14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

68-spøgelset

68-spøgelset

Lørdag, 27. juni, 2009, 00:00:00

Historiker efter historiker har dokumenteret, at nazismens fremmarch var storkapitalen og magthavernes nationalchauvinistiske ambitioner, der skulle indfries, og absolut intet ungdoms-oprør

af Bjarne Nielsen
Jyllands-Posten, avisen hvis politiske tæft var mest indflydelsesrig i 30`ernes fascistoide periode, med kommunist- og jødehetz, forsøger løbende at komme tilbage til fordums styrke.
Det er svært om ikke umuligt, hvis niveauet fra lederen den 22. juni er symptomatisk. Under overskriftet 'Løgnen bag `68' forsøger lederskribenten sig med hele to løgne.
Den første er at 'det var et pistolskud, som ændrede den vesttyske efterkrigshistorie dramatisk, og som sendte sine chockvirkninger ud i store dele af Vesteuropa'.
Hvor alle andre ved, at alarmerende ringe uddannelsesforhold, en spirende anti-imperialistisk bevægelse med afsæt i krigen i Vietnam og befrielseskrigene i den Tredje Verden sammenholdt med store nye årgange af studerende, hvoraf en stor del, for første gang i historien kom fra arbejderklassen, var nogle af ungdomsoprørets årsager.
Dertil kom mange menneskers opgør med konformitet og dyrkelse af materialismen og ligusterhækkene.

Et pistolskud
Men Jyllands-Postens lederskribent tror, at et pistolskud affyret af en DDR-efterretningsmand ved en demonstration mod Shahen i Berlin var udløseren af ungdomsoprøret i 1968.
Da undertegnede i 50`ene gik i den danske folkeskole, blev vi også undervist i, at det var et pistolskud i Sarajevo der var årsagen til Første Verdenskrig.
Lederskribenten i Jyllands-Posten når med sin anden løgn nye højder for tåbelighed eller dumhed. Det er en smagssag.
Hun, Sanne Schwartz, skriver at 'Tyskland er - igen - kastet ud i den helt store selvransagelse. Mange ubekvemme sandheder kommer for dagens lys. Ikke mindst de åbenlyse paralleller mellem ungdomsoprøret i 1930`erne (det nazistiske) og ungdomsoprøret i 1968 (det socialistiske) gør ondt. Man taler i dag i Tyskland om 33`erne på samme måde, som man taler om 68`erne. Hvorfor er det ikke mindst intellektuelle, som falder for den totalitære fristelse?'
Har avisen hverken indsigt, hukommelse eller skam i livet?

Det modsatte af 68-oprøret
Historiker efter historiker har dokumenteret, at nazismens fremmarch var storkapitalen og magthavernes nationalchauvinistiske ambitioner der skulle indfries og absolut intet ungdomsoprør.
Midlerne var vold, racisme og hetz mod mangfoldigheden og det anderledes. Det modsatte af 68-oprøret.
'Protestopbruddet var både i 33 og 68 båret af studenter', postulerer madammen fra det jyske.
Uanset om man kan lide det eller ej, var den tyske småborger og arbejder meget langt villig til, ud fra forskellige motiver, at følge nazisterne. Noget det tyske kommunistparti, KPD og masser af intellektuelle kæmpede hårdt, modigt og intenst imod, indtil de måtte flygte, blev sat i lejre eller 'bare' blev dræbt.
Undertegnede hylder ytringsfriheden, men med Jyllands-Postens leder blev denne grundholdning alvorligt udfordret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp