Den ret iøjnespringende pinlige kendsgerning skal glemmes, at det ikke er afghanerne, der er i Danmark, men danskerne der er i Afghanistan

af Ole Larsen
Hvad gør de onde, når de ikke fornemmer den helt store begejstring for deres udsendelse af danske mordere for at myrde Mellemøstens folkeslag til fordel for israelsk/-amerikanske olie- og imperialistiske interesser?
De følger selvfølgelig det mønster, der blev indlagt i deres små hjerner som 0-3-årige, hvor de på diverse måder systematisk blev frataget deres identitet og lærte, at følelser ikke er noget, der kommer indefra, men noget man siger, man har som argument over for omverdenen, når lejligheden kræver det.
Og når den amerikanske præsident dukker op på tv-skærmen, skal den lille hånd svinge med det lille danske flag, og der råbes hurra.
(I moderne tid udnyttes den analoge teknik ved kloning, hvor cellens oprindelige indhold suges ud, og et nyt kunstigt indhold fyldes på.)
Så når danskerne generelt er noget lunkne ved det mellemøstlige projekt, skal de lære at blive begejstrede. Ergo indstiftes en årlig hyldest- og mindedag for de udsendte mordere.

Det ældgamle trick
Man tager et stykke godt betalt, udklædt royal familie, en domkirke, en præst uden samvittighed, hele den kapitalistiske presse, en grædefærdig mor til en af de faldne, og scenen er sat for alle de højtideligt udklædte onde til samling om deres onde projekt.
Kirkens ældgamle psykologiske trick er som altid ved hjælp af de højtidelige kulisser at forvandle aggressorerne fra at være mordere til at være ofre.
Den ret iøjnespringende pinlige kendsgerning skal glemmes, at det ikke er afghanerne, der er i Danmark, men danskerne der er i Afghanistan. Der kan siges meget skidt om vorherre, men somme tider har han nu sans for at lade groteske ting ske for at åbne øjnene på folk:
På denne selv samme skammens dag lader han amerikanerne sende en raket ned på mere end 100 afghanere, med mange hundrede chokerede efterladte med livslang ulykke til følge.
De onde danskere har dog een trøst til dem: et tv-billede af det mest forhadte ansigt i den muslimske verden: De onde danskeres store forbillede, NATO-chef Fogh Rasmussen.
Ansigtet forsikrer selvfølgelig, at NATO kun er i Afghanistan for at hjælpe afghanerne, og at en undersøgelse af det lille uheld vil blive indledt.

På halv og på hel
Men vorherres anstrengelser er helt forgæves. Han har glemt den moderne kapitalismes synligste men effektiveste, hemmelige våben: dens massemediers totale tavshed.
Hvordan skal den anstændige del af danskerne nu reagere på de ondes 5. september provokation? Jeg kan se to nærliggende muligheder:
Hver 5. september flages på halv for at mindes de utallige ofre for dansk aggression.
Hver 5. maj flages på hel for at hylde de mange frivillige, der uselvisk tager til u-lande og gør en stor indsats for at afhjælpe nøden og elendigheden og derved modvirker det grimme billede af det officielle krigsforbryderiske Danmark.