Det er spild af skatteborgernes penge at tildele millionerstatning, når reglerne ikke overholdes
fra Danmarks Naturfredningsforening
Kommunernes varetagelse af miljøtilsynet eller mangel på samme er i dag en krænkelse af borgernes retsbevidsthed.
Borgerne betaler direkte og indirekte et stort milliardtilskud til landbruget. Men desværre overholder alt for mange landbrug ikke deres miljømæssige forpligtigelser.
Danmarks Naturfredningsforening opfordrer miljøministeren til at pålægge kommunerne at kontrollere og forbedre forholdene ved vores vandløb.
Alt for mange steder opfylder landbruget ikke lovkravet om to meter bræmmer. Myndighedernes registrering af forholdene er yderst mangelfuld.
Repræsentantskabet kritiserer, at de eksisterende regler ikke bliver efterlevet troværdigt.
Grøn Vækst
Inden længe ventes det, at regeringen offentliggør udspillet til 'Grøn Vækst'. Danmarks Naturfredningsforening har peget på, at de dyrkningsfri zoner skal udvides, og at kontrollen skal forstærkes.
I dag er der en to meter dyrkningsfri zone op til vandløb. Danmarks Naturfredningsforening ønsker:
- Ti meter dyrkningsfrie zoner op til vandløb, søer, skove og naturområder, private haver og op til økologisk landbrug.
- Kommunerne skal pålægges at føre et troværdigt tilsyn.
Dyrkningsfrie zoner mindsker udledning af gift og gødning til vandet, og giver dermed bedre vandkvalitet.
Dyrkningsfrie zoner giver også gode betingelser for naturen. Planter og dyr har brug for sammenhængende natur, hvor de kan sprede sig i landskabet.
Det er vigtigt, at zonerne er helt dyrkningsfrie, så det bliver nemt med det blotte øje at se, at der er forskel på den dyrkede mark og zonen af natur. Den kommunale medarbejder kan føre tilsyn fra sin cykel eller få taget luftfotos til brug for kontrollen.
Hvis der kun er forbud mod at sprøjte og gøde, er det utrolig vanskeligt for kommunerne at kontrollere.
Lille Vildmose
Sagen om Lille Vildmose, der er Danmarks største fredning, viser, at kommunerne svigter deres tilsyn. Ved Lille Vildmose fik en landmand en erstatning på to millioner kroner for ikke at sprøjte og gøde op til mosen.
Men landmanden sprøjtede og gødede alligevel. Det var et lokalt medlem af DN, som gjorde kommunen opmærksom på det.
Det er spild af skatteborgernes penge at tildele millionerstatning, når reglerne ikke overholdes. Sagen fra Lille Vildmose viser behovet for, at zonerne er dyrkningsfri. Og så skal kommunerne tage deres ansvar for at kontrollere alvorligt.
Hvis kommunerne ikke kan udføre en effektiv kontrol med overholdelsen af lovkravet om dyrkningsfrie zoner, må staten erhverve eller ekspropriere arealerne.
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 27. april
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278