17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flyv Ryanair for Lissabon-traktaten

Flyv Ryanair for Lissabon-traktaten

Onsdag, 02. september, 2009, 00:00:00

Ryanair vil kaste næsten fire millioner kroner ind for et ja til Lissabon i Irland. Husk dét næste gang du flyver med Ryanair - Lissabon-traktaten er med om bord

af Søren Søndergaard, mep for Folkebevægelsen mod EU
Om-afstemningen i Irland den 2. oktober om Lissabon-traktaten nærmer sig. Af frygt for endnu et Nej fra den irske befolkning kaster store multinationale selskaber sig nu ind på Ja-siden, for eksempel den amerikansk ejede pc-chip-producent, Intel, som har afsat millioner til formålet
Men Intel står ikke alene. I den forløbne uge annoncerede chefen for det irske lavprisflyselskab, Ryanair, Michael O`Leary, at selskabet umiddelbart vil kaste 500.000 euro (op mod fire millioner kroner) ind i kampen.
De 200.000 euro skal gå til avis-annoncer, og de resterende 300.000 euro skal gå til særlige billige sæder på selskabets fly - angiveligt med det formål at henlede opmærksomheden på EU`s indre markeds positive betydning for flytrafikken.
I sin begrundelse lagde Raynair-chefen ikke fingrene imellem. Han kaldte Nej-sigerne for 'tåber', 'headbangers' og et 'sammenrend' under ledelse af 'økonomiske analfabeter som Sinn Féin, det britiske Uafhængighedsparti og Socialistpartiet'.
- Vi må gendrive noget af det rene og skære nonsens, som vil komme fra NEJ-siden, slog han fast og insisterede på, at han skam selv havde læst Lissabon-traktaten.
Hvilken indsigt denne læsning havde indbragt ham, ville han dog ikke afsløre overfor Irish Daily Mail, da avisen stillede ham det meget enkle spørgsmål, om hvordan Lissabon-traktaten præcist ville udvide det indre marked.
- Jeg vil ikke begynde at forklare EU-traktaten; læs den selv!, lød hans noget uldne svar.

Berygtet arbejdsgiver i flybranchen
Alligevel må man sige, at Ryanair er det perfekte udtryk for logikken i EU`s indre marked. Flybilletter er blevet billigere! Javel, indtil videre i hvert fald. Men til hvilken pris? Og her tænker jeg hverken på klimaet eller på støjen, men på noget så luftigt som service, kvalitet og anstændige arbejdsvilkår.
Ryanair er notorisk kendt som nogle af de værste arbejdsgivere i flybranchen. De afviser at indgå overenskomster og driver personalet til det yderste. Samtidig spiller de lande og lufthavne ud mod hinanden for at få presset landingsafgifterne ned.
Det muliggør en billig billetpris, men den kombineres så til gengæld med gebyrer for alt. Gebyrer for bagage - gebyrer for at checke ind på flyet - gebyrer for at glemme boardingkortet. Ja, sågar gebyrer for toiletbesøg og for at være for tyk har været på tegnebrættet.
Samtidig afviser Ryanair at betjene kunder, som kræver bare den mindste hjælp. For eksempel vil det fra 1. oktober ikke længere være muligt for unge under 16 år at rejse uden voksenledsagelse.

Det indre markeds velsignelser!
For nylig bragte Politiken en ledende kommentar, som talte for afvikling af stats-engagement i SAS og så frem til et totalt liberaliseret luftmarked. Naturligvis til gavn for forbrugerne. Få dage efter bragte avisen en lille notits om kaos i den engelske lufthavn Stansted, hvor mere end 700 passagerer på en enkelt dag ikke havde nået deres fly.
Årsagen var, at Ryanairs chek-in og bagagedrops havde været voldsomt underbemandet. Kun 11 skranker havde været åbne til at betjene selskabets 225 flyafgange fra London Stansted den pågældende lørdag.
- Politiet er her for at beskytte mod terrorister, men i sidste ende beskytter de Ryanairs personale, sagde den legendariske engelske tv-vært på programmet 'Question Time', David Dimbleby, som var på vej på ferie.
Sådan er det indre markeds velsignelser. Et marked som vil få endnu mere magt på bekostning af demokratiske beslutninger, hvis det lykkes at presse den irske befolkning til at stemme ja til Lissabon-traktaten.
Eller som Ryanairs Michael O`Leary så poetisk udtrykker det:
- Uden EU og euroen ville den irske økonomi blive ledt af vores inkompetente politikere, vores tåbelige offentlige administration og de grådige fagforeningsbosser i den offentlige sektor, som i de senere år gennem et socialt partnerskab har ødelagt Irlands konkurrenceevne, skabt en epidemi af nytteløse ngo`er og forgyldt den offentlige sektor på bekostning af almindelige forbrugere i Irland.
Husk dét næste gang du flyver med Ryanair - Lissabon-traktaten er med om bord!

Søren Søndergaard skriver hver uge en blog på sin hjemmeside www.sorensondergaard.dk om EU. Fremover kan du læse Sørens blog her i Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp