Den økologiske krises omfang har gjort miljøpolitik til et centralt område i klassekampen, nationalt som internationalt. Med dette forslag til miljøpolitiske program fremlægger landsledelsen i Kommunistisk Parti sit bud på en analyse og stillingtagen på dette vigtige felt

af Kommunistisk Partis landsledelse
Den økologiske krises omfang har gjort miljøpolitik til et centralt område i klassekampen, nationalt som internationalt. Med dette miljøpolitiske program fremlægger Kommunistisk Parti sit bud på en analyse og stillingtagen på dette vigtige felt.
Grundlaget for Kommunistisk Partis miljøpolitik er en marxistisk analyse af miljøspørgsmålet set i sammenhæng med kapitalismens aktuelle udviklingsstade:
1. Arbejdet og naturen udgør kilden til al rigdom, det vil sige til alle menneskelige fornødenheder samt kulturelle værdier.
2. Menneskets stofskifte med naturen realiseres gennem arbejdet. I takt med kapitalismens udvikling til et globalt system er arbejdet de sidste 200 år i stigende grad blevet organiseret på dennes grundlag.
3. Kapitalismens mål er profit, det vil sige kapitalens akkumulation og vækst, mens mennesket og naturen kun er midler til at nå dette mål. Klassesamfundet, uligheden og rovdriften på menneske og natur er således forudsætninger for, at kapitalen kan nå sit mål.
4. Den kapitalistisk styrede vækst har givet stofskiftet med naturen en sådan karakter, at mange af klodens økosystemer nedbrydes. Det indebærer en alvorlig trussel mod den menneskelige civilisations opretholdelse og udvikling.
5. Den økologiske krise udgør i dag én ud af flere sammenflettede kriser for den civilisation, der bygger på den kapitalistiske produktionsmåde og forbrugsmodel. Den kapitalistiske systemkrise omfatter blandt andet også en økonomisk og finansiel krise, en energikrise, en fødevarekrise, en militær krise samt en ideologisk og moralsk krise.
6. En kommunistisk miljøpolitik har som mål at sikre grundlaget for fortsat menneskelig udvikling på et solidarisk grundlag. For at nå dette mål må stofskiftet med naturen reguleres rationelt, således at økosystemernes produktivitet og artsrigdom opretholdes - eller med andre ord: stofskiftet med naturen må være bæredygtigt.
7. Teknologiske og reguleringsmæssige nydannelser i kapitalistisk regi kan ikke sikre dette mål. Der er derimod brug for et opgør med den kapitalistiske produktionsmåde og etablering af en socialistisk produktionsmåde - og på længere sigt med hvad Marx kalder de associerede producenters fælles kontrol af stofskiftet med naturen.
8. Kampene mod miljøødelæggelse tager ofte et lokalt udgangspunkt. Miljøkrisen har imidlertid global karakter og må anskues i dette lys, samtidig med at kampene mod den må føres i respekt for folkenes selvbestemmelse og nationale suverænitet.
9. De folkelige bevægelser, herunder især fagbevægelsen og miljøbevægelsen, udgør den vigtigste drivkraft i denne kamp.

Balancen er forstyrret
Allerede før kapitalismen førte uvidenhed og nød gennem århundreder til nedbrydning af miljøet i form af udpining og erosion af jorden, overgræsning med videre. Den voldsomme skærpelse af miljøproblemerne, vi er vidne til dag i form af klimakrise og forurening, er imidlertid entydigt knyttet til kapitalismens udvikling som globalt system.
Profitdrevne menneskelige aktiviteter har bragt mange af naturens økosystemer ud af balance. Det truer deres artsrigdom og produktivitet og dermed også deres evne til at opretholde en menneskelig befolkning af den aktuelle størrelsesorden. Sammenbrud af økosystemer udgør en trussel mod den menneskelige civilisation. Profit er gift for miljøet.
Luft: De fleste økosystemer er i kontakt med og afhængige af atmosfæren og udveksler bestanddele med denne. Uhæmmet forbrug af fossile brændstoffer, skovfældninger med videre har øget luftens indhold af CO2 og andre drivhusgasser.
Temperaturen på kloden er allerede steget 0,7 grader Celsius over de sidste 100 år. Uden grundlæggende ændringer, især hvad angår forbrug og produktion af energi, vil den menneskeskabte temperaturstigning over en række årtier nå over to grader Celsius. Det fører os med meget stor sikkerhed mod katastrofale klimaændringer.
CFC-gasser fra brugte køleskabe og spraydåser vandrer langsomt op i stratosfæren og forårsager her nedbrydning af ozon. Mere ultraviolet stråling når derfor jorden. Det har, især på den sydlige halvkugle, betydet en væsentligt forøget risiko for hudkræft og antages at nedsætte havenes produktion af plankton, der er nederste led i fødekæden. Internationale aftaler har reduceret produktionen af CFC-gasser væsentligt; men selv ved et fuldstændigt stop vil problemerne vedvare i årtier.
Udslip af forurening i atmosfæren, specielt byernes luftforurening, skader planter og dyr og koster menneskeliv. Således vurderes luftforurening med småpartikler i København at koste 780 for tidlige dødsfald og 1560 ekstra hospitalsindlæggelser årligt.
Vand: Vand er fundamentalt for jordens økosystemer. Mennesket bruger 13 procent af den nedbør, som falder over land, til kunstvanding og lignende. Vandforurening fra industri og industrialiseret landbrug og udtørring på grund af overforbrug forarmer økosystemerne. I store landområder bruges vandressourcerne hurtigere, end de gendannes.
Mangel på vand eller forringet vandkvalitet fjerner livsgrundlaget for mange mennesker. Samtidig underlægges vandforsyningen flere og flere steder kravet om profit.
Profitdrevet rovfiskeri truer flere fiskebestande med udryddelse med alvorlige konsekvenser for mange mennesker, som bor ved kysterne. Over halvdelen af havenes fiskebestande udnyttes allerede i dag på eller over det niveau, hvor bestanden kan opretholdes.
Jord: Jordens overflade og dens økosystemer er over en bred front dybt påvirket af menneskelig aktivitet. Mest gennemgribende er påvirkningen gennem agerbruget, der optager 11 procent af jordens overflade. Agerbrugets areal kan nu stort set kun udvides på bekostning af urskovene, som svinder faretruende ind.
Det industrialiserede landbrugs jagt på den sidste profitmarginal har ført til et enormt forbrug af kunstgødning og en eskalerende kemisk krig mod uønskede arter. Resultatet er voldsom vandforurening og tilbagegang af hovedparten af planter, insekter og pattedyr i relaterede økosystemer.

Spildet er enormt
Materielle ressourcer ødes bort gennem oprustning, luksus for de rige, køb og smid væk-kultur, manglende genbrug, og gennem dyrkning af afgrøder til eksport eller til fremstilling af biobrændstof på bekostning af fødevarer til lokalt forbrug.
Olieressourcer fyres af på overdimensioneret bilisme og lufttrafik samt på transport af halvfabrikata kloden rundt for at udnytte den billigste arbejdskraft. Eksempelvis udleder Mærsks globale containerflåde CO2 på et niveau, der udgør to tredjedele af Danmarks samlede udledning.
Der bruges løs af grundstoffer, der findes i begrænset mængde. Alt i alt en hård told på de kommende generationer.
Også utallige menneskelige ressourcer ødes bort og går til spilde på grund af arbejdsløshed, utilstrækkelig kvalificering, dårlige sundhedsforhold, militarisering, beskæftigelse med spekulative finansielle operationer og med salg og reklame.

Grøn kapitalisme?
Kapitalen har hidtil afvist advarslerne om en økologisk krise, men må nu i det mindste erkende klimakrisens eksistens. Men den kan løses, hævdes det, gennem grøn kapitalisme: fortsat profitdrevet vækst men med omlægning til ny, grøn teknologi. Lokomotivet er markedskræfterne samt subsidier og afgifter, der udredes af skatteborgerne, det vil sige langt overvejende af arbejderklassen.
Parallelt hermed lægges ansvaret for at redde kloden over på det enkelte menneske, som skal adfærdsreguleres til at handle miljøbevidst og være en politisk forbruger.

Kapitalisme umuliggør holdbare løsninger
Kapitalismen har betydet en dynamisk, nærmest kræftagtig, udvikling af produktivkræfter, men har også bragt os i en situation, hvor menneskehedens fremtidsmuligheder trues. Spørgsmålet rejser sig: Findes der holdbare løsninger på den økologiske krise inden for kapitalismens rammer, således som borgerlige og reformistiske ledere hævder? Spørgsmålet kan kun besvares ud fra en korrekt analyse af kapitalismens karakter.
Under kapitalismen er den centrale drivkraft for menneskets stofskifte med naturen én og kun én: jagten på højst mulig profit. Menneskene og naturen er blot redskaber hertil - og de skal helst udnyttes så billigt som muligt. Nogle kapitalister vil sikkert gerne være grønne, men uden afkast, uden profit, går de hurtigt til grunde
Tilhængere af kapitalismen, specielt de reformistisk orienterede, sætter deres lid til den kapitalistiske stat som regulator for markedet. Men den kapitalistiske stat kan til syvende og sidst kun forsøge at sikre, at kapitalerne som helhed kan høste profit og akkumulere. Alternativet kan være kollaps. Så kan parlamenterne være nok så demokratisk valgte, og ønsker om bæredygtighed være fremført nok så ivrigt.
Konkrete politiske indgreb er imidlertid ikke upåvirkede af styrkeforholdet mellem arbejderklasse og kapital. Hvor kapitalen søger at give sådanne indgreb en rent kosmetisk karakter, kan de progressive kræfter gennem aktivitet og kamp forsinke driften mod økologisk sammenbrud og skabe magtpositioner i kampen for en anden styring af samfundet.
På det ideologiske område står kapitalismens promovering af det egoistisk forbrugende enkeltindivid i vejen for udvikling af fællesskab og solidaritet. Det samme er kapitalismens uundgåelige følgesvende: militarismen og bestræbelserne på at sætte forskellige dele af arbejderklassen op mod hinanden efter etniske og andre skillelinjer.
Kun hvis fællesskab og solidaritet bliver bærende, kan den fælles interesse i at bevare naturen blive styrende for vore handlinger frem for den enkeltes kamp for at hytte sit skind.

En anden vision
Menneskets stofskifte med naturen kan foregå, uden at økosystemer kommer ud af balance og kollapser. Det kan foregå, således at klodens utrolige skønhed og rigdom af arter bevares, og uden at skabe den fattigdom og sult, som nu er vilkårene for store dele af menneskeheden.
Vi kan indrette dette stofskifte, således at livsvigtige elementer (for eksempel mineralske næringsstoffer), ikke fjernes fra jorden, men tilbageføres, således at affald og affaldsstoffer genbruges, nedbrydes til ufarlige stoffer eller deponeres på sikker vis.
Regulering af arter, der konkurrerer med mennesket om føde og andre biologiske produkter, kan ske mekanisk eller ved brug af økosystemernes egne reguleringsmetoder og på mest mulig skånsom måde. De kemiske bekæmpelsesmidler kan fases ud.
Energikrisen kan løses og kursen mod en omfattende klimakatastrofe lægges om gennem energibesparelse og omlægning til vedvarende energi: sol, vind og vand.
Spild kan bekæmpes. Forbrugsgoder, maskiner og transportmidler kan fremstilles med mindst muligt forbrug af råvarer. De kan produceres, så de forbruger mindst mulig energi og med størst mulig holdbarhed. De kan gøres lette at reparere og opgradere og de anvendte materialer lette at genbruge.
Gennem planlægning af erhverv i forhold til boliger og institutioner og gennem etablering af effektiv kollektiv trafik kan vi minimere transportbehov og energiforbrug. Vi kan samtidig minimere ulykker og spild af tid og arbejdskraft. Ligeledes kan der foretages en hensigtsmæssig decentralisering af produktion og administration med deraf følgende styrkelse af demokratiet.
Fokus kan drejes væk fra forbrugermentalitet, kunstig fremelskning af behov og luksusforbrug til menneskets alsidige kulturelle udvikling, fra enhver hytter sit til løsning af opgaverne i et fællesskab af ligestillede, selvstændige mennesker. Livet kan indrettes, så menneskeheden forbruger for at leve og ikke lever for at forbruge.
Alt dette kan vi gøre, hvis vi sætter mennesket og naturen før profitten
Kommunistisk Partis vision for menneskets bæredygtige omgang med naturen er således tæt forbundet med kampen for et opgør med den kapitalistiske produktionsmåde og den kapitalistiske forbrugsmodel.

Nye veje må findes
Kapitalismens systemkrise stiller os over for dilemmaet: socialisme eller barbari. For at afskære kapitalens kurs mod barbariet er det nødvendigt at skabe enhed mellem alle progressive kræfter i en antimonopolistisk og antiimperialistisk kamp for socialisme. Kampen for miljøet er ét af dens afsnit. Tæt knyttet til den er kampen for national suverænitet og for de oprindelige folkeslags territoriale rettigheder.
De miljøkrav, der må stilles, er de, der til enhver tid giver bedst mulighed for et enhedsarbejde om forbedringer. Samtidig må de indebære en styrkelse af de strategiske positioner for arbejderklassen. Den vigtigste kraft er også her fagbevægelsen. Derfor må alle krav nøje formuleres ud fra arbejderklassens objektive interesser.
I kampen for at sikre en bæredygtig fremtid er miljøbevægelsen den vigtigste alliancepartner for arbejderklassen. Miljøbevægelsen rummer rigtig mange organisationer og mange aktive. Den er præget af at være klassemæssigt uensartet, og mange organisationer erklærer sig som stående udenfor klassekampen. Det kan indskrænke fokus til forsøg på at redde miljøet på det beståendes præmisser.
Med dette fokus stilles man ustandselig over for alternativet: bedre miljø eller bevarelse af arbejdspladser og konkurrenceevne, for eksempel lavere loft over svineproduktionen versus bevarelse af slagteriarbejdernes job, højere energiafgift versus bevarelse af konkurrenceevne samt sikring af job i energiintensive produktioner.
Hertil er svaret: Denne modstilling viser til fulde kapitalismens indskrænkethed og brutalitet i forhold til naturen og mennesket. Skabelse af en rig fremtid, baseret på bæredygtig produktion, kræver ikke fyringer, men tværtimod mobilisering af alle menneskelige kræfter og evner. I dette svar ligger nøglen til enhed mellem den faglige kamp og miljøkampen.
International solidaritet er en bydende nødvendighed på grund af miljøkrisens globale karakter og særlige brutalitet i de underudviklede lande, hvis befolkninger rammes allerhårdest. Kampen mod den økologiske krise kræver et globalt udsyn og solidaritet mellem arbejderklassen i de imperialistiske lande og folkene i de underudviklede lande.
Kommunisterne støtter og organiserer lokale kampe imod miljøkrisens konsekvenser og er rede til at bakke op om ethvert krav, der kan lette denne. Det er afgørende at skabe enhed om hovedkravene mellem de progressive bevægelser og arbejderklassen.
Skabes denne enhed, kan der nås resultater, der skaber øget fremdrift. Kampen vil tegne et perspektiv: En ny civilisation med andre menneskelige relationer og værdier.

Et rent miljø er en menneskeret
'Enhver har ret til liv' fastslår FN`s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948. Kommunistisk Parti er af den opfattelse, at retten til liv indbefatter retten til at leve under miljømæssigt sunde forhold.
Et rent miljø er således en menneskeret.
Det er en menneskeret at leve i uforurenede omgivelser, at kunne indånde ren luft, bebo og dyrke giftfri jord, have adgang til gratis vand af god kvalitet og til tilstrækkelige og sunde fødevarer. Det er en menneskeret at have adgang til en fair andel af jordens ressourcer og medbestemmelse over deres anvendelse og fordeling.

Aktuelle krav
Kommunistisk Parti stiller i den aktuelle situation følgende krav for at imødegå miljø- og energikrisen:
- Landbruget i Danmark skal omlægges til økologisk drift. Dansk deltagelse i ikke-økologisk landbrugsproduktion i andre lande i for eksempel Østeuropa eller ulande forbydes.
- Vi siger nej til genmodificerede afgrøder (GMO), der kun tilgodeser Monsanto og tilsvarende monopolers profithensyn på bekostning af mennesker og miljø. Disse monopoler, der sidder på såvel frøavl, fremstilling af pesticider som udvikling af GMO`er, skal brydes. Det samme skal den internationale aftale (TRIPS), der giver monopolerne ret til at patentere levende organismer og gener.
- Al ny teknologi, inklusiv kemisk, biologisk og landbrugsmæssig, alle forbrugsgoder og maskiner skal risiko- og miljøvurderes inden de tages i anvendelse, således at der tages hensyn til sikkerhed og mindst muligt spild af energi og materialer. Forsigtighedsprincippet skal anvendes.
- Den offentligt finansierede forskning, også inden for områderne energi og miljø, skal gratis kunne udnyttes af enhver. Resultater af private firmaers forskning inden for de nævnte områder skal være tilgængelige for ulande uden omkostninger for disse.
- Danmark må stoppe sin støtte til USA`s og EU`s militære og økonomiske imperialisme. Krig er en katastrofe for mennesker og miljø, hvor den rammer. Danmark må sige nej til økonomiske relationer, der tvinger lande til at stille ressourcer som jord, skove og mineraler til rådighed for monopolerne og udnyttelse på tværs af hensyn til miljø, bæredygtighed og nationale interesser.
- Danmark må vedkende sig sin forpligtigelse til at yde sit bidrag til at afværge den truende klimakrise. Det indebærer:
1. At CO2-udledningen i Danmark skal være sænket med 40 procent i 2020 (i forhold til 1990-niveauet), og at landet skal være CO2-neutralt i 2050. Som et af de rige, tidligt industrialiserede lande må Danmark yde en indsats over gennemsnit for, at den menneskeskabte, globale temperaturstigning holder sig under to grader Celsius som anbefalet af FN`s klimapanel. Danmark bør oprette en pulje på 0,5 procent af bruttonationalproduktet til klimabistand udover udviklingsbistanden.
2. At der lægges en plan for afvikling af alle kulkraftværker inden for en kort årrække, og at det offentlige sikrer en grundlæggende omlægning af energiforsyningen, herunder støtter decentrale kraftværker baseret på vedvarende energikilder, samt går foran i forskning og udvikling af tilhørende teknologi.
3. At det offentlige ligeledes går foran med hensyn til udbygning af et transportsystem, baseret på jernbanen og andre kollektive transportmidler,
4. At pseudoløsninger som handel med CO2-kvoter, atomkraft, eller lagring af CO2 under jorden skrottes.
- Ved alle omlægninger af produktionen, der er betinget af hensyn til miljø og energi, skal fag- og miljøbevægelsen sikres reel indflydelse. For eksempel skal der træffes bindende aftaler om genbeskæftigelse og uddannelse med den berørte del af fagbevægelsen, hvis omlægningerne betyder, at der frigøres arbejdskraft.

Kommunistisk Partis landsledelse vedtog på sit møde i juni eovenstående forslag til miljøpolitisk program. Forslaget skal nu diskuteres blandt partiets medlemmer og offentliggøres i dag i Arbejderen i håb om, at andre også vil blande sig i debatten.