Det er misvisende og utilstrækkeligt at kalde Israel for en apartheidstat blot på baggrund af en sammenligning med regimet i Sydafrika

af Hazem Jamjoum
De seneste år har analysen af Israel som apartheidregime fået tilslutning, og blevet videreudviklet af stadig flere rundt omkring i verden. For eksempel har modstanden mod apartheid sat sit tydelige præg på den globale bevægelse til støtte for palæstinensernes antikolonialistiske kamp, hvilket bevises af den stigende støtte til Israeli Apartheid Week.
Det internationale diplomatiske forsvar for Israel har på det seneste netop taget form som en afvisning af at Israels undertrykkelse af palæstinenserne er racistisk motiveret.
Udviklingen i kritikken toppede på absurd vis i forbindelse med Vestens kritik af den såkaldte Durban II-konference i april. Konferencen var en opfølgning af FN's Verdenskonference mod Racisme i Durban i Sydafrika i 2001, hvor palæstinenserne blev anerkendt som ofre for racisme.
USA, Israel, Canada og Italien meldte afbud til årets Durban II i protest mod muligheden for at Israel kunne blive udsat for kritik under konferencen.

Ligheder og forskelle
Mange af dem som har skrevet om Israel som apartheidstat, har i detaljer forsøgt at påvise ligheder med og forskelle fra apartheidregimet i Sydafrika. Dette i stedet for at tage udgangspunkt i at apartheid kan finde sted i en hvilken som helst stat. Til en vis grad er det let at forstå denne hang til historisk sammenligning, fordi det palæstinensiske civilsamfund selv har bedt andre lande støtte dets frihedskamp gennem boykot og sanktioner mod Israel - virkemidler som i sin tid bidrog til nedkæmpelsen af det sydafrikanske apartheidregime.
Men det meget stærke fokus på sammenligning med Sydafrika indsnævrer begrebets anvendelsesområde.
I en situation hvor stadig flere bruger 'apartheid' som betegnelse på graden og omfanget af Israels forbrydelser, bør vi udvikle en dybere forståelse af begrebet. Både som grundlag for vor støtte til palæstinensernes kamp mod kolonialisme - og for at kunne drage bedre nytte af sammenligninger med modstandskampe i andre dele af verden.

Afsky for apartheid
Det er måske ikke så mærkeligt at nogle Palæstina-tilhængere ser politisk værdi i at fæste 'apartheid-betegnelsen' på Israel.
Da modstanden mod apartheid var på sit højeste i 1980`erne og 1990`erne, havde det sydafrikanske folks kamp for retfærdighed og lighed nærmest status af noget helligt.
I dag ser både aktivister og manden på gaden på deres kamp med respekt, og på det kolonialistiske apartheidregime med afsky - og det med god grund. Sorte i Sydafrika kæmpede mod den hollandske og britiske kolonimagt i flere århundreder. De blev fængslet og dræbt, ydmyget på utallige måder og stemplet som terrorister af verdens stormagter, der stod last og brast med apartheidregimet. Alligevel nægtede de sorte at give op.
Deres modstand gjorde til slut prisen for opretholdelse af regimet så høj, at hverken kapitalen eller landets hvide politiske elite fandt det muligt at fortsætte som før.
Sammenligningen mellem de to modstandskampe styrkes også af de tætte bånd mellem palæstinensernes frihedsbevægelse, PLO (Palestinian Liberation Organisation), og det sydafrikanske ANC (African National Congress) samt af alliancen mellem Israel og Sydafrika. Denne alliance forblev stærk selv i tiden hvor presset mod og boykotten af apartheidregimet var allermest intens.

Mange fællestræk
En yderligere årsag til at israelsk 'apartheid' bliver et spørgsmål om sammenligning med Sydafrika, er frihedskampen, som har mange fællestræk med den palæstinensiske frihedskamp.
I begge tilfælde er den indfødte befolkning blevet tvunget væk fra størstedelen af sit oprindelige territorium af kolonistiske nybyggere. De har måtte bosætte sig i egne områder og reservater, og er blevet delt ind i forskellige grupper af kolonimagten - med dertilhørende forskellige rettigheder. De er blevet holdt nede gennem strenge restriktioner i deres bevægelsesfrihed; og al reel eller potentiel modstand mod det racistiske kolonistyre er blevet slået ned med brutal militærmagt.
Både Israel og Sydafrika har undgået strafforfølgelse på grund af magtfulde støtter, de har i EU og USA. Udover disse og flere andre ligheder finder vi også nogle kuriøse fællestræk: De to regimer blev etableret i 1948 efter mange år med britisk styre. I begge tilfælde blev den koloniserede befolkning nægtet adgang til områder svarende til 87 procent af arealet (med mindre der forelå en særskilt tilladelse) - og så videre. Når vi snakker i fortid her, gælder det altså for Sydafrika, mens det i Palæstina er tale om dagens virkelighed.

Apartheid og stemmeret
Eftersom ordet 'apartheid' er blevet mere almindeligt i forbindelse med Israel, har enkelte også undersøgt forskellene mellem de to regimer (Israel og Sydafrika) - om end af forskellige grunde.
En forskel er, at Israel generelt ikke har lovfæstet apartheid i sin nedrigeste form, så som adskillelse af offentlige toiletter og badestrande. Alligevel muliggør israelsk lovgivning systematisk diskriminering mod palæstinenserne.
Dernæst har Israels 1,2 millioner palæstinensiske borgere (cirka 20 procent af befolkningen) faktisk stemmeret, og kan stille op til israelske valg, mens de sorte i Sydafrika i stor grad blev nægtet samme rettigheder. En tredje forskel er selve hensigten med apartheid: I Sydafrika skulle systemet udnytte sorte som arbejdskraft i størst mulig grad. Apartheid i israelsk udgave udnytter også palæstinensere, men her er der primært tale om at deportere dem over grænser for at rense det historiske Palæstina for palæstinensisk nærvær.
Sydafrikanske besøgende til Palæstina har desuden påpeget at Israels magtanvendelse er langt mere brutal, end tilfældet var i apartheids velmagtsdage. Dette har fået flere kommentatorer til at hævde, at Israels fremfærd er værre end apartheid, og at betegnelsen derfor ikke er dækkende nok.

Universelt fænomen
At karakterisere Israel som apartheidstat i retslig forstand drejer sig imidlertid ikke om ligheder og forskelle i forhold til politik og praksis under det sydafrikanske apartheidregime, eller om hvorvidt lighederne er større end forskellene.
I 1973 vedtog FN's generalforsamling resolution 3068, der iværksætter den internationale konvention, som skal sikre strafforfølgelse af apartheidforbrydelser. Konventionen trådte i kraft 18. juli, 1976 - samme år som Soweto-opstanden i Sydafrika og opstanden i Palæstina, hvor palæstinensere protesterede mod konfiskering af land (Land Day - markes 30. marts hvert år, red.).
FN's resolution slår fast at apartheidforbrydelser per definition ikke er begrænset til Sydafrika.
Det universelle ved apartheid understreges også i de såkaldte Roma-statutter ved Den Internationale Straffedomstol, der definerer apartheid som en forbrydelse. Statutterne trådte i kraft i 2002, længe efter at apartheidregimet var nedkæmpet.
Selv om forskellige retskilders definition af apartheids forbrydelser kan variere i ordlyd, er indholdet det samme. Et regime gør sig skyldig i apartheid, hvis det systematiserer diskriminering og opretholder en gruppes dominans over en anden på grund af race.
Flere jurister, deriblandt Karine MacAllister, har lavet overbevisende analyser af i hvilken grad apartheidforbrydelser kan tilskrives det israelske regime. MacAllisters hovedpointe er, at i lighed med folkemord og slaveri er apartheid en forbrydelse, enhver stat kan begå. Institutioner, organisation og/eller enkeltpersoner som på vegne af staten gør sig skyldig i apartheid - eller bifalder dets godkendelse - kan stilles for retten i et land, som har tilsluttet sig konventionen eller den Internationale Straffedomstol.
Derfor er det misvisende at kalde Israel for en apartheidstat på baggrund af sammenligning med regimet i Sydafrika. Dette fører ofte beskrivelser af Israel som 'apartheidlignende' og analyser af det israelske styre som 'analogt' til apartheid.

Når noget er for meget
I tilfælde hvor det internationale samfund har anerkendt universelle forbrydelser, er det ofte med baggrund i enkelttilfælde så afskyelige, at det internationale beslutningsapparats 'rustne tandhjul' bliver sat i bevægelse.
Et eksempel er slavehandlen over Atlanterhavet, hvor folkeslag fra Afrika blev hentet til Amerika for at arbejde som private slaver for europæiske nybyggere. Denne gesjæft førte til forarbejdet til FN's tillægskonvention om afskaffelse af slaveri fra 1956.
Et andet og om muligt endda tydeligere eksempel er FN's Folkemordskonvention, som blev vedtaget i kølvandet på nazismens Holocaust, hvor millioner af jøder, kommunister, handikappede og romaer blev systematisk myrdet for at udrydde gruppernes eksistens.
I dag omtaler vi ikke moderne slaveri som 'slavelignende', og vi betragter heller ikke massemordene på tusindvis af mennesker i Rwanda i 1994 - hovedsageligt tutsier - som en 'analogi til folkemord'.

Bantustans
To hovedpointer i Karine MacAllisters analyse af israelsk apartheid fortjener særlig opmærksomhed, fordi de ofte bliver misforstået også af forkæmpere for palæstinenseres rettigheder.
Det første er, at Israels forbrydelser og overgreb ikke begrænser sig til apartheid. Det israelske regime, som palæstinenserne er underlagt, må snarere ses som en unik kombination af apartheid, militær besættelse og kolonisering.
Det er værd at mærke sig, at forholdet mellem disse tre virkemidler må efterforskes og undersøges nærmere. Her har den nationale komite, som koordinerer palæstinensernes kampagne for boykot og sanktioner, begyndt et virkeligt arbejde. Deres principprogram, 'United against apartheid, colonialism and occupation: Dignity and justice for the Palestinean people' (Forenet mod apartheid, kolonialisme og besættelse: Værdighed og retfærdighed for det Palæstinensiske folk) giver en oversigt - til dels detaljeret - over forskellige sider ved Israels tilrettelæggelse af apartheidforbrydelser. Ligeledes antyder den en sammenhæng mellem kolonialisme og besættelse set fra det palæstinensiske civilsamfunds side.
Det anden pointe er, at Israel begår apartheidforbrydelser også udenfor Vestbredden og Gaza.
Selve kernen i Israels apartheidpolitik er dets love for blandt andet nationalitet, statsborgerskab og jordbesiddelse. Israels diskriminerende lovgivning på disse områder har som hovedmål at undertrykke de palæstinensere (flygtninge og internt fordrevne), som blev tvunget til at forlade jord og ejendom under 'Nakba' - katastrofen i 1948 - samt palæstinensiske minoriteter som boede indenfor våbenhvilezonen (ofte kaldt den grønne linje) i 1949, og som senere blev israelske statsborgere.
Da Vestbredden og Gaza blev besat i 1967, blev det israelske apartheidregime udvidet til disse områder, for at kolonisere palæstinenserne som boede der og for at holde dem under militærkontrol. Igen kan Sydafrika tjene som eksempel: Her var apartheid ikke begrænset til de såkaldte batustanstater (en bantustan er et område som i henhold til apartheidpolitikken, har været reserveret til afrikansk bosættelse, red.) eller reservater; apartheid betegner hele regimet, ikke én eller flere af dets racistiske manifestationer.

Del og hersk
Analysen af Israel som apartheidstat har vist sig at blive meget vigtig, og det på flere måder. For det første påpeger den, helt korrekt, at etnisk diskriminering er grundlæggende i Israels undertrykkelse af palæstinenserne.
Adskillelse er en vigtig effekt af israelsk politik i både en analytisk, juridisk og fysisk forstand. Der er tale om en adskillelse af palæstinensere i forskellige grupper, der igen bliver opdelt i en række undergrupper: Palæstinensere på Vestbredden, i Gaza og indenfor den grønne linje i tillæg til de palæstinensiske flygtninge.
Denne inddeling bidrager til at splitte den palæstinensiske friheds- og solidaritetsbevægelse.
I et sådant lys giver analysen af Israel som apartheidstat en retslig og analytisk ramme, som gør det muligt at formidle og forstå palæstinensernes situation. Endvidere gør det det lettere konkret at støtte deres kamp som en helhed. For det tredje - dette er særligt vigtigt for solidaritetsbevægelsen - udgør dette en retslig og analytisk ramme for den voksende globale kampagne, der gennem boykot og sanktioner vil tvinge Israel til at overholde folkeretten.

Retslig analyse
Jeg hævder altså at spørgsmålet om, hvorvidt israelsk politik bør kaldes 'apartheid', må afgøres gennem retslig analyse og ikke gennem sammenligning med Sydafrika.
Det betyder imidlertid ikke at en sammenligning er uden værdi. For dem som er involveret i frihedskampen er sammenligning tvært imod helt afgørende for at kunne lære af historien. Et vigtigt udgangspunkt er det faktum at frihedskampen i Sydafrika, var en kamp mod kolonialisme, som den er det i dag for folk i Palæstina såvel som i Amerika. Ved at se israelsk apartheid og det zionistiske projekt som udtryk for kolonialisme, bliver vi i stand til at fokusere på vigtige spørgsmål som overtagelse af jord, demografisk styring, og at en etnisk gruppe udøver politisk og økonomisk kontrol over en anden på forskellige måder. Netop sammenligningen med en anden antikolonialistisk modstandskamp er en hovedkilde til forståelse af denne dimension ved Israels undertrykkelse.
Den giver også viden om muligheder for bekæmpelse af undertrykkelse.

Lære af ANC
En af de vigtigste erfaringer, som palæstinenserne kan trække på fra kampen mod apartheid i Sydafrika, er at ledelsen i ANC blev presset til at gå på kompromis med sine økonomiske krav til regimet, herunder tilbagelevering af landområder til de sorte. Blot en lille del af landområderne i Sydafrika, som de hvide kontrollerede, blev omfordelt til de sorte efter 1994.
Det sydafrikanske folk nedkæmpede apartheid som politisk system, mens kampen mod økonomisk apartheid forsat føres på forskellige fronter. For eksempel i form af fattigdomsbekæmpelse og kampagner for jordløse.
Ledelsen i den palæstinensiske frihedsbevægelse er efter fredsprocessen i 1990`erne blevet omdannet til en myndighed uden suverænitet. Den er afhængig af Israel for at fungere økonomisk og nyde international legitimitet. For at komme ud af dødvandet må palæstinenserne og deres allierede enes om en politisk strategi, hvor kravet om flygtningenes ret til at vende hjem kombineres med tilbageførelse af land.

Pas på to-stat
Også i spørgsmålet om 'to-statsløsningen' - denne tanke om en deling som almindelige diskussioner om fred i Mellemøsten ofte er baseret på - kan trække på vigtige erfaringer fra sammenligninger med Sydafrika.
I 1970`erne forsøgte myndighederne at løse landets 'demografiske problem', der bestod i at flertallet af befolkningen ikke havde stemmeret. Dette gjorde apartheidregimet ved at konstruere et slags formelt demokrati gennem en genopfindelse af bantustanstaterne eller 'homelands' som selvstændige stater.
Bantustanstaterne blev først oprettet under det britiske styre i Sydafrika i to omgange i 1913 og 1936. De udgjorde omkring 87 procent af landets totale areal, og skulle adskille den sorte befolkning fra nybyggerne.
De britiske myndigheder i Pretoria definerede ti etniske grupper, og gav dem hver en bantustanstat. Dermed blev alle indfødte sydafrikanere klassificeret som tilhørende et sådan 'homeland' (hjemland), og indbyggerne som ikke følte sig hjemme i nogen af de definerede etniske grupper, måtte pænt tilpasse sig for at opnå status som borger.
Mellem 1976 og 1981 forsøgte apartheidregimet at gøre de oprindelige britiske bantustanstater til selvstændige stater: Transkei i 1976, Bophutswana i 1977, Venda i 1970 og Ciskei i 1981. Hver af dem blev tildelt eget flag og regering bestående af indførte men aflønnet fra Pretoria. Staterne var formelt selvstændige med ansvar for offentlige ydelser og egen politistyrke, men havde til gengæld ingen rigtig suverænitet.
Tanken var at eftersom bantustanstaterne blev skilt ud og internationalt anerkendt som egne stater, ville Sydafrika blive et land, hvor den hvide befolkning udgjorde en majoritet på 100 procent og ikke en minoritet på ti procent. Dermed vil regimet kunne operere og fremstå som demokratisk legitimt og være uangribelig.
Ingen lod sig dog narre.
ANC lancerede en effektiv kampagne for at modvirke ethvert forsøg på international anerkendelse af bantustanstaterne som selvstændige stater. Også internationalt mislykkedes regimet med sin plan med den mærkbare og måske ikke så overraskende undtagelse, at den eneste bantustanstat-ambassade som blev oprettet, blev oprettet i Tel Aviv for Bophuthatswana.

Israel vil kopiere
I Palæstina har Israel anvendt en lignende strategi.
I et forsøg på at udøve kontrol anerkendte for eksempel israelerne i 1950`erne 18 palæstinensiske beduinstammer i Negev-ørkenen i det sydlige Palæstina, og udnævnte en loyal sheik som leder for hver af dem. Folk som ikke tilhørte nogle af stammerne, blev tvunget til at slutte sig til en af dem, for at kunne opnå israelsk statsborgerskab.
I 1970`erne forsøgte regimet i Israel at nedsætte palæstinensiske styringsorganer for Vestbredden og Gaza i form af 'landsbysammenslutninger'. Som i bantustanstaterne var tanken, at de skulle udvikle sig til ikke-suveræne regeringer - selvstyreenheder med pomp og pragt.
I lighed med regimet i Sydafrika mislykkedes den israelske plan, både fordi PLO havde etableret sig som den eneste legitime repræsentant for palæstinenserne, og fordi de fleste folk havde gennemskuet strategien og gjorde modstand mod den med alle midler. Læren for Israel var, at PLO enten måtte nedkæmpes totalt eller omdannes til et indfødt redskab for det israelske apartheidstyre.
Israelerne gjorde store anstrengelser for at ødelægge PLO i 1980`erne og tidligt i 1990`erne.
Da østblokken kollapsede ved den Kolde Krigs afslutning, blev mange af PLO's vigtigste støttepiller svækket. I tillæg blev PLO's forhold til Saudi-Arabien og Kuwait anstrengt som følge af den første Golfkrig.
Israel udnyttede situationen til at omdanne PLO fra en frihedsbevægelse til en 'statsbærende' enhed - et arbejde som blev kronet med succes da Oslo-aftalen blev underskrevet syv måneder efter, at Sydafrika havde sit første frie valg.

Samme kamp
Presset for at etablere og skaffe international anerkendelse til en uafhængig palæstinensiske stat indenfor grænserne af en palæstinensiske bantustanstat adskiller sig ikke særlig meget fra det sydafrikanske regimes forsøg på at få anerkendt Transkei og Ciskei.
Her er vi ved selve kernen i to-statsløsningen.
Den afgørende forskel fra Sydafrika er at i palæstinensernes tilfælde står også verdens supermagt og dens håndlangere i den arabiske verden samt Europa bag presset for anerkendelse af Palæstina som bantustanstat - med aktiv godkendelse fra Palæstinas indfødte mellemmænd.

Oversat til Arbejderen af Kim Andersen

Sagen:
* Hvorvidt israelsk politik bør kaldes 'apartheid' må afgøres af en retslig analyse, og ikke gennem en sammenligning med Sydafrika, mener Hazem Jamjoum.
* Jamjoum argumenterer for at en sådan retslig analyse af Israel som apartheidstat er vigtig af tre grunde:
1) Den påpeger at etnisk diskriminering er grundlæggende i Israels undertrykkelse af palæstinenserne.
2) Den påviser at adskillelse af palæstinensere er en vigtig følge af israelsk politik.
3) Den retslige analyse udgør også grundlaget for den voksende globale kampagne, der skal få Israel til at overholde folkeretten.
* Artiklen er tidligere bragt af The Electronic Intifada.

Forfatteren
Hazem Jamjoum er redaktør af det engelsksprogede kvartalsmagasin Al Majdal, som udgives af Badil - et ressource-center i Betlehem for palæstinensiske flygtninge.