Enhedslisten er i opposition til det kapitalistiske projekt i en sådan grad, at formuleringen ¤¤Vedtaget af alle partier undtagen Enhedslisten¤¤ er blevet en fast vending

af Mikael Hertoft, København
Vi på venstrefløjen må gøre et stykke arbejde for at forstå, hvordan krisen kan udvikle sig, for at organisere en opposition til den herskende uorden.
Det må vi gøre i Enhedslisten, og det er man også begyndt på i Kommunistisk Parti. Så tak til Dan Schuwendt og til Per Hørning for at svare (henholdsvis den 21. og den 26. august).
Men jeg må undre mig over Per Hørnings tone og hans udsagn om, at 'den kapitalistiske krise omfatter også Enhedslisten'. Ja det gør den da, og den omfatter også Per Hørning og alle andre, der befinder sig i kapitalismen.
Men Enhedslisten er i opposition til det kapitalistiske projekt - i en sådan grad, at formuleringen 'Vedtaget af alle partier undtagen Enhedslisten' er blevet en fast vending i dansk tv. Enhedslisten er en del af løsningen, ikke en del af problemet.
Per Hørning slår fast, at EU 'lovfæster liberalismen med EU`s velsignelse' - det er at slå en åben dør ind, men det er måske forbigået Pers opmærksomhed, at Enhedslisten er mod EU, at vi er mod Lissabon traktaten, og at Folkebevægelsens repræsentant, Søren Søndergaard (og hans skolingsniveau fejler ikke noget) også er medlem af Enhedslisten?
Per Hørnings måde at bruge Henry Grünbaum på er netop den slags dogmatisk citatkastning, der ikke flytter os en millimeter i forhold til at forstå dagens situation.

Nutiden
Må jeg ikke i stedet fremhæve Lotte Rørtoft-Madsen, der har skrevet en fremragende artikel i Ret og Vrang om, hvordan demokratiet konkret udhules i Danmark i disse år.
Netop det, at staten og medierne bliver tømt for demokratisk funktion - i den snævre form det havde før, for eksempel for 20 år siden - betyder også, at staten bliver dårligere til at gribe ind overfor krisens problemer (jævnfør Bush og hans reaktion på orkanen i New Orleans).
Manglen på demokrati betyder også, at det bliver sværere for kritiske og oppositionelle kræfter at gribe ind. Det må vi nødvendigvis tage højde for i vores organisering på venstrefløjen.
Dan Schuwendt anbefaler 'Lenins værktøjskasse', og det er en udmærket ide. I Imperialismen som kapitalismens højeste stadium analyserer han imperialismens udvikling frem til og under Første Verdenskrig (Udvalgte værker bind 7).
I og med at de imperialistiske lande har opdelt kloden mellem sig, bliver der ikke flere uudnyttede områder, og de imperialistiske stater må derfor begynde at slås indbyrdes om kontrollen over jorden.
Lenin ser dette som en ny fase af kapitalismen i forhold til den situation, Marx analyserede et halvt århundrede tidligere.
Det var denne modsætning, der førte til kapitalismens uhyre svækkelse ved afslutningen af Første Verdenskrig og Lenins forståelse af dette, der satte bolsjevikkerne i stand til at sejre og tage magten fra zaren.
I dag er kapitalismen ved at støde på endnu en modsætning: modsætningen til jordens bæredygtighed. Vi befinder os også i en ny fase i forhold til den virkelighed, Lenin analyserede, efter to verdenskrige, Sovjetunionens sammenbrud, Kinas udvikling med videre.

Muligheder
Dan Schuwendt vil gerne have en analyse af den modsætning, der ligger i at støtte en ny regering. Lad os starte med, at vi gerne vil af med den gamle regering. Ud med Lars Løkke, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard.
Så er det naturligvis rigtigt, at hverken De radikale, SF eller Socialdemokraterne fører en politik, som Enhedslisten kan tilslutte sig. Enhedslisten står nu alene med en række mærkesager i udlændingepolitik, offentlig produktion, EU spørgsmål, Afghanistan med videre, som før i det mindste SF var enig i.
Men vores styrke er, at mange af disse partiers vælgere og et lag af aktive græsrødder er langt mere enige med Enhedslisten i disse spørgsmål end med, hvad Socialdemokraterne eller SF siger og gør.
Det giver mulighed for at presse disse partier og også for, at Enhedslisten selv kan vokse frem og blive større.