Anne Nørgårds opfattelse af den manglende vilje til registrering af Gulaglejrene kunne være et resultat af høflige russeres ikke helt vellykkede forsøg på at kommunikere på engelsk

af Bodil Koefoed Nielsen, Roskilde
Den 26. marts kunne man i Jyllands-Postens kulturafsnit læse et interview med konsulent i kulturarvstyrelsen Anne Nørgård, lige hjemkommet fra Berlin, hvor hun deltog i et internationalt netværkssymposium, der havde til formål at bevare minderne om den kolde krig på begge sider af jerntæppet.
I interviewet sagde Anne Nørgård blandt andet: 'Det fremgik af mødet, at registreringen af Gulag-fangelejrene ikke er populær blandt magthaverne ...'.
Intet kan være mere forkert. For et par år siden besøgte jeg det gamle kulmineområde omkring byen Vorkuta i Uralbjergene, der var af så afgørende betydning for russerne under Anden Verdenskrig. Minearbejderne var næsten alle sammen Gulagfanger.
I dag er alle de gamle lejre fra området registreret og nummereret, og på byens historiske museum kan turisterne se en udstilling af en genopbygget Gulaglejr. Udstillingen er illustreret med masser af fotos der beskriver lejrenes historie.
I anledning af byens 60-års jubilæum blev der udgivet et officielt festskrift med forord af borgmesteren. I festskriftet er vist et stort kort over kulmineområdet omkring Vorkuta med angivelse af Gulaglejrene.
I et hjørne af kortet har bogens redaktører indfotograferet det store mindesmærke for ofre for politisk undertrykkelse, som er rejst i udkanten af Vorkuta. I bogen ses også nogle af de gamle fotos af fangerne.
Jeg kender absolut intet til det netværkssymposium, der er omtalt i interviewet, men jeg forestiller mig, at Anne Nørgårds opfattelse af den manglende vilje til registrering af Gulaglejrene kunne være et resultat af høflige russeres ikke helt vellykkede forsøg på at kommunikere på engelsk.