At deltage i hjemsendelsen af irakere er - uanset forklaringen på Odense lufthavns medvirken - en fravigelse af individuelt ansvar og medmenneskelighed
fra Jette Olsen, Anne Bennike, Nanna Guldhammer Wraae, Maria Klarlund, Marianne Bitsch, Heidi Hove, Morten Espersen, Brian Enevoldsen og Marie Kolding Lund, alle afgangselever fra Det Fynske Kunstakademi 2007
Vi, elever fra Det Fynske Kunstakademi samarbejdede med Odense Lufthavn i forbindelse med vores afgangsudstilling i 2007, med titlen 'This could be the beginning of a beautiful friendship'.
Vi skriver i forbindelse med, at 22 irakere natten til onsdag den 2. september blev sendt ud af Danmark fra Odense Lufthavn. Vi er dybt berørt over hele situationen.
Vi var i 2007 meget glade for vores samarbejde med Odense Lufthavn og trykte i den forbindelse et katalog, der er sendt ud i Danmark og mange steder i verden. Her indgår samarbejdet tydeligt og på katalogets forside er et billede af Odense lufthavn.
Som det fremgår af udstillingens titel 'This could be the beginning of a beautiful friendship' handlede vores udstilling om, hvorvidt venskab på trods af forskellighed, baggrund og kultur kan finde sted.
Flere af værkerne på udstillingen handlede netop om krigen i Irak og de flygtninge, der nu er i klemme både i Danmark og i Irak; ydermere skrev Mikkel Bolt, lektor på Københavns Universitet i vores katalog om den hastigt voksende racisme og intolerance, der breder sig i Danmark.
Da vi vågnede onsdag morgen med nyheden om, at 22 irakere var sendt ud af landet fra Odense Lufthavn, fik vi en meget mærkelig fornemmelse - følelsen af mængder af spildt energi, initiativ, og troen på, at fredelige ytringer og dialog på nogen måde har en virkning, synes håbløs lige nu.
At deltage i hjemsendelsen af irakere, der har ventet og håbet i op til ti år og tvinge dem til at efterlade deres børn her, er - uanset forklaringen på Odense lufthavns medvirken - en fravigelse af individuelt ansvar og medmenneskelighed.
Vi er dybt skuffede over at opleve, at det sted, vi afholdt vores afgangsudstilling, medvirker til en så kynisk og umenneskelig handling.
Citat fra Mikkel Bolt (kataloget for afgangsudstillingen):
'Et vanvittigt og surreelt scenarium udspiller sig for vores øjne: fundamentalistiske kræfter er fanget i en dødedans og gør det mere og mere umuligt at skabe en kosmopolitisk ligeværdig globalisering. Det kan kun blive værre.
Men 'krigen mod terror' finder ikke kun sted under fjerne himmelstrøg, aktuelt føres der en kampagne mod alternative livsformer i Danmark, det være sig indvandrere og unge.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278