14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den skattefinansierede privatisering

Den skattefinansierede privatisering

Tirsdag, 23. juni, 2009, 00:00:00

Det er også lodret vrøvl, når ledende regeringspolitikere påstår, at formålet med ¤¤nummeret¤¤ er at skaffe mere kapacitet på de forskellige områder

af Tom Elkær-Hansen, København
Siden 2001 har et flertal af Danmarks vælgerbefolkning givet deres stemmer til en politisk gruppering, der som tak har snydt os, så vandet driver.
Snyderiet har bestået i, at mens skatteyderne har betalt for en længere række velfærdsydelser som for eksempel børnepasning, undervisning, sundhedstjenester, ældreomsorg og så videre, så har regeringen systematisk udsultet - for ikke at sige beskåret - de kollektive institutioner, der skulle sørge for forsyningen på de forskellige områder.
Hvad er de overskydende skattekroner så gået til?
Jo, til at de offentlige institutioner har kunnet kompensere for deres reducerede formåen ved at henvise de 'kunder', de ikke selv har kapacitet til at klare, til private udbydere. Men det er ikke det værste.
Den pris, de offentlige institutioner har skullet betale for henvisningerne, har været op til 25 procent højere end det, vore fælles vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler, alderdomshjem med videre selv kunne producere de samme ydelser for.
Se, så behøver man ikke være noget matematisk geni for at regne ud, at den velfærd, vi i snart otte år har fået for vore skattekroner, er betragteligt mindre end den, vi kunne have opnået, hvis VKO-blokken havde organiseret deres privatisering på mindre fordækte, mere regulære og redelige og i hvert tilfælde på ikke-skatteyderfinansierede vilkår.
Af samme grund er det også lodret vrøvl, når ledende regeringspolitikere påstår, at formålet med 'nummeret' er at skaffe mere kapacitet på de forskellige områder.
Der er jo ikke kommet flere pædagoger, lærere, læger, syge- og sundhedsplejersker, sundhedsassistenter og -hjælpere med videre på grund af VKO`s halvskjulte subsidiering af de private velfærdsforetagender.
Det forhåndenværende personale flytter blot derhen, hvor lønningerne er højest, og det er - på grund af de nævnte 25 procent - de private udbydere.
Fogh-Løkke-regeringen samt Dansk Folkeparti burde fra starten have fortalt befolkningen, hvad det er, de egentlig er ude på:
Privatisering - på skatteydernes regning og til skade for hovedparten af danskernes velfærdssituation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp