Det er en håbløs opgave at udstikke moralske retningslinjer for sygdomme og behandling, for vi kan ikke adskille miljø, sociale forhold og det personlige ansvar

af Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark, Frederiksberg
Et rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget, viser, at hver fjerde regionspolitiker er parat til at gå imod sundhedslovens bestemmelser om borgernes lige adgang til sundhedsvæsenet.
Rent konkret er disse regionspolitikere indstillet på at sende for eksempel rygere, overvægtige og fysisk inaktive bagud i køen til sygehusbehandling.
At så mange sundhedspolitikere går med på den galej, kan kun skyldes påvirkningen fra de mange myter og halve sandheder, som bringes til torvs i nogle udgaver af den såkaldte folkesundhedsvidenskab.
Den bruges nemlig i nogle tilfælde som moralsk oprustning og fokuserer enøjet på, at enhver er sin egen lykkes smed, når det gælder sygdom.
Sygdom ses med andre ord i høj grad som resultatet af livsstilssygdomme, altså en svag karakter og nogle dårlige vaner i form af cigaretter, alkohol, fedt eller dovenskab.
Der er ingen tvivl om, at det er usundt at ryge, det er usundt at drikke for meget alkohol, og det er usundt at spise for fedt.

Sociale forhold
Men man glemmer fuldstændig, at mange sygdomme også opstår som resultat af sociale forhold, individet måske ikke altid selv har magt over, for eksempel nedslidning af bevægeapparatet på grund af ensidigt gentaget arbejde; psykiske sygdomme, der kan stamme fra utryghed og manglende indflydelse på arbejdssituationen; luftvejssygdomme hos børn i boliger tæt ved trafikerede gader og så videre.
Det er og bliver en håbløs opgave at udstikke moralske retningslinjer for sygdomme og behandling, for vi kan ikke adskille miljø, sociale forhold og det personlige ansvar.
Heller ikke biologien kan sættes på formel. Mennesker er for eksempel forskelligt genetisk disponerede.
Nogle rygere - endda rigtig mange rygere - ender desværre med at få lungekræft. Men andre, der har røget lige så meget, bliver gamle og dør til sidst af noget helt andet.

Rammer i flæng
Det vil sige, at vi skulle straffe den, der er uheldigt disponeret genetisk, og sende ham ned i køen, mens den anden lige så inkarnerede ryger frit og hurtigt skulle kunne få hospitalsbehandling for de andre ting, vedkommende i alderdommen måtte komme til at fejle.
Det er et håbløst foretagende, og straffene ville ramme i flæng og ganske uretfærdigt.
Det er også sådan, at næsten alle mennesker - hvis de lever længe nok - til sidst vil ende med at fejle noget, der kan rubriceres under en såkaldt livsstilssygdom, for eksempel forkalkning eller ringe muskelkraft på grund af inaktivitet. Dermed ville den ældre del af befolkningen for alvor blive ofre for den syge tankegang.
Selv om presset på sygehusene er stort, er der ingen vej udenom: Vi må holde fast i den lige adgang til sundhedsvæsenet og uden moralske mellemregninger tage os godt af alle, der bliver syge.
Vi behandler da også hende, der begår det moralske svigt at løbe over vejen for at nå bussen, men ikke får set sig for og bliver kvæstet af en bil.