20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt

Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt

Tirsdag, 07. april, 2009, 00:00:00

FIR, den internationale fange- og modstandsorganisation, er blevet informeret og støtter vores kamp

fra Horserød-Stutthof Foreningen
Regeringen og dens racistiske støttepartis krigs- og krisepolitik er katastrofal for det danske folk. Som sædvanlig væltes krisens byrder over på samfundets svageste, mens finanskapitalens spekulanter forgyldes med milliarder af kroner.
Danske soldater optræder fortsat som en del af en brutal besættelsesmagt i Afghanistan. Hvor mange unge danske skal endnu dø - og hvor mange afghanere - inden denne galskab er slut? Stop dansk deltagelse i krigen i Afghanistan. Kald de danske soldater hjem øjeblikkelig!
Mens regeringens og folketingsflertallets krig i Afghanistan fortsætter, reduceres Danmark til en lille ussel slyngelstat, mens de sidste rester af det borgerlige demokrati er under hastig afvikling.
Det var forventeligt: Et demokrati kan ikke opretholdes under en permanent krigstilstand og fortsat forblive et demokrati. Det bliver et skindemokrati.
Det er allerede tydeligt i dag, hvor man - under foregivelse af at ville forsvare demokratiet mod terrorismen - sætter demokratiet ud af kraft. Retstilstandene bliver parodiske, og borgernes retssikkerhed udhules. Hemmelige retssager og administrative udvisninger hører til dagens uorden. PET-chefen opfordrer offentligt til stikkeri, og giver 'oplysninger fremkommet under tortur' PET`s blå stempel.
Derimod er solidaritet med mennesker, som kæmper for deres lands og folks frihed og social retfærdighed, en kriminel handling. EU`s og USA`s politiske 'terrorlister' står i praksis over den danske grundlov.

Justitsmord
Danske borgere dømmes efter dekreter udstedt af en forbryderisk amerikansk præsident. Det må slutte, hvis ikke Danmark skal ende som et lovløst og umenneskeligt samfund - en bananrepublik.
Den 25. marts blev der begået justitsmord i Højesteret, da man dømte Fighters+Lovers. For at forhindre nye justitsmord, er en samling af modstanden mod terrorlovene og EU`s og USA`s terrorlister nødvendig. Det drejer sig om solidaritet i bredeste betydning. Folket mod statsterroristerne. Folket mod krig, racisme og fremmedhad. Et folkeligt oprør mod politistaten.
Vi byder dem trods! Vi vil ikke finde os i, at lovene bøjes, og politiske domme bliver almindelig praksis. Det giver mindelser om tiden mellem 1940 og 1945. Vi afviser deres forsøg på tankekontrol og ensretning, som er følgen af den førte politik.

Gå til modstand
Vi henvender os til befolkningens bredeste lag: Gå til modstand! Tag sagen i egen hånd. Civil ulydighed er svaret. Det stærkeste ord i verden er nej. Vi siger Nej!
De kan ikke slæbe os alle for retten - de kan selvfølgelig forsøge, men så bryder systemet sammen. Det er ikke indrettet på mennesker, som siger nej! Hvis vi er mange - rigtig mange, der nægter at rette os efter deres 'love', er de magtesløse. Hvis vi ikke makker ret, er de hjælpeløse. Deres magt smuldrer. Det er vort mål.
Internationalt vokser støtten til vor kamp. Under sagen mod Fighters+Lovers støttede kendte sydamerikanske politikere op bag Fighters+Lovers. FIR, den internationale fange- og modstandsorganisation, er siden blevet informeret og støtter vores kamp.
De har informeret deres medlemsorganisationer i hele Europa om forholdene i Danmark. Støtten til og forståelsen for vores kamp vokser - og kampen går videre, vi giver ikke op!
Mod politistat og terrorisme - for international solidaritet.

Vedtaget på foreningens generalforsamling
den 4. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. apr. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp