisen, medlem af Kommunistisk Partis faglige udvalg
Der er kommet gang i diskussionen om fagbevægelsens fremtid, og ikke mindst om muligheden for at samle alle forbund i et stort fælles forbund.
Det er en nødvendig og vigtig diskussion, men skal diskussionen føre til en reel forandring og skal noget nyt skabes, er det afgørende, at den tager et rigtigt udgangspunkt. Ellers får vi ikke det rigtige mål for samlingen af fagbevægelsen.
Det er nærliggende at diskutere ud fra det faldende medlemstal og stordriftsfordele, men en diskussion med dette udgangspunkt vil ende i fiasko. En sådan diskussion vil foregår hen over hovedet på medlemmerne af fagbevægelsen. Det vil blive en indadvendt og defensiv debat, som ikke vil give medlemmerne tro på, at et fælles forbund er noget nyt, der kan gøre en forskel.

Kernen i debatten
Det er lige præcis kernen i debatten. Hvordan og med hvilken faglig og politisk strategi skabes der noget nyt, som medlemmerne har troen på, er en reel forandring, og ikke bare gammel vin på nye flakser. Noget nyt der er levedygtigt og skaber forandringer helt ud på arbejdspladserne ud fra princippet om én arbejdsplads én fagforening.
For uden medlemmernes tro på, at et stort forbund skaber fornyelse, er debatten om et fælles forbund også dødfødt. For at sige det rent ud. Står en million LO-medlemmer med en opfattelse af, at diskussionen om ét forbund handler om at redde fagbevægelsens egne ansatte og deres privilegier og de mange små kongedømme både i forbundenes top og ude i afdelingerne, kan vi glemme alt om både fornyelse og forandring.

Aktiv fagbevægelse
Målet med et fælles forbund kan ikke være i sig selv at standse medlemstilbagegangen. Det må være, hvordan vi genrejser fagbevægelsen som en aktiv faglig og politisk bevægelse helt ude på arbejdspladserne.
Lad os fokuserer på hvordan ejerskabet af fagbevægelsen kommer tilbage til medlemmerne. Det er medlemmerne ude på arbejdspladserne, som skal kræve og forsvare overenskomsterne. Og det er kollegaerne, der skal organisere kollegaer.
Det kan nogle hundrede eller tusinder ansatte ikke magte alene. Derfor må vi diskutere hvordan et forbund skal indrette sig, og hvordan ressourcerne skal anvendes for at genskabe en aktiv fagbevægelse. For en sådan udvikling kommer ikke af sig selv.
Det vil være den afgørende forskel på os og de gule organisationer. De gule organisationer har 'kunder', og betragter fagbevægelsen som en butik. Vores styrke og eksistensgrundlag er vores aktive medlemmer.
Samtidig med at vi forsvarer fællesskabet og kollektiviteten, må et forbund også indrette sig på, at mangfoldigheden blandt medlemmerne er stor og bliver stadig større. Derfor bliver spørgsmål om demokratiets udformning og indhold afgørende for medlemmernes tro på levedygtigheden af et nyt forbund.
Ingen er vist uenig i, at medlemmerne skal kunne genkende sig selv og det faglige område man arbejder inden for. Men kravet til mangfoldighed og rummelighed rækker langt videre.

Bro over modsætninger
Et forbund skal også slå bro over en række af de modsætninger, der har været og til stadighed er, internt i fagbevægelsen. Her skal blot nævnes modsætningen mellem faglærte og ufaglærte og mellem privat og offentligt ansatte. Overvindelsen af disse modsætninger er en af forudsætningerne for succes.
Også politisk må den nødvendige rummelighed skabes. Tiden, hvor fagbevægelsen var identisk med Socialdemokratiet, er også slut. Et fælles forbunds loyalitet må ligge hos medlemmerne og ikke hos et enkelt eller flere partier. Det nye forbund må stille politiske krav til arbejderpartierne, som forudsætning for støtte og samarbejde. Væk med automatikken og gamle verdensbilleder som ikke længere har gang i verden. Det kræver en skarp politik og ideologisk profil.
Lad os starte diskussionen om et fælles forbund med hvordan vi giver ejerskabet tilbage til medlemmer og opbygger en aktiv, demokratisk fagbevægelse, ikke blot som forbund men helt ude på arbejdspladserne.