Danmark er ramt af økonomisk krise. Ledigheden stiger katastrofalt. Godt og vel 1700 personer har mistet deres arbejde hver uge siden årsskiftet, og de danske virksomheder har varslet tusindvis af fyringer alene i de første måneder af 2009
fra 3F`s Byggegruppe
Siden juni 2008, hvor arbejdsløsheden bundede med 47.000 fuldtidsledige, er ledigheden nu steget til over 82.000. Bygge- og anlægsbranchen er hårdest ramt. Byggeledigheden er firdoblet på et år. Ledigheden forstærkes massivt af underbetalt udenlandsk arbejdskraft, som ikke bidrager til den danske samfundsøkonomi. Svindel med skat, moms og afgifter er dagligdag.
Fogh er gået af. Løkke er kommet til. Intet er ændret. Danskerne mødes stadig med svaret om, at Danmark står stærkt i krisen, og at der ikke er behov for en vækstpakke. Det er der måske ikke i rigmandsvillaerne og i de dyre sommerhuse på Sjællands nordkyst. Men det er der hos stilladsarbejderen i Rødovre, hos arbejdsmanden i Varde og hos tagdækkeren i Fåborg. Med en fyreseddel i hånden ved de bedre end nogen, hvad krisen betyder.
Mange ældre mennesker venter på at få en plejebolig eller bor i en bolig, som slet ikke lever op til de standarder, som vi bør tilbyde vores ældre medborgere. Det samme ansvar har vi over for vores børn. Mange skoler er sundhedsfarlige og faldefærdige.
Der skal afsættes milliardbeløb til offentlige investeringer i blandt andet nye skoler, plejehjem og kollektiv trafik, til renovering af offentlige bygninger og nedslidte kloakker. Når Århus og København kommuner afsætter milliarder, bør regeringen kende sin besøgstid.
Bankpakker, der udelukkende konsoliderer bankerne samt støtte til nye badeværelser og køkkener i villakvartererne og skattelettelser til virksomhederne, er ikke vejen frem. Statslige investeringer bør komme hele samfundet til gode. Det ville klæde virksomheder og multinationale selskaber, hvis de i højere grad bidrog mere til samfundet.
Dagpengene bør hæves med mindst 25 procent.
Folketinget skal også sikre, at vi får taget hånd om de mange ledige, der har brug for uddannelse. Lad os bruge den økonomiske nedtur til at give danskerne en uddannelsesmæssig optur. Der bør gives tilskud på 25 procent under efteruddannelse. Vi ved, det virker. Regeringen ved, det virker. Så hvad venter vi på?
Vi kræver stærkere kontrol med den udenlandske arbejdskraft og virksomheder samt indgreb over for konkursrytteri. Det offentlige skal ved alle udbud kræve arbejdet udført på overenskomstmæssige vilkår samt respektere den danske model.
Vi kræver, at regeringen og Folketinget tager krisen alvorligt og gør det, der skal til - ellers skal der udskrives valg.
Vi kræver handling nu.
Vedtaget på landsbranchemøde 16.-17. maj
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278