Vi er fire K-partier, og selv om vi stort set er enige om det meste, snakker vi stort set aldrig sammen

af Raymond Swing, Frederiksberg
Jeg er bange for at blive regnet for ham, som evig og altid gentager sig selv. Men alligevel:
Vi er fire K-partier, og selv om vi stort set er enige om det meste, snakker vi stort set aldrig sammen. Jeg beklagede det i et læserbrev, da Kommunistisk Parti havde sit glimrende indlæg om krisens karakter, som alle vi K-partier ville have kunnet tilslutte os.
Men en invitation til et fælles initiativ, fik vi bare aldrig. Til gengæld lavede andre (for eksempel DKP) et nogenlunde lignende papir med samme beskedne virkning.
Og nu igen: Kommunistisk Parti har i Arbejderen den 8. august fremlagt sit miljøprogram på baggrund af partiets klart marxistisk-kommunistiske holdning.
Til lykke med det! Men - igen! Hvorfor går I hele tiden enegang i Kommunistisk Parti?
Tror I, I kan høste særlig megen anerkendelse på den måde? Dette forslag ville - i hvert fald for den første analytiske halvdels vedkommende - kunne høste fuld anerkendelse hos kammeraterne fra alle de andre partier.
Og igen: Sådan ville også dette have kunnet få langt større opmærksomhed - og ikke mindst påbegynde en udvikling, som i fremtiden ville kunne bære langt større frugter.
Men så en bemærkning til anden halvdel, den der hele tiden siger 'vi kan!' (det er blevet så moderne!). I glemmer bare at sige hvordan.
Den såkaldt 'virkeliggjorte kommunisme' kunne i hvert fald ikke, nemlig ikke skåne miljøet og samtidig konkurrere med kapitalismen.
Dette stiller så to store spørgsmål til os alle fire: Hvorfor kunne de ikke? Det er der inden for nyere økonomi en del meninger om.
Det andet spørgsmål (afledt af det første) ville da være: Hvordan må en bedre kommunisme være organiseret (økonomisk, teknisk, politisk og så videre) for at mestre begge disse to udfordringer samtidigt?
De to spørgsmål ville nok være en fælles diskussion værdig. Nej, så længe vi hver for sig er os selv nok, vil ingen af os fire K-partier opnå noget som helst.