Kunsten bliver interessant, når tager den almindelige dansker dybt alvorligt og finder ud af, at der er meget mere under overfladen end Pia Kjærsgaard bryder sig om

Af og til kommer kunsten op som et varmt debat-tema. Positionerne markeres, og så vender alt tilbage til sin gænge. Eller næsten da.
Denne gang var det Pia Kjærsgaard, der startede en kunstdebat. Hun har fået luft og løft i medierne og på sin hjemmeside skriver hun:
'Jeg kommer ind i de to organer for at repræsentere virkeligheden, repræsentere den almindelige dansker, så eliten, der jo er ganske godt repræsenteret derinde, kan se, hvad almindelige danskere synes er god eller dårlig kunst. ! min indtræden i Kunstrådet og Statens Kunstfonds repræsentantskab er en garanti for at få sat debatten i gang.
Det sidste er rigtigt. Der er altid en mikrofon til Kjærsgaard. Og der er altid et mod-synspunkt. Fronterne er tilsyneladende trukket op: De hjernedøde almindelige danskere og eliten for hvem kunsten er hjerneføde.

Bastant kulturminister
Kulturminister Carina Christensen svarede tilbage, på forsiden af Politiken:
'Jeg skal ikke provokere. Det skal kunstnerne.'
I artiklen sagde hun en del om sin opgave: at skabe rammerne for den frie kunstneriske udfoldelse. Klædeligt tog hun afstand fra at skulle blande sig i indholdet.
Og så alligevel. Hvad er det for et kunstsyn ministeren har. Det er jo ikke ligegyldigt, for det er jo det, der er med til at definere, hvad rammerne er, og hvilke nye rammer, der skal fastlægges, hvordan der skal prioriteres midler og så videre.
Der er noget rørende naivistisk over ministeren. Folk bliver forargede over et teaterstykke, de har set, eller de ser en skulptur på torvet, som de synes, det er helt forfærdeligt, at man har sat op. Så bliver folk inderligt sure eller forargede eller glade eller noget andet. Og det er det kunsten skal gøre.
Ja det kan kunsten godt gøre. Den er ikke til for at please. Men den kunstneriske praksis er meget andet end det. Opfattelsen af hvad kunst er, udvikler sig med samfundet. Engang var kunsten primært de skønne kunster. Så blev det også en opgave for kunsten at vise det hæslige, verden som den er.

Kunsten
Sådan er det stadig. Men der kommer flere dimensioner til. Det sker, fordi de kunstneriske praksisser udvikler sig i mange forskellige retninger og sammenhænge.
Det kan være svært at skelne mellem, hvad der er kunst, og hvad der er aktivisme eller en social indsats.
De nye medier ændrer også forudsætningerne for den kunstneriske praksis, fordi produktion af film og musik bliver billigere, og produkterne kan distribueres hurtigt, nemt og overalt. Og så er der mange kunstnere, som er kritiske over for samfundet - ja er parate til at omstyrte den herskende orden.
I det hele taget er der utroligt mange kunstnere. Det er som om, at kunsten er blevet et fristed i samfundet, som har en form for eksistensaccept. Men det er også på tide med en debat om den politiske side af kunsten. Det er jo ikke nok at provokere, det er jo ikke nok at kreere nyt inventar i byen og male det lyserødt.
Kunsten bliver interessant der, hvor den reelt skaber nye indsigter i fænomener. Ved at forholde sig til vores hverdag, dér hvor den er aller almindeligst og ved at tage den almindelige dansker dybt alvorligt og finde ud af, at der er meget mere under overfladen end Pia Kjærsgaard bryder sig om. Hvis der er nogen, der støtter hende, er der sikkert en særlig historie om svigt bag.
Kunsten skaber perspektiver på byen og borgernes liv (også på landet, hvor det slet ikke er nemt), som er stier, der kan betrædes. Som kan flytte noget og nogen. Som venligt - og helt uden provokationer - fylder byen og os selv med poesi, det smukke, kære og et ja, se, sådan kan det også være. Grænser brydes ned og koder brydes op. Det er her, kunsten bliver farlig, helt uden at provokere.