Han kom til Danmark som 16-årigt uledsaget kurdisk flygtningebarn. Siden flygtede han til Brorsons Kirken, hvor han blev anholdt, men atter løsladt. I tirsdags talte han på Rådhuspladsen

af Andam Fazil
Mit navn er Andam Fazil. Jeg er 18 år gammel. Jeg flygtede fra Irak, da jeg var 16. I 2007 kom jeg til Danmark. Her kom jeg til at bo i en lejr for uledsagede flygtningebørn. Der boede jeg i en måned. Så blev jeg flyttet til Sandholm.
Fredag den 15. maj 2009 flygtede jeg igen. Denne gang var jeg ikke alene. Sammen med 30 andre irakere søgte jeg ly for Danmarks politikere i en kirke. Dag for dag voksede vores angst for at blive sendt tilbage. Samtidig så vi i fjernsynet, hvordan bomberne eksploderede i Irak.
Men der var også håb. Der var håb, fordi I gav os håb. Jeg vil gerne sige tak til alle, der støtter os. Alle, ung som gammel, I som har bragt os mad, I som har bragt os tæpper, I som er gået med i demonstrationerne, I som har gået med vore t-shirts, I som har stået ved vor side, I som med hjertet har været sammen med os. Af hele mit hjerte takker jeg jer, som er her nu. Tak fordi I viser os et andet Danmark.
Tak fordi I viser et andet Danmark end det, der rev os ud af vore senge den onsdag nat! Jeg glemmer aldrig den nat, politiet kom. Jeg glemmer aldrig, hvordan de sagde, vi skulle følge med. Jeg blev grebet af panik, smadrede et glas og skar i mig selv. Samtidig så jeg børnene græde, mens deres fædre blev ført væk. Jeg hørte kvinderne skrige. Jeg glemmer aldrig den nat, politiet kom.
De tog os ud i en bus. Vi blev slået. Jeg forstår stadig ikke hvorfor. Vi blev kørt til en politistation og sat i isolation. Her sad vi i otte timer, før vi blev ført til fængslet i Sandholm - closed camp! I fængslet ville de skille os igen, men vi klamrede os til hinanden og havde så godt fast, at vi fik lov at blive sammen. Vi var sammen, men fredag morgen fik jeg at vide, at jeg kunne gå. Jeg blev løsladt. Min sag er genoptaget!
Det er forfærdeligt, at mine venner sidder i fængslet, mens jeg er her. De skulle også være her.
Vi er kommet hertil, fordi vi ikke kan være i Irak. Fordi der kun er død og ødelæggelse. Fordi der er krig, og der er mennesker, som vil slå os ihjel. Vi vil ikke tilbage til Irak.