Det er Mogens Fogs uvisnelige fortjeneste, at han hejste den nationale selvbestemmelses frihedsfane og at han i høj grad var med til at genoprette befolkningens selvværd og animerede den til selv at yde en indsats og ikke passivt vente på, at friheden blev bragt af andre

af Frede Klitgård, formand for Aktive Modstandsfolk
Forsøgene på at revidere, afblege og om muligt udslette frihedsbevægelsen og dens resultater fra offentlighedens kollektive erindring nåede et nyt perfidt højdepunkt i maj 2009. I en biografi på to bind om Mogens Fog, der var leder af den meget store og bredt favnende folkebevægelse Frit Danmark og medlem af Frihedsrådet, tillader den nyudklækkede historiker Morten Møller sig at stemple Mogens Fog som landsforræder.
Det er et outreret politisk synspunkt og endda et meget dårligt. Morten Møllers politiske modvilje rækker langt ind i det historiske idéfællesskab, som modstandsbevægelsen bekæmpede. Det er Mogens Fogs uvisnelige fortjeneste, at han hejste den nationale selvbestemmelses frihedsfane og at han i høj grad var med til at genoprette befolkningens selvværd og animerede den til selv at yde en indsats og ikke passivt vente på, at friheden blev bragt af andre.

Morten Møllers opfindelse
På forsiden af bind et hedder det med fede typer: 'Fra modstandshelt til landsforræder'. Det lyder jo sensationelt oprørende, men inde i bogen må læseren lede forgæves efter relevant belæg for påstanden. Mogens Fog deltog ofte i den offentlige debat, men ingen af hans ofte arge og vel formulerende modstandere har dog overskredet alle normalitetens grænser og koblet det injurierende og kriminaliserede begreb landsforræder på den politiske modstander.
Heller ikke hans daværende meningsfæller er faldet så dybt, end ikke i den til tider skarpe strid om for eksempel Mogens Fogs deltagelse i stiftelsen af Socialistisk Folkeparti (SF), hvor han kunne være stemplet som for eksempel renegat. Oplyste og civiliserede mennesker vil i en debat altid tilstræbe at holde sig til sagen. Så her har den bagvaskende historiker noget positivt at lære.
Stemplet 'landsforræder' er Morten Møllers personlige 'opfindelse'. Her er kæden tydeligvis sprunget af for den åbenbart ambitiøse historiker, der vellystigt tramper på en forlængst afdød og derfor forsvarsløs 'humanist, skønånd, videnskabsmand, professor, rektor, politiker' (citat fra Politiken 13. maj 2009).

Manglende beviser
En normal historiker ser det som sin opgave at indsamle og forelægge oplysninger og tilforladelige kilder mens en eventuel dom overlades til læseren/tilhøreren.
Seriøse historikere, journalister med flere efterlever som en selvfølge en uskreven eller gylden lov, som foreskriver, at før en bestemt begivenhed eller et udsagn skal være bevist eller gyldigt, skal den eller det være bekræftet af mindst to af hinanden uafhængige kilder eller vidner. Men sådan noget ligegyldigt og tidskrævende bureaukrati bekymrer ikke Morten Møller. Han respekterer ingen barrierer for sin 'ret' tll i ytringsfrihedens hellige og misbrugte navn at nedrakke og tilsvine et hæderligt og respekteret menneske.
I en ung alder har Morten Møller valgt at træde ud af rollen som en troværdig historiker og eksponerer sig som listig propagandist. Han bruger det trick, at han i strid med mange fakta fremstiller Mogens Fog som et Janushovede (et hovede i hver retning), som en beregnende dobbeltspiller, der blandt andet beskyldes for at have fortiet, at han var 'trofast kommunist' og aldrig opgav sin socialistiske indstilling.
Det er nok her, at 'hundens ben ligger begravet'. Mogens Fog fortiede ikke sin sympati for kommunisterne, og ellers var der jo modstandere, som flittigt udnyttede dette forhold til at mistænkeliggøre og angribe Fog.

Modstanden i sigtekornet
Ved mistænkeliggørelsen af Mogens Fog sigter Morten Møller øjensynligt ikke efter noget helt personligt, men efter noget helt andet og højere, nemlig modstandsbevægelsen, hvor kommunisterne spillede en ledende rolle, og hvor det kommunistiske parti var den eneste politiske kraft, som fuldt og helt tilsluttede sig frihedskampen.
Hans sprogbrug er kendetegnet ved i enhver omtale af frihedsbevægelsen og af de onde og konspirative kommunister at anvende værdiladede, negative ord med pil nedad. Han 'glemmer' at fortælle, at kommunisterne - med eller uden Fog - uafladeligt virkede som den gær, der hævede den tværpolitiske frihedsbevægelse op på et højere niveau - fik den til at vokse sig stor og indflydelsesrig.
Båret frem af stadig større og følelige sabotager imod den tyske besættelsesmagt og dens danske politiske og økonomiske kollaboratører var modstandsbevægelsen i løbet af 1943 vokset til at være Danmarks hidtil største og bredest sammensatte folkebevægelse.
Den 29. august var den så magtfuld, at den tvang den danske samarbejdsregering til at gå af. Modstandsaktionerne havde indgydt den danske marine mod. Fra den passive rolle som en kastreret orlogsflåde under tysk opsyn tilsluttede den sig nu modstanden og sænkede flåden.

Folket fyrede 'sin' regering
Men hæren, hvor over en tredjedel eller 180 af officererne var medlemmer i det nazistiske parti under Frits Clausen, overlod al hærens materiel til tyskerne, omhyggeligt smurt, optalt og emballeret. Ikke så lidt som en pistol blev afleveret til modstandsbevægelsen, der i modsætning til hæren, som ikke ville kæmpe, havde brug for våben for at kunne forsvare sig imod tyskerne og deres danske håndlangere i Schalburg- og Hipo-korpset.
Dette, at befolkningen satte den tyskkontrollerede regering skakmat og bogstavelig talt fyrede den på 'gråt papir' var den største omvæltning i nyere tid og et vidnesbyrd om, hvad en aktiv folkelig modstandsbevægelse kan udrette.
Mogens Fog havde sin store andel i denne modstandsbevægelsens sejr, der var den største under besættelsen og langt overstiger glæden ved befrielsen den 4. maj 1945.
Frem for noget var Mogens Fog samarbejdets mand. På et tidligt tidspunkt under besættelsen skabte han kontakt mellem kommunisternes formand Aksel Larsen og den konservative folketingspolitiker Christmas Møller. Det var spiren til paraplyorganisationen Frit Danmark.
Morten Møller og ligesindede burde stille sig selv det spørgsmål, hvor Danmark ville have været henne uden Mortens Møllers landsforrædere. Det er evident, at det er helt andre folk, som kandiderer til stemplet 'landsforræder'. Ud over medlemmer af det tysk-nazistiske Frikorps Danmark og debile Hipo-folk kan der reserveres plads i køen til højt rangerede kollaborationspolitikere fra forskellige partier og til officerer, der ved den såkaldt skæve våbenfordeling forrådte sabotørerne.

Hemmelig konference
Morten Møllers bagvaskende korstog fører logisk til spørgsmålet om hvor al den svovl og galde kommer fra, og til spørgsmålet cui bone? (til gavn for hvem?).
Sporet fører tilbage til en særdeles eksklusiv konference på Odense universitetet i 1995. Her svingede konsensushistorikeren Aage Trommer pisken over sine kolleger og afslørede, hvad der var deres patriotiske pligt. Det var ikke projekter om besættelsestiden set gennem modstandsbriller, og der måtte ikke svares på spørgsmålet om, hvor Danmark ville have været henne, hvis Hitler og hans nazister havde sejret i den store krig. Historikerguruen, der også er blevet kaldt 'jernbanesabotagens morder', fordi han frakendte den nogen som helst betydning, udstedte faktisk en forholdsordre, som besættelsestidshistorikerne skulle efterleve. Han erklærede, at for at få bevilget 'ressourcer' skulle der sættes positivt fokus på samarbejdspolitikken og dens udøvere.
Dette er i en nøddeskal den autoriserede og politisk korrekte konsensuslinje, som alle føjelige historikere skal følge, hvis de 'i verden vil frem'. Det kan sikkert ikke forventes, at Morten Møller vil være blandt de opsætsige forskere, der bryder den gnavende slavelænke af kæft, trit og retning. Han bærer den tværtimod frivilligt.

De to bøger om Mogens Fog blev anmeldt i Arbejderen den 28. maj.