Nogen må kende til hemmelige gylleformularer, for der findes ingen smarte løsninger på landbrugets gyllesvineri.

af Holger Ø. Mortensen, Odder
Mange politikere og konventionelle bønder bekender sig lige som resten af miljødanmark til det glade budskab om gylleseparationens velsignelser.
Man hører ofte vendingen: 'Gylleseparation er en meget smart måde at udnytte både energien og næringstofferne i gylle.'
Nogen må kende til hemmelige gylle-formularer, for der findes ingen smarte løsninger på landbrugets gyllesvineri.
Problemet er i al sin gribende enkelhed, at landbruget årligt importerer 1,2 millioner tons kvælstofholdigt foder til landets mange svin og køer - ligesom minkfarmene omsætter protein- og kvælstofholdigt fiskepulp.
Mindst 75 procent af dette kvælstof ender via gylle eller staldventilation i miljøet.
Separation, dyrkningsfrie bræmmer og andre fixfaxerier kan flytte lidt rundt med næringstofferne.
Men så længe fragtskibe med sojafoder fra fjerne lande - blandt andet Argentina og Brasilien - losser i Danmark, vil landbruget ødelægge naturen, grundvandet, vandløb, søer og sårbare naturtyper og skabe iltsvind i de kystnære områder.
Det kan tilhængere af gylleseparation og gyllegasværker ikke lave om på. Det ville være langt mere formålstjenligt, hvis politikere, magtfulde lobbyister på Axelborg og ivrige bønder ville nedsætte antallet af husdyrenheder (DE) med for eksempel 75 procent. Også CO2 udslippet ville falde drastisk.
Hvis man for alvor begynder at bygge disse 'gyllekogerier' og gør kommuner og modtagere af energi fra disse afhængige af gylle-gassen, fordrer det blot endnu flere svin i Danmark. Og dermed endnu mere importeret foder fra tredjelande. En ond cirkel er startet.