Arkens kunstpris til Olafur Eliasson er så forudsigelig, at den ikke kan kaldes andet end dræbende kedsommelig

af Uwe Max Jensen, Egå
Kunstmuseet Arken har uddelt museets kunstpris på 100.000 kroner til den dansk-islandske billedkunstner Olafur Eliasson. To mindre rejselegater gik til den fremragende performancekunstner Lillibeth Cuenca og videokunstneren Jesper Just.
På kunstsitet www.kunsten.nu begrunder Arkens direktør Christian Gether årets uddelinger. Gether er gammel erhvervsmand. Det fornægter sig ikke. Hans begrundelser er akkurat så floromvundne, som de er intetsigende, og jeg vil ikke trætte læserne med at gengive dem her.
Andre af museumsdirektørens udtalelser fortjener derimod at blive fremhævet. Generelt om uddelingen af Arkens kunstpris lyder det: 'Vi er i denne sammenhæng ikke en socialkasse med bidrag til huslejen eller sådan noget.'
Her hentyder Christian Gether naturligt nok til den kritik, der har været af at tildele mangemillionæren Olafur Eliasson endnu flere penge. Men hvad Gether overser, er det faktum, at denne kritik ikke udelukkende handler om det økonomiske aspekt ved at give en rig kunstner flere midler.
Det handler i endnu højere grad om, at det er en smule fantasiforladt at tildele Olafur Eliasson endnu en pris, og da Christian Gether er eneste mand i den jury (ja, Gether var i sin tid ansat i Mærsk), der bestemmer, hvem der skal have årets priser, bærer han selvfølgelig alene ansvaret for denne eklatante mangel på fantasi og vovemod.
Investeringen i Olafur Eliasson er med andre ord så forudsigelig, at den ikke kan kaldes andet end dræbende kedsommelig. Om ideologien bag prisuddelingen forklarer Christian Gether:
'De stærke skal gøres stærkere, for så kan de yde noget mere. Det er i princippet ren elitedyrkelse.' En sådan neoliberalistisk udtalelse er sikkert fremsat i et forsøg på at provokere.
Men med tanke på den igangværende finanskrise og de neoliberalistiske markeders kollaps, er Christian Gethers udtalelse ikke bare ude af sync.Den virker direkte komisk.
Lige nu kører det godt for Arken. Men museet vil før eller siden blive ramt af finanskrisen, byggeudgifter eller uforudsete økonomiske tildragelser. Når det sker, finder vi ud af, hvor neoliberal Christian Gether er, når det kommer til stykket.
Mit bud er, at museumsdirektøren til den tid æder sine hovne ord i sig og render det offentlige på dørene med hatten i hånden.